Mellemfolkeligt Samvirke: Klimaregningen skal ligge hos dem, der forurener

Siden klimatopmødet i København i 2009, hvor der første gang blev givet et løfte om klimafinansiering til de mest udsatte lande, har debatten raset om, hvor pengene skal komme fra. Hvad vil det sige, at pengene er ”nye og additionelle”? Må man tage dem fra udviklingsbistanden? Og er det i orden at give pengene som et lån i stedet for en gave?

De 100 milliarder dollars har været et stridspunkt på det ene klimatopmøde efter det andet, og den dag i dag bliver beløbet ikke betalt.

Samtidig bliver behovet kun større. Klimakatastroferne tager til i omfang og hyppighed. Og med beslutningen om at oprette en fond til at dække de tab og skader, som det ekstreme vejr fører med sig, skal der findes endnu flere penge.

Fra udviklingsbistand til skat på skibsfart

I Danmark har det hidtil knebet med at kunne finde nye penge til at hjælpe verdens fattigste. I dag betaler Danmark under halvdelen af den klimabistand, vi er forpligtet til, og den andel, Danmark faktisk betaler, bliver taget fra udviklingsbistanden. Kun 100 millioner kroner kunne folketingets partier finde i nye midler på den seneste finanslov.

Med det udgangspunkt er behovet for innovativ finansiering presserende, og det er glædeligt, at Dan Jørgensen lægger op til, at pengene til tab og skader ikke skal findes i udviklingsbistanden.

International skat på skibsfart er en oplagt mulighed for at flytte penge fra forurenende industri i retning af klimaet

Oliver de Mylius
Kampagneleder, Mellemfolkeligt Samvirke

Fantasien kan række til mange forskellige bud på, hvor pengene så skal komme fra. Men en retfærdig finansiering må baseres på et princip om, at forureneren betaler. De industrier, der fortsætter med at forurene, og som profiterer af deres klimaskadelige adfærd, må gribe til lommerne.

Derfor er ministerens forslag om en international skat på skibsfart en god mulighed. Op mod 90 procent af den internationale handel transporteres til søs, og skibsfart står for omtrent tre procent af de globale CO2-udledninger. Med Danmarks store rolle i international shipping, vil det være en oplagt mulighed for Danmark til at få flyttet penge fra forurenende industri i retning af klimafinansiering.

Mange mulige løsninger

Men det er langt fra den eneste mulighed. Faktisk har de danske NGO’er fundet otte konkrete måder at finde den nødvendige klimafinansiering.

Forslagene, der er udarbejdet af Inka Consult på vegne af 92-gruppen og Globalt Fokus, omfatter blandt andet en afgift på flyrejser, en øget vejafgift på tunge køretøjer og en skat på finansielle transaktioner, der selv ved et niveau på 0,1 procent af værdien ved handel med aktier og obligationer, vil generere et provenu mellem 7 og 12 milliarder kroner årligt.

Samlet set kan de otte forslag indbringe mellem 44 og 81 milliarder til statskassen. Forslagene er baseret på princippet om, at forureneren betaler, og at de bidrager til den grønne omstilling i sig selv.

De statslige finanser havde et overskud på 128 milliarder i 2022, regeringen kunne overveje at bidrage med mere til klimaet fra den pulje

Oliver de Mylius
Kampagneleder, Mellemfolkeligt Samvirke

Endelig ligger en anden retfærdig løsning lige til højrebenet. Energiselskaber har skabt rekordomsætninger i kølvandet på krigen i Ukraine.

Så sent som i september 2022 talte EU Kommissionens formand Ursula Von Der Leyen om at kanalisere noget af den ekstraordinære profit fra energiselskaberne tilbage til EU’s medlemsstater for at støtte trængte husstande og virksomheder. Men de store omsætninger fra verdens store forurenende energiselskaber bør bidrage til mere og andet end at holde Europas økonomier oven vande.

Det er oplagt, at de bidrager til at betale for de tab og skader, som verdens fattigste rammes af, mens energiselskaberne tilføjer flere nuller på bundlinjen.

Kort sagt skorter det ikke på løsninger, der på baggrund af et princip om, at forureneren skal betale, kan skaffe penge til klimabistand og tab og skader. Med et overskud på de statslige finanser på 128 milliarder i 2022 kunne den danske regering måske også overveje at bidrage med lidt mere fra de eksisterende midler. Også selvom det ikke lyder så ”innovativt”.

Uanset hvilken vej regeringen måtte vælge, er der rigeligt med muligheder for at finde de penge, der skal til for, at Danmark kan tage sin del af ansvaret. I sidste ende handler det om politisk vilje.