MS: EU og USA skaber urimelige vilkår

Af Nils Brøgger Jakobsen
Kampagne- og politikchef i Mellemfolkeligt Samvirke

Op imod 900 flygtende er netop druknet i Middelhavet.

Salomon er en fiktiv person, men kunne være blandt de druknede. Han er 25 år, flygtet fra Senegal, flygtet fra fattigdom og arbejdsløshed, fordi hans fars tomatproduktion ikke længere er rentabel i konkurrencen med importerede tomater fra EU. Vi vender tilbage til Salomon.

Politikere, kommentatorer, eksperter og udviklingsorganisationer har berettiget været hurtigt ude og kommentere på, hvor forfærdelig katastrofen er. Ikke desto mindre formår vi sjældent at få en debat, som stikker dybere end blot at kradse i overfladen. Denne gang, som så mange andre gange, var svaret på katastrofen ren symptombehandling frem for at tage fat om de strukturer, som gør, at mennesker bliver så desperate, at de opsøger skruppelløse menneskesmuglere og sætter livet på spil med en livsfarlig rejse.

Stadig langt fra målet
Men frem for at symptombehandle er det netop strukturerne bag udviklingen, der er relevante at se på. Særligt i det lys, at vi nærmer os deadline for realisering af FN’s årtusindemål (MDG målene) og allerede i fuld gang med at diskutere de nye verdensmål eller ”Sustainable Development Goals” (SDG), som de også kaldes.

Når vi diskuterer, om og i hvilken grad vi har nået målene, glemmer vi ofte at kigge på mål 8. Målet har til formål at skabe ”et partnerskab for global udvikling”. Det er mindre målbart end de andre, men beskæftiger sig netop med de strukturer, som er afgørende for at realisere de 7 andre mål.

Skal vi lykkes med at realisere de nye, ambitiøse verdensmål, som gælder for alle lande, så stiller det krav til de politikker, vi fører i vores del af verden og villighed til at indgå i et reelt globalt partnerskab.

Nils Brøgger Jakobsen
Kampagne- og politikchef i Mellemfolkeligt Samvirke

Derfor er det en fejl, når vi glemmer at vurdere, om mål 8 har været en succes eller ej.

Del-målene under mål 8 drejer sig om mængder af bistand og gældeftergivelse samt om retfærdige handelspolitiske spilleregler, der adresserer udviklingslandenes særlige behov. Der lægges op til en reform af det globale handelssystem, som historisk set er skabt af de rige lande og den dag i dag også tjener dem mest.

Så hvor langt er vi nået i forhold til mål 8 og ambitionen om at skabe et globalt partnerskab for udvikling, siden målene i år 2000 blev vedtaget? Hvad angår ambitionen om at skabe et internationalt handelssystem, som i højere grad tjener de fattigste lande og befolkningsgrupper, er konklusionen nedslående. De handelspolitiske forhandlinger i WTO har i mere end ti år ligget i koma. Det lykkedes dog medlemslandene i WTO i slutningen af 2013 at blive enige om en mindre delaftale, som kunne bringe den såkaldte Doha udviklingsrunde videre i 2015.

Ikke desto mindre er vi stadig langt fra målet, og de langstrakte forhandlinger samt de rige landes manglende hensyn til udviklingslandene har kostet verdens fattigste dyrt.

Ulige forhandlinger
Jeg har siden 2003 været til de fem seneste WTO ministerrådsmøder og er så småt begyndt planlægningen af ministerrådsmødet i Nairobi december 2015. Resultatet af disse møder har desværre hver gang været skuffende, selvom resultatet på Bali i 2013, i al fald kortvarigt, gav fornyet håb. Jeg fandt det absurd, at EU og USA nægtede at acceptere, at Indien gerne vil have lov til at støtte deres landmænd.

EU og USA argumenterede for, at den indiske støttemodel var ulovlig i forhold til WTO standarder, om end den på ingen måde var i nærheden af at udgøre samme antal milliarder støttekroner, som de relativt få millioner bønder i EU og USA årligt modtager. Blot fordi landbrugsstøtten i EU og USA er givet på en anden måde, betyder det ikke, at den ikke er handelsforvridende – det er den stadig.

Da WTO forhandlingerne i Hong Kong 2005 brød sammen, gik EU og USA straks efter ud og sagde, at de nu ville fokusere på bilaterale handelsaftaler. Det har de også gjort, men de har tilsidesat målet om, at disse aftaler skal være særligt venlige overfor udviklingslandene. Både EU og USA har i de ulige forhandlinger brugt alle kneb for at sikre sig endnu lettere adgang til udviklingslandenes markeder og adgang til blandt andet at sælge deres subsidierede fødevarer, vel vidende at det skaber urimelige konkurrencevilkår for lokale bønder i en landbrugssektor, som jo er fuldstændig afgørende for udviklingslandene.

Til trods for at mange af udviklingslandes produkter i dag kan komme ind på de rige landes markeder uden told, bliver de reelt holdt ude på grund af tekniske handelsbarrierer.

Tænk i langsigtede løsninger
Kort sagt er den fremgang, der er opnået på de syv første udviklingsmål, desværre ikke udtryk for, at man er lykkedes med at skabe et partnerskab for global udvikling. De opnåede resultater er sket på trods af, at man ikke har leveret på mål 8.

Skal vi lykkes med at realisere de nye, ambitiøse verdensmål, som gælder for alle lande, så stiller det krav til de politikker, vi fører i vores del af verden, og villighed til at indgå i et reelt globalt partnerskab.

Det giver ingen mening, at vores landbrugsstøtteordninger gør det fordelagtigt at sende tomater, kyllinger og andre fødevareprodukter til udviklingslandene, når nu man ved, at det gør det endnu sværere for unge mænd og kvinder i disse lande at erhverve sig via landbruget. Eksporten fører til, at de bliver arbejdsløse og i nogle tilfælde træffer den vidtgående beslutning at flygte til EU - med det spinkle håb om at få en eller anden form for job her, legalt eller illegalt.

For det hører med til billedet, at den fiktive Salomon ironisk nok kan ende med at få et underbetalt job uden sikkerhed i en af de tomatplantager, som alt for mange steder har udkonkurreret de lokale familier og dermed Salomons familielandbrug.

Når vi snakker løsninger på tragedier, som den vi ser på Middelhavet, er vi forpligtiget til at grave et spadestik dybere og forstå de bagvedliggende strukturer – strukturer, som i dag desværre bidrager til at holde folk i fattigdom. Lad os endelig fortsat måle på, hvor mange børn der går i skole, og anvende andre brugbare mål - men vi er forpligtede til også at tænke i langsigtede løsninger og skabe økonomiske systemer og regelsæt for blandt andet handel og skat, som bekæmper fattigdom og ekstrem ulighed. Kun på den måde skal Salomon og andre ikke miste livet på tværs af Middelhavet.