MS: En ny FN-mekanisme kan sikre gennemsigtighed med gæld

DEBAT: Vi må forebygge en tsunami af gælds-kollaps blandt den fjerdedel af verdens lande, der har en uholdbar gæld. Det kan ske ved at sikre gennemsigtighed i gælden i en ny forhandlingsinstitution under eksempelvis FN, skriver Tim Whyte.

Af Tim Whyte
Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke

Allerede inden corona-krisen skulle Zambia betale 1,7 milliarder dollars i gældsbetalinger i 2020, svarende til 8 procent af landets BNP. I 2019 brugte Zambia 50 procent af statsbudgettet på at servicere gæld.

Coronakrisen har, som i mange andre lande, nu trukket tæppet væk under økonomien.

Halvdelen af gælden er til private kreditorer, en fjerdedel til Kina og resten til Verdensbanken og andre lande. De private kreditorer tjener ofte 8-15 procent i afkast årligt på gælden i lande som Zambia.

Udgifter til sundhedssystem reduceres
Zambia er nu ved at stykke et nyt statsbudget sammen, hvor udgifterne til renter og afdrag på gælden stiger, mens udgifterne til sundhedssystemet bliver reduceret. Det på trods af, at Zambias i forvejen underfinansierede sundhedsvæsen er maksimalt presset af corona-virussen.

Nalucha Nganga Ziba, landedirektør for Mellemfolkeligt Samvirkes søsterorganisation ActionAid Zambia, siger:

“Rige obligationsejere demonstrerer tydeligt, at midt under pandemien er deres eneste prioritet at fastholde deres eget afkast. I sidste instans er sletning af dele af Zambias gæld nødvendigt, for at zambierne ikke lider døden på grund af landets manglende vedligeholdelse af gælden.”

Kreditorer er uvillige til at samarbejde
Zambia kæmper med en meget bredt sammensat gruppe af kreditorer med meget lidt gennemsigtighed i den samlede gæld og i forhold til, hvem kreditorerne er. Særligt de private kreditorer og kinesiske institutioner er uvillige til at samarbejde.

Det gør det umuligt for Zambia at få forhandlet en fornuftig aftale. I stedet bliver det formentlig en langvarig og kaotisk proces, hvor kreditorerne kæmper mod hinanden for at få størst mulig del i de midler, som de kan trække ud af et land, hvor befolkningen bliver de store tabere.

Det samme vil formentlig gentage sig for en stribe af lande de næste år.

Landene skal behandles individuelt
Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea, skriver i Altinget, at landenes gældskrise skal behandles case-by-case fulgt af strukturtilpasningsreformer.  Vi er enige i, at landene skal behandles individuelt ud fra de udfordringer, de har.

Det bør tage udgangspunkt i behov for de investeringer i sundhed, uddannelse, infrastruktur, klimaomstilling med mere, der er nødvendige for at nå verdensmålene i 2030.

Altså en analyse af bæredygtigheden af gælden for landene, der sikrer et råderum for investering i stedet for de nedskæringspolitikker og loft over udgifter til sundhed og uddannelse, der gennem mange år har været opskriften fra IMF.

IMF fastholder under coronakrisen nedskæringskrav til udviklingslandene. 72 ud af 80 lande, der har modtaget corona-støtte fra IMF, har fået betingelser om ”strukturtilpasning”, der vil medføre store nedskæringer i helt nødvendige offentlige services.

Behov for en organiseret løsning på gældskrisen
En case-by-case tilgang kan dog hurtigt ende i kaotiske betalingsstandsninger for lande, der skal hutle sig til gældsbehandling hos kreditorerne. Alternativet er at etablere en mekanisme, helst under FN, der sikrer gennemsigtighed i gælden, men som også kan fungere som forhandlingsinstitution.

Det vil give Zambia og andre gældsramte lande mulighed for at erklære sig i gældkrise og få en organiseret forhandling med alle kreditorer om en sletning og genforhandling af gælden.

De kreditorer, som ikke vil bidrage på fælles vilkår, skal helt udelukkes fra at få del i landets betaling af gæld. Fattige udviklingslande står magtesløse over for de private kreditorer og Kina.

G20 (verdens 20 toneangivende økonomier) lande har derfor en forpligtelse til at bruge deres magt til at trække de private kreditorer og Kina med ind i en samlet og koordineret sletning og omlægning af gælden med udgangspunkt i at sikre et finansielt råderum, så landene kan investere i at nå verdensmålene.

Civilsamfundet skal med i gældsanalyse
Gælden skyldes både uansvarlige regeringer og uansvarlige långivere. Ofte tillader långivere med åbne øjne regeringer at låne penge i det skjulte til projekter, der mere handler om at berige en lokal elite end at skabe udvikling for befolkningen.

Det er eksempelvis tilfældet i Mozambique, som Katarina Ammitzbøll (K) skriver i Altinget. Derfor er det afgørende, at kræfter i landene - herunder civilsamfundet – er med til at analysere, hvorfor gældskrisen er opstået, og hvordan en eventuel gældslettelse og omlægning af gæld skal anvendes.

I 2008 gennemførte Ecuadors regering som det første land en analyse og ansvarsafdækning af landets gæld med deltagelse af både eksperter og civilsamfund. ActionAid i Zambia søger at få gennemført en tilsvarende analyse.

For befolkningen skal kunne holde både långivere og regering ansvarlige for den økonomiske situation. Og ikke mindst sikre, at de penge, der rent faktisk tilflyder Zambia i form af lån, også bliver brug til investeringer til gavn for de mange.

Forrige artikel Niels Tanderup: Derfor kan kunstig intelligens skabe en ny digital kløft mellem nord og syd Niels Tanderup: Derfor kan kunstig intelligens skabe en ny digital kløft mellem nord og syd Næste artikel S: Vi må bekæmpe skattely og skabe solide skattesystemer i gældsramte lande S: Vi må bekæmpe skattely og skabe solide skattesystemer i gældsramte lande