S: Tillid er udviklingsbistandens brændstof

Af Mette Gjerskov (S)
Udviklingsordfører

Tillid er godt – kontrol er bedre.

Det udtryk har du nok hørt til hudløshed. Det er også et bærende princip i udviklingsbistanden. Vi vil ikke snydes. I Danmark har vi en høj grad af tillid til hinanden. Faktisk en af de højeste i verden. Vi danskere har helt grundlæggende tillid til, at mennesker, vi møder, vil os det godt. Hvis vi kommer ud for en ulykke og beder en forbipasserende om hjælp – så hjælper de – de udnytter ikke vores sårbarhed til at stikke af med vores mobiltelefon. Det er forventningen.

Anderledes ser det ud med udviklingsbistanden. Her er tilliden ikke høj. Det er interessant og et studie værd, for på den ene side regner danskerne med, at der svindles med udviklingsbistanden – men alligevel vil de gerne betale – i hvert fald til en vis grad. Sådan kan det ikke fortsætte.

For mig handler udviklingspolitik om, at vi hjælper hinanden. Hjælper mennesker i nød. Om tilliden til at mennesker, der oplever krig eller hungersnød, vil få hjælp. Derfor er det naturligt for os, at vi hjælper mennesker i nød, ofre for jordskælvet i Nepal eller kvinder og børn på flugt fra Islamisk Stat. På trods af alt det onde og destruktive, som vi med rette bekymrer os om, så har vi tillid til, at også andre vil række en hjælpende hånd.

Tillid er også det brændstof, som holder den professionelle udviklingsbistand kørende. For hvis udviklingsbistanden ikke nyder tillid, så bakker befolkningen i sidste ende ikke op om den. Så enkelt er det. Mistilliden til at hjælpen når frem, vil undergrave ønsket om at give.

Ligegyldigheden hersker
Tillidsbrud og dårlige oplevelser påvirker donationerne og lysten til at arbejde for organisationerne. Derfor kontrollerer vi meget omfattende vores programmer – og lægger det åbent frem, hvis noget et gået galt. Vi hører desværre ikke så meget om vores succeser – det er ellers tillidsvækkende oplevelser, der fremmer støtte og engagement.

Det bekymrende i dag er, at selvom vi har mange professionelle succeser i udviklingsarbejdet, så kniber det med befolkningens tillid og opbakning. Faktisk er vi et sted, hvor Venstre og Dansk Folkeparti kan proklamere, at de vil skære 2,6 mia. kr. permanent af udviklingsbistanden uden nogen folkelig reaktion overhovedet.

Jo mere viden og jo flere personlige møder, des større folkeligt engagement. Jeg tror oprigtigt på, at det er så enkelt.

Mette Gjerskov (S)
Udviklingsordfører

Siden valget i 2011 har Dansk Folkeparti hele 29 gange brugt ulandsbistanden som forklaring på, hvordan de ville finansiere deres mange forskellige og dyre gaver til danskerne. Hver gang passerer det ubemærket forbi. Ingen råber op. Ligegyldigheden hersker.

Hvorfor? Jeg mener, at det er fordi, det kniber med den folkelige forankring – danskernes engagement.

Den folkeligt forankrede udviklingsbistand i 1960’erne, hvor skolelæren tog til Afrika for at undervise og tømreren for at bygge huse, var ikke uden problemer. Derfor skete der en professionalisering. Det har haft den uheldige bivirkning, at den almindelige viden i dag, om hvad der sker med udviklingsbistanden, er ringere end nogensinde. Og ringere end den bør være.

Åbne op og brede ud
Vi er simpelthen galt afmarcheret, hvis vi tror, at udviklingsbistanden kan diskuteres i en snæver kreds af akademikere uden at involvere den bredere befolkning. Tilliden må gå begge veje. Vi skal åbne op og brede ud – så vi kan få en demokratisk samtale om udviklingsbistanden. På andre områder i dansk politik har borgerne mulighed for med egne øjne at se resultaterne af politiske beslutninger.

Alle kender et barn i folkeskolen og kan danne deres egen mening om det. Alle kender nogen, der har brug for sundhedsvæsenet, tager toget til arbejde eller taler med en medarbejder på kommunen. Når det gælder udviklingsbistanden, er borgerne henvist til at tro på en lille håndfuld eksperter – de mærker det ikke på egen krop – og kan derfor heller ikke danne deres egen mening.

Flere kræfter på folkeoplysning
Hvad gør vi så for at genskabe tilliden og engagementet? Jeg tror, folkeligt engagement opstår i det personlige møde. Med den nødstedte fisker i Mozambique. Eller den kurdiske kvinde, som er drevet på flugt af Islamisk Stat. Når man selv oplever, at man kan hjælpe en anden i nød. Hvis vi skal genskabe tilliden og opbakningen til udviklingsbistanden, så skal vi starte her.

Vi skal simpelthen have flere og flere forskellige danskere engageret i udviklingsarbejdet ude i verden. Håndværkere, ufaglærte og direktører – og gerne en masse unge mennesker, der vender hjem som ambassadører for den kæmpe forskel, vores udviklingsprojekter gør ude i verden.

Og så skal vi bruge flere kræfter på folkeoplysning hjemme i Danmark. Vi skal investere i at få danskernes øjne op for værdien af ulandsbistanden. Vi skal tiltrække flere store internationale begivenheder, som fx Women Deliver, der kommer til København næste år. Internationale begivenheder, der sætter fokus på det internationale arbejde og kan være med til at give danskerne viden om og stolthed ved vores enorme indsats for verdens udsatte.

Vi skal stille flere krav til organisationernes arbejde med folkeoplysning – og tillade dem at bruge flere penge på det. Og vi skal blive bedre til at integrere udviklingsbistanden i folkeskolen. For nu blot at nævne tre eksempler. Tre eksempler, som regeringen er godt i gang med at føre ud i livet. Jo mere viden og jo flere personlige møder, des større folkeligt engagement. Jeg tror oprigtigt på, at det er så enkelt.