Professor: Husk byerne i udviklingsbistanden

Af Steffen Jensen
Professor (mso), Institut for Kultur og Globale Studier, AAU og seniorforsker, Dansk Institut mod Tortur

Hvordan bruger vi bedst de femten milliarder kroner, der er til rådighed til dansk udviklingsbistand? I mit indspark her vil jeg gerne slå et slag for, at vi ser nærmere på relationen mellem byudvikling i syd, flygtninge og konflikt som et samlet politikfelt. Det anslås, at kun omkring 10 % af flygtninge fra krigene i Mellemøsten ender i lejre under et eller andet humanitært regime.

Hovedparten af de sidste 90 procent ender op i byer i nærområdet, for eksempel Istanbul, Amman, Kairo eller Nairobi. Dette bekræfter trenden de sidste mange år, hvor begrebet om urbane flygtninge er blevet stadig mere centralt i debatten – uden at man af den grund har vidst, hvad man skulle gøre ved det.

På tide at se på byen
Forskningen i for eksempel Johannesburg og Nairobi – meget store flygtningemagneter i årtier – viser, at man skal være forsigtig med at bruge de samme redskaber, som man bruger i flygtningelejre, fordi det kan medvirke til yderligere spændinger mellem oprindelige beboere og flygtningegrupper – som ofte ikke en gang ønsker at stå frem som flygtninge, men søger at indgå i byens liv og få del i de muligheder, der trods alt findes der.

Det er på tide og nødvendigt, at dansk udviklingsbistand begynder at se på byen. Vi har alt for længe ignoreret byen og den empiriske virkelighed, som den udgør.

Steffen Jensen
Professor (mso), Institut for Kultur og Globale Studier, AAU og seniorforsker, Dansk Institut mod Tortur

Det gælder selvsagt ikke alle flygtninge. Nogle har desperat brug for den beskyttelse, som det humanitære regime tilbyder. Vi skal derfor komplementere tidligere humanitære tilgange med et fokus på byen og på byudvikling generelt – ikke kun flygtninge! I lige så stor grad dem, der allerede bor i byen, ofte selv tidligere flygtninge!

Det er på tide og nødvendigt, at dansk udviklingsbistand begynder at se på byen. Vi har alt for længe ignoreret byen og den empiriske virkelighed, som den udgør. Det danske udviklingsparadigme har i mange år bygget på, at de fattigste mennesker fandtes på landet, og det handlede om at skabe udvikling her, ikke mindst for at forhindre, at de migrerede til byen. Den holder i hvert fald ikke mere.

Enormt potentiale
I dag bor halvdelen af jordens befolkning i byerne. Om få år er det 60 %. Mere end én milliard mennesker i byerne lever i dyb fattigdom i byernes slum. Volden er også hverdagskost for slumbeboere.

Caracas' drabstal ville betyde at der skulle være mere end to tusinde mord i hovedstadsområdet årligt. Cape Town og andre store byer følger ikke langt efter. Slummen er blevet en almindelig ramme for børn og unges opvækst. Et forsigtigt bud er, at en milliard børn vokser op i slum i 2030. Og byerne vokser stadig, ikke kun på grund af migration og flugt til dem, men fordi folk føder børn.

Store befolkningsgrupper fødes, vokser op og bor i byerne uden nogensinde at have mulighed for at forbedre deres livsvilkår eller at påvirke den by, de bor i. Det øger risikoen for politisk ustabilitet og usikkerhed, og konsekvenserne mærkes lokalt, nationalt og globalt.

Det gælder både i lande med svage institutioner, der ikke har evnen til at levere menneskelig sikkerhed, og i lande med stærke, men illegitime institutioner, der undertrykker deres befolkninger med tortur og vold. De nys tilkomne flygtninge øger blot presset på og spændingerne i de voksende byer. Men pointen er, at der også er enorme potentialer i byen – for dem, der bebor dem, og for dansk udviklingsbistand.

Fokus på to spor
Det er i den anledning helt centralt at fokusere på to spor. For det første skal vi hjælpe lolkalregeringerne med at kunne håndtere det voksende pres i form af bistand til infrastruktur, miljø og politiske institutioner.

Det andet spor handler om inddragelse af folk, både flygtninge og byens 'oprindelige' befolkning. Her må fokus være på at sikre folks rettigheder i byen med henblik på accountability, adgang til ressourcer og deltagelse.

Og det må handle om at sikre folk retten til byen, dvs. at udvikle, hvad nogle er begyndt at omtale som urbant medborgerskab, inklusive for nye beboere.

Ved at fokusere på byerne har vi mulighed for at udvikle lokale løsninger på store globale udfordringer, deriblandt klima, ungdomsarbejdsløshed, vold og migration. I Danmark er vi eksperter i at udvikle bæredygtige byer med plads og indflydelse til alle, og flere organisationer som PlanDanmark og Dignity er begyndt at udvikle initiativer specifikt for byerne.

Hvis dansk udviklingsbistand skal fremtidssikres, er det byerne, vi skal fokusere på. Det er på tide, vi deler denne ekspertise med verdens fattige og målretter en væsentlig del af bistanden til udvikling af sikre, bæredygtige og demokratiske byer.

Hermed kan vi også bidrage til opfyldelsen af et af de nye udviklingsmål, som netop handler om at skabe trygge og modstandsdygtige byer med plads til alle og levere en mere substantiel og målrette hjælp i nærområderne i forbindelse med flygtningekrisen til glæde for både flygtninge og de nationale befolkninger.