Debat

LGBT+-organisationer: Det er på tide, at vi reagerer på den inhumane flygtningepolitik

Dansk flygtningepolitik kapitaliserer på andres udsathed. Men vi bør aldrig acceptere, at flygtninge og indvandrere bliver brugt som skraldespand i politik, skriver seks organisationer.

Alle kan gøre noget for at vende den inhumane danske flygtningepolitik, mener seks organisationer. 
Alle kan gøre noget for at vende den inhumane danske flygtningepolitik, mener seks organisationer. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den 20. juni var International Flygtningedag. Vi, LGBTI+-flygtninge sammen med vores venner i LGBTI+-miljøet, skriver dette brev for at opfordre alle civilsamfundsaktører til at gøre noget, stort eller småt, i relation til flygtningepolitik i Danmark.

Vi har nået et punkt, hvor det ikke er nok at se sig selv som antiracist. Det er tid til at overveje, i hvilken udstrækning man er medansvarlig, hvis man forholder sig tavs.

Det er tid til at handle – også for civilsamfundsaktører og politisk engagerede borgere, der normalt ikke har fokus på rettigheder for flygtninge, indvandrere og etniske minoriteter.

Vi opfordrer venligst jer alle til at gøre, hvad I kan: Ræk ud til flygtninge, meld offentligt ud, tag emnet op over for jeres samarbejdspartnere såvel som med venner og familie, tag fat i politikere i det parti, som I er en del af eller har relationer til, hjælp med at inddrage forskellige organisationer i indsatsen for at ændre den inhumane flygtningepolitik, og lad os forklare, hvorfor det er så vigtigt.

Den aktuelle politik truer os alle

Vi skriver til jer, fordi vi er dybt påvirkede af den aktuelle retorik, politik og tiltag mod flygtninge i Danmark.

Det gælder inddragelsen af opholdstilladelser for nogle af de syriske flygtninge og intentionen om at sende dem tilbage til Syrien. Det gælder de politiske planer om at eksternalisere asylbehandlingen til et tredjeland.

Og i det hele taget den konstante strøm af negative udsagn om flygtninge som en byrde eller endda som farlige, som fylder i den politiske debat.

Når man er i eksil, er følelsen af at være velkommen afgørende for trivsel og integration

Seks organisationer
Se afsenderne i faktaboksen

Vores menneskerettigheder er truet og bliver endda krænket af en stat, hvis regering bevidst udfordrer grænserne for de internationale menneskerettighedskonventioner. Vi opfordrer til, at det må stoppe nu.

De syriske flygtninge, som ikke får deres opholdstilladelse forlænget og som får besked på at tage tilbage til Syrien, er vores medmennesker. Og de er vores kollegaer, klassekammerater, venner og kærester.

Tiltag skræmmer alle flygtninge
Diskursen om, at flygtninges ophold i Danmark blot er midlertidigt, og de nye regler og tiltag for at gøre det til virkelighed påvirker ikke blot de syriske flygtninge, der aktuelt er i risiko.

Det påvirker og skræmmer alle flygtninge, da det skaber stress og konstant usikkerhed for os alle. Hvornår kommer de efter os? Hvornår vil vi blive smidt ud? Slutter det aldrig?

Vi er aktuelt vidne til en politik, hvor dem, der har magten, kapitaliserer på andres udsathed for politisk vinding. Vi ser, at politikker bliver udviklet for at skabe frygt.

Underskrivere
  • Nicholas Chisha, bestyrelsesmedlem og flygtning, LGBT Asylum
  • Leo Nasser, bestyrelsesmedlem og flygtning, LGBT Asylum
  • Maria Kortenbach, bestyrelsesmedlem, LGBT Asylum
  • Mads Ted Drud-Jensen, bestyrelsesmedlem, LGBT Asylum
  • Dijana Dix, generalsekretær, Sabaah
  • Fernanda Milán, projektleder, Transaktion
  • Lars Henriksen, forperson, Copenhagen Pride
  • Lars Christian Østergreen, direktør, Aids-Fondet
  • Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef, LGBT+ Danmark.

Politikker, som alvorligt truer den mentale sundhed og trivsel for udsatte medborgere. Blandt dem LGBTI+-flygtninge og -asylansøgere i Danmark.

Når man er i eksil, er følelsen af at være velkommen afgørende for trivsel og integration. Men vi får i stigende grad opfattelsen af ikke at være velkomne.

Vi er alle ansvarlige

Når den negative retorik har kørt så længe, frygter vi, at samfundet ikke længere mærker det eller tager det alvorligt. Det er blevet let at ignorere det eller acceptere tingenes tilstand.

Men ingen af os bør ignorere det, for menneskeliv er på spil. Og vi bør ikke acceptere, at flygtninge og indvandrere bliver brugt som skraldespand i politik. Der er mange, der protesterer for tiden, og det sætter vi stor pris på. Men der er også mange, der ikke gør.

Med magt og indflydelse – med demokrati – kommer ansvar. Vi skriver til jer alle, for som organisationer og ansvarlige engagerede borgere har I forskellige platforme, og I kan nå mange. Det er blevet sagt, at "det eneste nødvendige, for at ondskaben kan sejre, er, at gode mennesker intet gør".

Vi er aktuelt vidne til en politik, hvor dem, der har magten, kapitaliserer på andres udsathed

Seks organisationer
Se afsenderne i faktaboksen

Vi tror, at det er rigtigt, og at jeres indsats, stor eller lille, hvad enten den skaber bølger eller krusninger, vil betyde noget, og det vil være nok. Det vigtige er, at I vil have gjort jeres. Lad os sammen være en fornuftens stemme. De stemmeløses stemme.

Lad os alle gøre noget

Dette er ikke blot endnu et politisk emne eller et strategisk spil, der leder frem til næste valg. Det er ikke noget, som man kan vælge ikke at forholde sig til.

Det handler om liv og død. Om basal sikkerhed. Og om muligheden for at leve et liv i tryghed uden kontant frygt. Der er brug for, at vi støtter vores medmennesker. Det er nu eller aldrig, og som samfund har vi ikke råd til at lade historien fælde dommen.

Det lader til, at dansk politik for tiden foregår i en osteklokke adskilt fra rigtige mennesker og det virkelige liv. Hjælp os med at slå hul på osteklokken. Hjælp os med at skabe positiv forandring.

Vi har alle forskellige muligheder og grader af indflydelse. Alt, vi beder om, er, at I gør noget, stort eller småt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00