Tørnæs til Afrika Kontakt: Store virksomheder er vigtige investeringspartnere

Af Ulla Tørnæs (V)
Minister for udviklingssamarbejde

Oplyst debat om prioriteterne i bistanden er altid velkommen.

Det er desværre ikke, hvad Eigil Johannisson fra civilsamfundsorganisationen Afrika Kontakt lægger op til i sit indlæg i Altinget 3. april.  Eigil Johannisson blander æbler og bananer og bygger sine konklusioner på en 15 år gammel rapport og et lukket bistandsprogram.

Det er ikke befordrende for en oplyst debat om faktiske forhold. Desværre. Eigil Johannisson hævder videre, at Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) og en del af bistanden blot er støtte til danske virksomheder og antyder videre, at deres investeringer i for eksempel Afrika ofte er til større skade end gavn.

Selvfølgelig er store danske virksomheder som for eksempel FLSmidth, Mærsk og Vestas vigtige investeringspartnere i udviklingslandene. Modsat hvad Eigil Johannisson hævder, er disse investeringer til gavn, ikke til skade for modtagersamfundene. Og investeringerne med store virksomheder tegner ikke butikken alene.

En falsk modsætning
I 2017 blev cirka 40 procent af IFU’s investeringer foretaget sammen med en SMV (en af de små og mellemstore virksomheder). I 2018 blev lidt over 40 procent af investeringerne foretaget til fordel for mikrovirksomheder og SMV’er – hovedsageligt i Afrika. Faktisk tegnede de fattigste lande i porteføljen sig i 2018 for cirka 67 procent af IFU’s nye engagementer. Jeg har ærlig talt svært ved at genkende det billede, Eigil Johannisson fremmaner.

Ifølge Eigil Johannisson taler jeg for en bistand, der primært støtter danske virksomheder. Det er helt forkert.

Ulla Tørnæs (V)
Udviklingsminister

Som sagt blander Eigil Johannisson forskellige ordninger sammen og tilsætter sine konklusioner et skud fordomme om private virksomheder og deres motiver. Eigil Johannisson skriver, at det er bedre at opbygge offentlige myndigheder end at investere i private virksomheder. Men det er en falsk modsætning.

Det er og skal være både-og, og det ene udelukker som bekendt ikke det andet. Faktisk er gode resultater på begge områder indbyrdes afhængige. Derfor handler en stor del af de danske udviklingsprogrammer da også om kapacitetsopbygning på vigtige områder som for eksempel god regeringsførelse, offentlige budgetter og opbygning af lokale finansielle institutioner og reguleringer.

Ngo'ernes bidrag
Eigil Johannisson skriver, at det ikke hjælper, at man ”i små programmer laver mindre ændringer ved at inkludere ngo’er”. Det synes jeg, at Eigil Johannisson skulle konsultere sine ngo-kollegaer om, for eksempel i Globalt Fokus.

Ngo’erne leverer et helt afgørende bidrag med deres kendskab og kontakt lokalt. Det har virksomhederne brug for, og derfor har vi krævet, at de er involveret, blandt andet i programmerne Partnering for Green Growth and the Global Goals 2030 (P4G) og Danida Market Development Partnerships (DMDP). Vi kalder det for partnerskaber, og det tror vi er en del af løsningen. Her er jeg enig med FN, der har inkluderet partnerskaber i verdensmål nummer 17. 

Ifølge Eigil Johannisson taler jeg for en bistand, der primært støtter danske virksomheder. Det er helt forkert. Vores bistandssamarbejde skal bringe kreativiteten, ressourcerne og ikke mindst en del af de private investeringsformuer ud til udviklingslandene, hvor de ikke finder ud af sig selv. Og slet ikke i det omfang og med den hastighed, som er nødvendig for at nå FN’s verdensmål.