Regering vil forhandle om nye kulturpenge på finansloven

FINANSLOV: Selv om omprioriteringsbidraget på kulturen fortsætter ifølge finanslovsforslaget, har regeringen afsat en forhandlingspulje på 2,1 milliarder, der kan gå til kultur.

Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede finanslovsforslaget på et pressemøde onsdag klokken 12.
Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede finanslovsforslaget på et pressemøde onsdag klokken 12.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Peter Pagh-Schlegel

Socialdemokratiet gik – ligesom syv andre partier – i foråret til valg på at sløjfe kulturens omprioriteringsbidrag.

Alligevel står omprioriteringsbidraget ifølge S-regeringens finanslovsudspil til at fortsætte, hvilket kom frem allerede søndag aften og vakte skuffede miner hos regeringens støttepartier.

Støttepartierne har dog mulighed for at finde penge til at sløjfe besparelserne for næste år i forhandlingerne om finansloven, da regeringen har afsat en såkaldt forhandlingsreserve på 2,1 milliarder for 2020, der skal aftales med aftalepartierne bag finansloven.

”Det er regeringens ambition, at disse midler udmøntes til velfærd, herunder minimumsnormeringer, til uddannelse, til grønne prioriteringer og til kultur,” lyder det i regeringens udspil.

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at et regeringsparti og tre støttepartier, der alle er gået til valg på at stoppe nedskæringerne på kulturen, skulle videreføre besparelserne. Det ville give os et alvorligt troværdighedsproblem.

Zenia Stampe (R)
Kulturordfører

Omprioriteringsbidraget på kulturområdet udgør 50 millioner kroner, hvilket er 2,38 procent af den samlede forhandlingsreserve for 2020.

R frygter "alvorligt troværdighedsproblem"
Zenia Stampe, der er kulturordfører hos De Radikale, finder det besynderligt, at regeringen lader spørgsmålet om kulturbesparelser være op til forhandlinger.

”Det er underligt, at kulturen nu skal ligge og kæmpe med de her store velfærdsområder, når vi alle er enige om, at kulturen skal prioriteres. Det håber jeg, vi vil bekræfte hinanden i under forhandlingerne,” siger hun, men er samtidig fortrøstningsfuld.

”Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at et regeringsparti og tre støttepartier, der alle er gået til valg på at stoppe nedskæringerne på kulturen, skulle videreføre besparelserne. Det ville give os et alvorligt troværdighedsproblem,” siger Zenia Stampe.

EL: En smal sag at få ordnet
Samme toner kommer fra Enhedslistens kulturordfører, Søren Søndergaard.

”Det burde være en relativ smal sag at få ordnet,” siger han og peger på, at Socialdemokratiet som de eneste kan risikere at spænde ben for det.

”Men så må du jo snakke med Socialdemokratiet om, hvorfor de ikke vil opfylde det, de er gået til valg på. Vores holdning til spørgsmålet er krystalklart,” siger Søren Søndergaard (EL).

Kulturminister Joy Mogensen (S) skrev så sent som i mandags på Twitter, at hun er modstander af omprioriteringsbidraget, selv om de ikke har fundet penge til at sløjfe det i deres finanslovsudspil.

Omprioriteringsbidraget har skåret landets kulturinstitutioner årligt med to procent, siden det blev indført i 2016. Under forårets valgkamp gik alle partier på nær Liberal Alliance og Nye Borgerlige til valg på at sløjfe besparelserne.

Du kan læse regeringens finanslovsudspil her.

Dokumentation

Fra regeringens finanslovsudspil

"Regeringen har afsat en forhandlingsreserve på 2,1 mia. kr. i 2020 og 1,8 mia. kr. årligt i 2021-2023 til nye prioriteringer, der skal aftales med aftalepartierne bag finansloven for 2020. Det er regeringens ambition, at disse midler udmøntes til velfærd, herunder minimumsnormeringer, til uddannelse, til grønne prioriteringer og til kultur."

Omprioriteringsbidraget

Omprioriteringsbidraget har siden 2016 skåret to procent af budgetterne på både kultur- og uddannelsesinstitutioner. Regeringen sløjfer omprioriteringsbidraget på uddannelse, men bevarer det på kulturområdet – på nær de kunstneriske uddannelser og folkehøjskolerne, der hører under Kulturministeriet.

Nedskæringerne på kulturen for 2020 svarer til et beløb på 50 millioner kroner.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00