Røde Kors: Soldater ud af det humanitære rum

Af Anders Ladekarl
Generalsekretær, Røde Kors i Danmark

Da schweizeren Henri Dunant på en varm sommerdag i 1859 så følgerne af slaget ved den lille norditalienske by Solferino med tusindvis af kvæstede fødtes ideen til det, der i dag er den verdensomspændende Røde Kors-organisation. Dengang som nu var fundamentet for hjælpearbejdet, at Røde Kors-symbolet er garantien for hjælp til alle civile eller ukampdygtige soldater - uanset om de er sårede eller fanger.  

Er Røde Kors' rolle og mandat det samme, så er næsten alt andet på slagmarken forandret siden. Nu er det ikke længere hære fra suveræne nationer, der står over for hinanden. Og det er ikke længere soldat mod soldat på et geografisk afgrænset område. I dag er det en helt anden type krige, der dominerer billedet - ikke alle parter er nationer, og ofte er der mere end to grupper involveret. Krigens strategi er gået fra kamp mand mod mand til guerillakrig, selvmordsangreb, vejsidebomber, miner, klyngebomber, droner, cyberkrig og meget andet, som ingen havde hørt om for 150 år siden, da Røde Kors blev stiftet.

Afghanistan: Humanitært arbejde udføres af soldater
De nye måder at føre krig på har bragt de regler for krig, som var et resultat af Røde Kors' stiftelse, under voldsomt pres, for hvem skal man vifte under næsen med de aftaler, som netop er indgået af suveræne stater og derfor ikke fylder meget i bevidstheden på nutidens kombattanter?

Det enkle svar er, at der er opstået angst blandt de krigende parter for, at den humanitære bistand, som Røde Kors leverer, ikke er neutral og upartisk og derfor kan komme fjenden til gavn. Der er flere forklaringer på den udvikling, men en af de vigtigste er, at vi de seneste år har oplevet, at militæret i stigende grad har involveret sig i humanitært arbejde.

Mest omfattende har det været i Afghanistan, hvor mange af de midler, som de vestlige lande har bevilliget til humanitære indsatser, er blevet brugt af de udsendte soldater. Det er gjort i den bedste mening for at hjælpe mennesker, som ellers ikke ville få hjælp, og det har betydet meget for soldaternes selvforståelse at gøre nytte. Jeg tvivler heller ikke på, at hjælpen har glædet dem, der har fået den. Men det siger sig selv, at humanitær bistand udført af den ene af en krigs parter IKKE kan være neutral og upartisk, og dermed er der store grupper i Afghanistan, som har været udelukket fra at få hjælp - uanset deres behov.

Det siger sig selv, at humanitær bistand udført af den ene af en krigs parter IKKE kan være neutral og upartisk, og dermed er der store grupper i Afghanistan, som har været udelukket fra at få hjælp - uanset deres behov.

Anders Ladekarl
Generalsekretær, Dansk Røde Kors

Regeringerne har da heller ikke lagt skjul på, at en af denne bistands fornemste mål har været at vinde opbakning i civilbefolkningen. Ved at involvere kombattanter i at hjælpe civile, skaber man tvivl hos den anden parts kombattanter om det reelle formål med den humanitære bistand.

Røde Kors: Ikke hånd i hånd med soldater
Som humanitær organisation kan vi aldrig være part i en konflikt. Så taber vi troværdigheden over for i hvert fald den ene part i krigen og mister muligheden for at hjælpe alle med behov for hjælp.

Vi kan ikke gå hånd i hånd med soldater, og soldater kan ikke træde ind i vores operationsfelt, for det betyder, at der midt i det humanitære arbejde pludselig optræder som mål, der ifølge krigens regler gerne må beskydes og dræbes. Lyder det underligt at sige, at en soldat aldrig må træde ind i det humanitære rum? Måske? Men det er ikke desto mindre en af de vigtige forudsætninger for, at vi kan hjælpe den selvsamme soldat, hvis han bliver kvæstet eller taget til fange. I sidste ende har soldaterne altså en stor interesse i, at det humanitære og militære holdes adskilt.  

Vi ved jo godt, at der altid vil være risici forbundet med at arbejde humanitært i krigssituationer. Reglerne er klare, men de bliver jo ikke altid overholdt. Desværre ser vi flere og flere gennemhullede ambulancer og oplever oftere, at nødhjælpsarbejdere bliver beskudt og dræbt. En af forudsætningerne for at vende denne udvikling er, at vi hele tiden arbejder for at fastholde tilliden til den humanitære indsats som fuldstændigt neutral. Derfor er der heller ikke plads til soldater i det humanitære rum.