R om ulandsbistand: Højest ti procent må bruges i Danmark

LOFT: Når Danmark bruger en tredjedel af sin udviklingsbistand til asylansøgere og flygtninge herhjemme, skader det de langsigtede udviklingspolitiske mål. Det mener Radikale, der vil lægge loft over udgifterne.

Der skal være en kerne af ulandsbistand, som ikke laver store udsving, når asyltallene ændrer sig. Det mener Radikales udenrigsordfører, Martin Lidegaard.
Der skal være en kerne af ulandsbistand, som ikke laver store udsving, når asyltallene ændrer sig. Det mener Radikales udenrigsordfører, Martin Lidegaard.Foto: Nikolai Linares/Scanpix
Kasper Frandsen

I 2016 har Danmark afsat cirka 4,5 milliarder kroner til at modtage flygtninge i Danmark.

Dermed bliver omkring en tredjedel af den samlede bistand på cirka 14,8 milliarder kroner brugt herhjemme. For kun få år siden lå det tal på cirka en tyvendedel.

Men det skal være slut, hvis det står til Radikale.

Derfor foreslår partiet, at der maksimalt må bruges ti procent af ulandsbistanden på flygtninge og asylansøgere i Danmark.

Det handler om at sikre penge til forebyggelse.

Martin Lidegaard (R)
Udenrigsordfører

”Hvis vores partnere som FN og nødhjælpsorganisationerne skal kunne stole på os, og vi gerne vil arbejde langsigtet, er der behov for en kerne af ulandsbistand, som ikke laver store udsving fra år til år,” siger Martin Lidegaard (R) og fortsætter:

”Alle snakker om nærområderne. Men sandheden er, at der er katastrofal mangel på indsatser inden for eksempelvis uddannelse og hjælp til børn, der er afgørende for, at folk ikke rejser videre. Det handler om at sikre penge til forebyggelse."

Skarpere loft
Oprindeligt havde Radikale foreslået et loft på 20 procent. Men nu vil partiet sætte et endnu ”skarpere” loft:

”Danmark har faktisk kun i ét år været over ti procent de seneste år. Derfor mener vi, at det er et fornuftigt snit, vi lægger,” siger han.

Også regeringens egen udenrigspolitiske gransker, Indien-ambassadør Peter Taksøe-Jensen, har foreslået at lægge et loft over udgifter for at sikre en stabil udviklingsbistand.

I Sverige har man allerede valgt at sætte et loft over udgifterne, der også her er vokset markant de seneste år. Svenskerne har sat loftet til 30 procent.

Asyludgifter på dagsorden
Desuden har regeringen og OECD begge iværksat særlige undersøgelser af Danmarks brug af asyludgifter til at integrere flygtninge i Danmark. Udgifter til integration af flygtninge går nemlig længere, end OECD’s regler for udviklingsbistand tillader.

Her vil Radikale sætte en stopper for, at disse udgifter overhovedet kan tælles med som udviklingsbistand, lyder det fra Martin Lidegaard.

Faktisk ønsker Radikale at tilbagebetale de op imod en halv milliard kroner til verdens fattigste, som kan være brugt på integration af flygtninge i Danmark.

Ny udviklingspolitik på vej
Udspillet fra Radikale kommer kun to dage før, at udenrigsminister Kristian Jensen (V) 18. juni 2016 fremlægger regeringens udspil til en ny udviklingspolitisk strategi, der skal sætte rammen for de kommende års danske udviklingsarbejde.

Regeringen har dog gentagne gange afvist, at der skulle være behov for et loft. Hjælp til flygtninge i Danmark er også humanitær indsats og dermed udviklingsbistand, lyder argumentet fra regeringen.

Læs hele det udviklingspolitiske udspil fra Radikale her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00