Tørnæs til Afrika Kontakt: Store virksomheder er vigtige investeringspartnere

DEBAT: Afrika Kontakt skaber en falsk modsætning mellem at opbygge offentlige myndigheder og investere i private virksomheder. Det ene udelukker ikke det andet, skriver udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Af Ulla Tørnæs (V)
Minister for udviklingssamarbejde

Oplyst debat om prioriteterne i bistanden er altid velkommen.

Det er desværre ikke, hvad Eigil Johannisson fra civilsamfundsorganisationen Afrika Kontakt lægger op til i sit indlæg i Altinget 3. april.  Eigil Johannisson blander æbler og bananer og bygger sine konklusioner på en 15 år gammel rapport og et lukket bistandsprogram.

Det er ikke befordrende for en oplyst debat om faktiske forhold. Desværre. Eigil Johannisson hævder videre, at Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) og en del af bistanden blot er støtte til danske virksomheder og antyder videre, at deres investeringer i for eksempel Afrika ofte er til større skade end gavn.

Selvfølgelig er store danske virksomheder som for eksempel FLSmidth, Mærsk og Vestas vigtige investeringspartnere i udviklingslandene. Modsat hvad Eigil Johannisson hævder, er disse investeringer til gavn, ikke til skade for modtagersamfundene. Og investeringerne med store virksomheder tegner ikke butikken alene.

En falsk modsætning
I 2017 blev cirka 40 procent af IFU’s investeringer foretaget sammen med en SMV (en af de små og mellemstore virksomheder). I 2018 blev lidt over 40 procent af investeringerne foretaget til fordel for mikrovirksomheder og SMV’er – hovedsageligt i Afrika. Faktisk tegnede de fattigste lande i porteføljen sig i 2018 for cirka 67 procent af IFU’s nye engagementer. Jeg har ærlig talt svært ved at genkende det billede, Eigil Johannisson fremmaner.

Som sagt blander Eigil Johannisson forskellige ordninger sammen og tilsætter sine konklusioner et skud fordomme om private virksomheder og deres motiver. Eigil Johannisson skriver, at det er bedre at opbygge offentlige myndigheder end at investere i private virksomheder. Men det er en falsk modsætning.

Det er og skal være både-og, og det ene udelukker som bekendt ikke det andet. Faktisk er gode resultater på begge områder indbyrdes afhængige. Derfor handler en stor del af de danske udviklingsprogrammer da også om kapacitetsopbygning på vigtige områder som for eksempel god regeringsførelse, offentlige budgetter og opbygning af lokale finansielle institutioner og reguleringer.

Ngo'ernes bidrag
Eigil Johannisson skriver, at det ikke hjælper, at man ”i små programmer laver mindre ændringer ved at inkludere ngo’er”. Det synes jeg, at Eigil Johannisson skulle konsultere sine ngo-kollegaer om, for eksempel i Globalt Fokus.

Ngo’erne leverer et helt afgørende bidrag med deres kendskab og kontakt lokalt. Det har virksomhederne brug for, og derfor har vi krævet, at de er involveret, blandt andet i programmerne Partnering for Green Growth and the Global Goals 2030 (P4G) og Danida Market Development Partnerships (DMDP). Vi kalder det for partnerskaber, og det tror vi er en del af løsningen. Her er jeg enig med FN, der har inkluderet partnerskaber i verdensmål nummer 17. 

Ifølge Eigil Johannisson taler jeg for en bistand, der primært støtter danske virksomheder. Det er helt forkert. Vores bistandssamarbejde skal bringe kreativiteten, ressourcerne og ikke mindst en del af de private investeringsformuer ud til udviklingslandene, hvor de ikke finder ud af sig selv. Og slet ikke i det omfang og med den hastighed, som er nødvendig for at nå FN’s verdensmål.

En sund bundlinje
Jeg er glad for, at Eigil Johannisson og jeg synes at være enige om, at de offentlige penge bør bidrage til at tiltrække flere private penge. Og at IFU derfor skal engagere sig der, hvor investeringsmarkedet ikke eksisterer eller ikke dækker behovene alene.

Men det er snart sagt også det eneste, Eigil Johannisson og jeg kan blive enige om. For Eigil Johannisson fremhæver Fan Milk i Vestafrika som et eksempel på det modsatte – han mener, at de kunne have klaret sig selv. Det er jeg ikke så sikker på. At Fan Milk i dag har en god og stor forretning i Afrika er blandt andet takket være IFU, der har været med på rejsen og stillet tålmodig og risikovillig kapital til rådighed.

Jeg har endog meget svært ved at forstå, hvorfor det ikke er interessant, hvor mange mennesker en virksomhed som for eksempel Fan Milk beskæftiger og skaber indkomstmuligheder for? Skulle disse investeringer være spildt? Det hævder Eigil Johannisson.

Det kunne være interessant at høre, hvad de ansatte og deres familier mener om det udsagn.

En sund bundlinje er en forudsætning for nye investeringer og udvikling af virksomheder. Det er de fleste enige i, og IFU er ingen undtagelse. Afkastet på IFU’s investeringer har i over 50 år givet muligheder for at investere i lande, som ikke er på mange investorers landkort. Ud over nye investeringer betaler IFU også dividende til sine ejere, det vil sige statskassen. I 2019 bliver det til 50 millioner kroner.

Hvis man gør status over IFU’s virke siden 1967, har det stort set ikke kostet skatteyderne noget. Der er tilført stort set lige så mange midler, som der er tilbageført i form af dividende og udlodninger til statskassen. Samtidig er der vel at mærke investeret milliarder i fattige lande. Det mener jeg ikke er et dårligt resultat.

Åbenhed og investeringer
Der er ganske rigtigt sat penge af til IFU på finansloven i 2019. Formålet er at styrke IFU’s engagement i de allerfattigste og skrøbeligste udviklingslande, hvor investeringsrisikoen er særlig høj. Det er lande, som har desperat brug for investeringer, der kan drive en bæredygtig vækstproces og skabe de jobs, som de store ungdomsårgange har brug for.

En del af pengene er reserveret til udvikling af vandprojekter. Det er der også brug for i mange udviklingslande, og de projekter kommer ikke af sig selv. I den forbindelse er det vigtigt, at vi får mobiliseret den private sektor, som kan spille en afgørende rolle ved at bidrage med den viden, teknologi og kapital, som udviklingslandene mangler.

IFU bygger på en grundlæggende erkendelse af, at udenlandske investeringer bidrager med noget, som mange udviklingslande har brug for: viden, teknologi og penge.

Århundreders erfaringer har vist os, at vejen til en velfungerende økonomi går via åbenhed, investeringer og konkurrence – ikke lukkethed og selvforsyning.

Forrige artikel Syrisk gymnasieelev: Jeg er en af dem, paradigmeskiftet rammer Syrisk gymnasieelev: Jeg er en af dem, paradigmeskiftet rammer Næste artikel Alternativet: Stop med at hjemsende flygtninge på tyndt grundlag Alternativet: Stop med at hjemsende flygtninge på tyndt grundlag
  • Anmeld

    Max Tranebæk · Flymekaniker

    Det gode vi kunne gøre for Afrika, er at starte, med at samhandel med Afrika.


    Men det kræver et opgør med EU.
    På grund af EU er det umuligt for Afrika at eksportere så meget som en kasse tomater til EU.

    Samhandel virker meget bedre end dyrt militære skrammel