Kan du huske, hvor du var, da flyene ramte World Trade Center i New York?

Jeg var 14 år gammel og på besøg hos en veninde efter skole. Vi skulle have set Beverly Hills 90210, mens vi drak Earl Grey-te og spiste krydderboller med Nutella. Men da vi tændte for TV’et var der, til vores store skuffelse, intet spor af Brandgode Brandon og alle de andre figurer.

I stedet var der billeder af en skyline med to rygende tårne. Vi ville slukke og i stedet finde en video at sætte på, men min venindes mor stoppede os med det der udtryk af voksenbekymring i ansigtet, der gjorde, at man bare lystrede. Vi vidste ikke præcist, hvorfor det, der skete på skærmen, var så alvorligt, men vi forstod, at det var det.

Kort efter skulle danske soldater altså med amerikanerne i krig i Afghanistan. Det er nu tyve år siden. Når jeg tænker tilbage, er det mest ufattelige vel egentlig, hvor lidt det har fyldt i vores kollektive bevidsthed, dette med at være en krigsførende nation. Hvor lidt det stadig fylder nu, hvor amerikanerne har besluttet at opgive ævred og trække sig ud, og danskerne er nødt til at følge trop, mens samfundet lynhurtigt kollapser i favnen på Taleban.

Hvad man har brugt 20 år og helt astronomiske ressourcer på at opbygge af samfundsinfrastruktur vil tilsyneladende være væk, nærmest inden nogen når at blinke.

Talebanerne og deres kulsorte ideologi vil igen overtage magten. Måske mest ubærligt er det at tænke på, hvad de afghanske kvinder nu igen skal udsættes for af undertrykkelse, ydmygelse og brutalitet fra en bevægelse af galninge, der ikke regner dem for stort mere end umælende avlskvæg.

Man kan altid diskutere, hvilke krige der bør og ikke bør føres, og hvilke krige et lille, fjerntliggende land som Danmark bør engagere sig i eller holde sig ude af.

Men at denne udvikling er dybt ulykkelig står ikke til diskussion. Heller ikke at Danmark, som sagerne står, bærer et tungt ansvar for den.

Alligevel er det som om, vi som samfund dårligt har erkendt, at vi har været i krig. At vi har været med til at besætte et andet land igennem to årtier. Hvordan skal man ellers forklare, at det nu skal være en diskussion, hvorvidt de mennesker, der har hjulpet danskerne med deres mission i Afghanistan gennem 20 år, skal reddes i sikkerhed fra talebanerne og tilbydes ophold i Danmark?

Én ting er, at man sammen med amerikanerne efterlader Afghanistan som en rygende ruinhob og giver fanden i konsekvenserne for civilbefolkningen i almindelighed – det er, hvad amerikansk-ledet krigsførelse i andre lande har tendens til at ende med, og dermed, helt kynisk sagt, både forventeligt og noget, der i sidste ende ikke kan påvirkes af unilaterale danske beslutninger.

Tænk, at det skal tage flere dage at nå frem til, at man bør evakuere de mennesker, man har ansat på sin egen ambassade.

Johanne Dalgaard
Kommentarskribent

Men spørgsmålet om, hvorvidt man skal tage ansvar for de afghanere, der har stillet sig til rådighed for danskerne og dermed pådraget sig en skydeskive direkte i nakken, er udelukkende et dansk spørgsmål. Og det siger noget grundlæggende sørgeligt om, hvem vi er som nation, at det skal være så betændt.

At vores politikere ikke kan pakke deres populistiske ræs mod bunden væk og finde værdigheden frem bare denne ene gang, så vi kan få betalt den regning, der så indlysende tilfalder Danmark, uden at foretage alle disse sølle, smålige krumspring.

Tænk, at det skal tage flere dage at nå frem til, at man bør evakuere de mennesker, man har ansat på sin egen ambassade.

Tænk, at man vil begrænse sin hjælp fuldstændig arbitrært til dem, der har hjulpet danskerne inden for de seneste to år, og så i øvrigt skide højt og flot på dem, der måtte være uheldige nok til kun at have hjulpet i løbet af de foregående 18 år af den danske tilstedeværelse i landet. Som om, talebanerne vil undlade at henrette dig, hvis der er gået to år og én dag, siden du var ansat af danskerne.

Tænk, at udenrigsminister Jeppe Kofod på det grundlag fortsat er skamløs nok til at hævde, at Danmark ”ikke lader nogen i stikken”.