Red Barnet: Ingen panikløsninger fra regeringen

Af Jonas Keiding Lindholm
Konstitueret generalsekretær i Red Barnet

Den treårige syrisk-kurdiske dreng, som i sidste uge skyllede op på en strand i Tyrkiet, har rystet Europa. Hans ubærlige skæbne står som symbolet på den sorg og desperation, vi oplever over for den voksende flygtningekrise i verden.

I Red Barnet har vi i de seneste uger oplevet, hvordan danskere over hele landet ønsker at hjælpe. Vi har helt konkret mærket det i forbindelse med forberedelserne til vores landsindsamling. I søndags gik flere end 10.000 frivillige danskere på gaden og samlede ind til børn på flugt og i katastrofer. Der blev doneret omkring 10 millioner kroner – godt 2,4 millioner kroner mere end sidste år.

Mindst lige så vigtig er den overvældende positive stemning, som vores indsamlere blev mødt med ude ved dørene. Den samme indstilling har vi mærket op til indsamlingen, når folk har meldt sig som indsamlere.

Det er helt tydeligt: Børn og voksne ønsker brændende at handle. Der har rejst sig en givervilje i befolkningen i takt med de seneste ugers massive mediedækning af flygtninge fra primært Syrien, der bevæger sig mod Europa.

Vi uddeler nødhjælp i Europa
Det er ikke unormalt, at en humanitær krise får flere op af sofaen og ud og stemme dørklokker. Det så vi også i forbindelse med sultkatastrofen på Afrikas Horn i 2011. Men den nuværende flygtningekrise adskiller sig væsentligt fra tidligere kriser. I dag kommer flygtningenes skæbne helt tæt på os. Konflikten i Syrien, som nødhjælpsorganisationerne har forsøgt at råbe verden op om gennem de seneste fire år, er rykket indenfor hos os i EU.

Der har rejst sig en givervilje i befolkningen i takt med de seneste ugers massive mediedækning af flygtninge fra primært Syrien, der bevæger sig mod Europa.

Jonas Keiding Lindholm
Konstitueret generalsekretær i Red Barnet

Vi står i den absurde situation, at vi uddeler nødhjælp i Europa. Nødhjælp af en karakter, som normalt er reserveret fattige og skrøbelige lande med et svagt myndighedsapparat, som ikke evner at tage vare på egen befolkning. Red Barnet har sat ind i både Grækenland og Serbien og udvidet vores indsats i Italien. Det er hovedsageligt egne midler, der lige nu finansierer vores indsats i Europa.

Men det, vi ser i Europa, er kun den øverste lille top af isbjerget. Der er cirka 30 millioner børn på flugt i verden. Langt de fleste er internt fordrevne i deres eget land eller er flygtet til et land i nærområdet – langt de fleste i Mellemøsten og Nordafrika.

Et symbol på kollektivt svigt
Syrien er det land i verden, som flest mennesker flygter fra. Mere end 11 millioner er internt fordrevne. Fire millioner er flygtet til nabolandene. To procent af dem forsøger at kommer til Europa. De lever i lejre omringet af pigtråd. De sidder fast i modtagelsescentre, der mest af alt minder om middelalderlige fængsler.

Man synes i debatten herhjemme næsten at have glemt, at de syriske flygtninge kommer et sted fra. De kommer fra land, som er imploderet i en multidimensionel borgerkrig. Det siges, at krigen i Syrien er vores tids største humanitære katastrofe, men den er også vores tids største skamplet. Den er symbol på et kollektivt svigt. Verdenssamfundet har ikke for alvor søgt en politisk løsning, og de humanitære bidrag er fornærmende små. FN's humanitære appel for Syrien er kun finansieret med en tredjedel. Imens fortsætter volden, udsultningen og de voldsomme interne fordrivelser af mennesker.

De fleste af os er efterhånden blevet immune over for tallene: Flere end fem millioner børn har behov for humanitær hjælp i Syrien. Mere end syv millioner mennesker er internt fordrevne. Over fire millioner er flygtet til et naboland. Konflikten har kostet mindst 300.000 mennesker livet – et tal, som ikke tæller afledte dødsfald grundet sult og sygdom. Det reelle dødstal er uendeligt mange gange større.

Børnene er de mest sårbare
De mest ressourcestærke syrere er for længst flygtet, kun de allermest sårbare er tilbage. Tilbage er en befolkning i knæ. Folk dør af helbredelige sygdomme. Bevæbnede grupper rekrutterer børn. En tabt generation har været ude af skole i årevis. Mange bærer ar på krop og sjæl.

Mange af børnene er flygtet uden deres forældre. De er alene og ekstremt udsatte. De er ofre for en fysisk og mental udsultning i de overfyldte flygtningelejre i nærområderne, hvor den lovede donorfinansiering igen ikke tilnærmelsesvis står mål med behovet. FN's regionale appel for Syrienkrisen er kun finansieret med knap 40 procent.

Det er både børnene i Syrien og de syriske flygtningebørn, som Red Barnet giver basal overlevelseshjælp. Det er de børn, vi oplever en overvældende vilje til at hjælpe, når danskerne samler ind og giver bidrag.

Ingen panikløsninger
Derfor vil vi også insistere på, at de børn og deres familier fortsat har krav på øget hjælp via den danske udviklingsbistand. Hvis vi vil sætte ind, hvor vi kan gøre den største forskel, skal vi hjælpe både i Syrien og i nærområderne. Men lige nu er der en overhængende fare for, at EU's politikere forfalder til panikløsninger om at bruge bistandspengene hjemme.

Den britiske udenrigsminister George Osborne har netop bebudet, at landets udviklingsbistand skal betale for boliger til asylansøgere som led i ”en fundamental nytænkning” for, hvordan flygtningekrisen skal håndteres.

Derfor er vi meget spændte på at se, hvilken definition af nærområdebegrebet, den danske regering barsler med i sin omprioritering af den danske bistand. I Venstres udspil fra 2013 hedder det, at ”andelen af udviklingsbistand, som anvendes på indkvartering af flygtninge herhjemme, nedbringes gennem øget hjælp til flygtninge i nærområder”.

Det vil være den eneste rigtige tilgang, som vi naturligvis forventer, at regeringen vil arbejde på at indfri. Og vi regner med, at regeringen i indfrielsen sikrer en balanceret tildeling af humanitære midler til både multilaterale aktører og de danske NGO'er, der opererer i Syrien og i nærområderne.