Lykketoft: Klimafinansiering kan findes i energiselskabernes overdrevne profitter

FN’s seneste årlige klimakonference i Egypten endte kun nogenlunde godt, fordi de rige lande omsider blev lidt mere konkrete på at etablere en fond til at kompensere de fattige lande for tab og skader ved klimaforandringerne.

Fonden er afgørende, hvis de fattigste lande skal løfte deres indsats mod klimaforandringerne. Den er også udtryk for simpel retfærdighed. Den allerstørste del af klimaforandringen skyldes de rige landes opsamlede CO2-forurening af atmosfæren, forårsaget af industrialiseringen, der grundlagde rigdommen.

Derfor er det en fundamental uretfærdighed, at klimaforandringerne rammer hårdest med mere vildt vejr og naturkatastrofer i de varme lande, som også typisk er de fattige lande

Løftet om bistand som kompensation for tab og skader er ikke nyt, men i realiteten er der ikke sket meget siden Paris i 2015. Fokus i de rige lande har været indadvendt. Især under covidpandemien og nu med krigen i Ukraine går pengene til bistand den vej – og til oprustning på hjemmebanen.

Stort set alle lande svigter forudsætningen om, at klimabistand skal være ekstra – oven i den 'normale' udviklingsbistand. Det er let at svigte, når der egentlig ikke er nogen definition på det normale, bortset fra FN’s mange årtier gamle henstilling om at give mindst 0,7 procent af nationalindkomsten til udviklingsbistand.

Stort set alle lande svigter forudsætningen om, at klimabistand skal være ekstra 

Mogens Lykketoft

Men sagen er, at kun meget få lande, alle i det nordlige Europa, lever op til denne målsætning. Storbritannien var på ret kurs, men løber nu den gale vej. Danmark er heldigvis med lodder og trisser på den rigtige side af målstregen.

Men vores indsats har været langt større i fortiden. Under Nyrup-regeringen kom Danmarks samlede internationale bistand et godt stykke over en procent. Derefter blev der skåret dramatisk ned under Fogh-regeringen. Vi holder os dog på FN-målet, men det sker med nidkær overholdelse af reglerne, om at udgifter til flygtninge til vor eget land kan medregnes.

Da flygtninge her i landet er dyre, så trækker denne regneregel ned på, hvad der faktisk leveres til de fattigste lande – nu især som følge af bølgen af flygtninge fra Ukraine. Desuden har Danmark frem til nu ikke været bedre end andre, når det gælder at finansiere klimabistand som en del af – og ikke et tillæg til – de 0,7 procent.

Det er opløftende, at udviklingsminister Dan Jørgensen, der har den internationale klimabistand i sit ressort, taler om ’innovativ’ finansiering af det nye løfte om en fond til tab og skader. Altså at finde nye penge udover de nuværende udviklingsmidler.

Altinget spørger om dette er realistisk – vel også med den erindring i baghovedet, at regeringen i sit program bekendtgør, at der ikke indføres nye skatter. Det gælder dog ikke nødvendigvis, hvis initiativet kommer fra EU:

Det var EU, der på mødet i Egypten sikrede løftet om en fond for tab og skader.

Også andre fælles europæiske indtægtskilder bør kunne findes i det videre forløb

Mogens Lykketoft

EU er allerede innovativ, når det under den aktuelle energikrise er EU, som har fostret ideen om ekstra beskatning af de energiselskaber, der har tjent umådeholdent meget mere under krisen – for at finansiere en social afbalanceret fordeling af energikrisens udgifter i vores egne lande.

Nu ser det heldigvis ud til, at Europa hurtigere end ventet har fået bedre styr på energiforsyningen og kan undgå ny prishop så dramatiske som i sommeren 2022.

Det kunne derfor være en mulighed at sende nogle af disse penge til fonden til kompensation af tab og skader i de fattige lande. Også andre fælles europæiske indtægtskilder bør kunne findes i det videre forløb, så EU kan forblive den mest troværdige frontløber for global solidaritet om klimaindsatsen.

Dan Jørgensen nævner som en mulighed et bidrag fra den internationale søfart. Det er en god idé, der må bæres videre.