Modeindustrien fastholder lande i fattigdom

Af Klaus Melvin Jensen
Sekretariatsleder, Clean Clothes Campaign Danmark

Bangladesh er blandt de fattigste lande i verden og har da også i årevis modtaget betydelig bistand fra Danmark. Et nyt femårigt udviklingspartnerskab med Bangladesh er netop godkendt. Ligesom udenrigsministeriet efter Rana Plaza-katastrofen i 2013 indgik i et partnerskab med den danske modeindustri om at forbedre forholdene i den bangladeshiske tekstilindustri.

Det kan synes paradoksalt, at det fattige Bangladesh er verdens næststørste tøjproducent, kun overgået af Kina. Der findes omkring 4000 tekstilfabrikker i Bangladesh, som beskæftiger mere end 4.000.000 arbejdere. Man kunne få den tanke, at Bangladesh burde være mindre fattigt, end det rent faktisk er. Men problemet er, at alt, alt for lille en del af de mange, mange milliarder, som omsættes i den globale modeindustri, kommer tilbage til de arbejdere, som syr vores tøj.

Lande fastholdes i fattigdom
De internationale modevirksomheder som H&M, Adidas og danske Bestseller tager broderparten sammen med de butikker, som sælger tøjet. Den danske stat tager som bekendt 25 procent i moms. Ligeledes går der noget til transport, materialer og profit til fabriksejerne. Til slut får de arbejdere, som faktisk syr tøjet, typisk mindre end én sølle procent af den pris, som forbrugerne betaler i de danske butikker.

Man kan argumentere for at de internationale modevirksomhed - herunder de danske - med deres konstante fokus på lave produktionspriser er med til at fastholde lande som Bangladesh i konstant fattigdom.

Klaus Melvin Jensen
Sekretariatsleder, Clean Clothes Campaign Danmark

Arbejdslønnen for tekstilarbejdere i Bangladesh er da også ubegribelig lav. Mindstelønnen er på 5300 taka om måneden. Det svarer i dagens kurs til 448 danske kroner. Selv om mange tekstilarbejdere i Bangladesh trods alt får mere end mindstelønnen, så er lønnen alligevel så lav, at arbejderne må leve i fattigdom i små usle boliger med dårlige sanitære forhold. Ligesom de må nøjes med dårlig og utilstrækkelig kost. De lave lønninger tvinger i øvrigt arbejderne til at arbejde rigtig mange timer for at kunne overleve, hvilket selvsagt går hårdt ud over deres familieliv.

Asia Floor Wage Alliance er en gruppe af asiatiske NGO'er og fagforeninger, som har beregnet, hvilken mindsteløn (leveløn) som er nødvendig, for at tekstilarbejderne i Bangladesh kan leve et nogenlunde liv i værdighed med basale udgifter til ordentlige boligforhold, rimelig kost, sundhedsudgifter og lidt ekstra til uddannelse og opsparing.

Levelønnen er beregnet til 29.442 taka om måneden, hvilket er 2490 danske kroner. Mindstelønnen i Bangladesh er dermed kun 20 procent af levelønnen, og det betyder ikke bare, at tekstilarbejderne er de sande “working poors” i denne verden, det betyder også, at der kommer alt for få penge i omløb i Bangladesh, hvilket gør det svært for landet og dets befolkning at få gang i økonomien, investere i uddannelse og andre og mere profitable former for produktion.

Man kan argumentere for, at de internationale modevirksomheder - herunder de danske - med deres konstante fokus på lave produktionspriser er med til at fastholde lande som Bangladesh i konstant fattigdom.

Ulighed og fattigdom skal bekæmpes
En række udenlandske modevirksomheder er da også begyndt at arbejde med at sikre arbejderne en anstændig leveløn. H&M er godt i gang med et ambitiøst projekt, som skal dække de 850.000 arbejdere, som syr tøj hos H&M, 750 strategiske leverandører, Nudie Jeans har i flere år udbetalt en ekstra "leveløns-bonus" direkte til arbejderne hos deres leverandører, og Marks & Spencer arbejder med deres costing-politik for at sikre en højere løn til arbejderne.

Desværre er de danske modevirksomheder ikke ligefrem trendsættere, når det kommer til leveløn, for nu at sige det på jysk. Hvilket gør det ganske tankevækkende at kigge på Udenrigsministeriets Strategi & Prioriteter for den danske udviklingspolitik: "Danmarks udviklingssamarbejde skal be­kæmpe fattigdom og skabe sammenhæng i vores politikker. Hvis det skal gøres effektivt, kan vi ikke nøjes med at fokusere på de mest åbenlyse symptomer. Vi skal også sætte ind over for de strukturer, som fastholder mennesker i fattigdom og samfund i ulighed.".

Måske Udenrigsministeriet burde kigge lidt nærmere på løn og leveløn, næste gang de går i partnerskab med den danske modeindustri?