Debat

Mission Øst: Uværdigt at Danmark ikke anerkender det armenske folkedrab

DEBAT: Folketinget har vedtaget ikke at anerkende og fordømme det armenske folkedrab – stik imod historiske kendsgerninger og vores nabolandes forbillede. Det er dybt beklageligt, mener Kim Hartzner fra Mission Øst.

Selv Georg Brandes forsøgte at gøre opmærksom på overgreb i Armenien, skriver Kim Hartzner, Mission Øst.<br>
Selv Georg Brandes forsøgte at gøre opmærksom på overgreb i Armenien, skriver Kim Hartzner, Mission Øst.
Foto: Bent K. Rasmussen/Scanpix
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kim Hartzner
Læge og generalsekretær for Mission Øst

Det er mildest talt nedslående at erfare, at et flertal i Folketinget forleden officielt besluttede ikke at ville anerkende det armenske folkedrab med den begrundelse, at sagen er kompleks, og at det ikke er op til politikere at dømme.

Begrundelsen holder ikke.

Historisk dokumentation for folkedrabet
Det er nemlig veldokumenteret, at ungtyrkerne i Osmannerriget i 1915 udryddede op mod 1,5 millioner armeniere ved at dræbe dem eller drive dem ud i den syriske ørken.

Helt tilbage i 1987 anerkendte Europa-Parlamentet, at det var et regulært folkedrab, da ungtyrkerne drev mænd, kvinder, børn, syge og svage ud i den visse død i den syriske ørken.

Kim Hartzner, generalsekretær, Mission Øst

Den samtidige amerikanske ambassadør i Osmannerriget, Henry Morgenthau, rapporterede på daværende tidspunkt, at tyrkiske autoriteter vidste, at disse deportationer var en dødsdom til en hel race.

Den danske ambassadør i Konstantinopel, Carl Ellis Wandel, udarbejdede under 1. Verdenskrig flere hundrede rapporter – blandt andet om overgreb på armenierne - til daværende udenrigsminister Erik Scavenius.

Selv Georg Brandes forsøgte i en artikel fra 1900 at gøre opmærksom på de overgreb, der allerede i 1890’erne fandt sted mod det kristne mindretal.

Og to danske missionærer i Osmannerriget, Karen Jeppe og Maria Jacobsen, skrev, at ”de tilbageblevne Armeniere vil snart Uddø er tydeligt. Regeringen vil intet give dem, hverken Føde, Klæder eller Huse”.

Tyskland, Rusland og Frankrig – men ikke Danmark
Det armenske folkedrab er derfor historisk dokumenteret. Desuden er sagen ikke mere kompleks, end at de lande, vi plejer at sammenligne os med, for længst har anerkendt og fordømt det armenske folkedrab.

Tyskland gjorde det i 2016. Før det havde ikke færre end 25 lande, heriblandt Rusland og Frankrig, anerkendt folkedrabet.

Og helt tilbage i 1987 anerkendte Europaparlamentet, at det var et regulært folkedrab, da ungtyrkerne drev mænd, kvinder, børn, syge og svage ud i den visse død i den syriske ørken.

Det er derfor dybt beklageligt, at Danmark nu officielt har vedtaget at nægte det armenske folk oprejsning ved at anerkende det uhyggelige folkedrab – stik imod de historiske kendsgerninger og nabolandenes forbillede.

Kom igen, Danmark, omstød den uværdige beslutning!

Støtte til det armenske folk
Imens må vi på andre måder vise det armenske folk, at vi støtter op om dem.

I Mission Øst gør vi det gennem snart 25 års hjælpearbejde i Armenien.

Tusindvis af børn med særlige udfordringer har fået lægehjælp og genoptræning for nu i langt større grad at blive inkluderet i skolesystemet, komme i arbejdslære og bidrage til landets fremtid.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00