EU-topembedsmand: Få hovederne ud af busken

Af Claus Haugaard Sørensen
Særlig rådgiver for formand for EU-Kommissionen Jean Claude Juncker

I 2050 vil der være 900 millioner unge afrikanere under 20 år. Man skal ikke være spåmand for at forestille sig, hvad det kan betyde for folkevandring og flygtningestrømme, hvis bare en lille del af disse menneskemængder af nød og elendighed, epidemier eller væbnet konflikt bliver presset til at bringe sig selv i sikkerhed.  

Det afrikanske kontinent, der har det største vækstpotentiale, både befolkningsmæssigt og økonomisk, og som derfor i positiv forstand er af afgørende interesse for Europa og dermed Danmark, er også et kontinent med de fattigste, mest sårbare og skrøbelige samfund. Korruption, epidemier, misvækst, ressourcepres parret med organiseret kriminalitet, narkotikahandel og menneskesmugling, understøttet af smartphones, pick-up trucks og kalashnikovs gør store dele af kontinentet til en tidsinstillet bombe. Det var intet mindre end et mirakel, at Nigeria fik bremset Ebola-udbruddet: Man tør ikke forestille sig, hvad der kunne være sket både i dødsfald og med olieprisen, hvis smitten havde sat sig fast i Lagos eller Port Harcourt.

Vores umiddelbare naboområder har allerede demonstreret, at det ikke er økonomisk vækst alene, der garanterer stabilitet. Ukraine, Syrien eller Libyen var alle mellemindkomstlande. Men en kombination af autokratiske regimer, etnisk/religiøs eller for den sags skyld sekulær fanatisme, stormagts koldkrigsinstinkter, overmod senere afløst af afmagt  har ekspederet Mellemøsten og store dele af den sydlige middelhavskyst ned i et ubeskriveligt kaos, der vil vare ved i mange år...

En målrettet indsats
Selv den bedste europæiske grænsekontrol kan ikke dæmme op for den flygtningestrøm, der er blevet resultatet. Ikke siden Gazprom lukkede af for energiforsyningen, har man oplevet så store spændinger inde i EU-familien med grænselukning, slåskampe om fordelingsnøgler og trusler mod Schengen-samarbejdet. I al anstændighed kan vi ikke forvente, at Tyrkiet, Libanon eller Jordan skal absorbere flygtningestrømmen. Men de politiske løsninger, der er nødvendige både i Syrien, Libyen eller Ukraine, kommer ikke af sig selv. Det kræver en "force for good" båret af klogskab og ressourcer. 

Der skal en helt ny viljestærk og målrettet indsats til for at rette op på situationen, både på den korte og den lange bane. Både internt i EU og i det bredere naboskab. Og Afrika hører i den forbindelse til naboerne. Der skal en velkoordineret kombination af sikkerhedspolitik, konfliktløsning, udvikling og humanitær indsats til. Danmark kan spille en rolle sammen med sine europæiske venner og oversøiske alliancepartnere ved at være aktiv og vise vejen.

Der skal en helt ny viljestærk og målrettet indsats til for at rette op på situationen, både på den korte og den lange bane.

Claus Haugaard Sørensen
Særlig rådgiver for formand for EU-Kommissionen Jean Claude Juncker

Vi er små. Men i det store spil er alle små. Vi skal række ud mod og konkret hjælpe alle de lande i regionen, der kan bidrage med stabilitet. Herunder ikke mindst Tyrkiet. Men også strategisk placerede lande i Afrika, såsom nævnt i flæng Ethiopien, Tchad, Mali, hvis rolle som buffer og stabilisator er uomtvistet, og hvis vilje til reform må støttes.

Danmark har i FN i New York her i september skrevet under på en meget ambitiøs dagsorden for bæredygtig udvikling frem mod 2030. Vi har i marts i år i Sendai, byen, der blev ramt af den japanske Tsunami, forpligtet os til at reducere katastroferisiko globalt gennem øget beredskab, bedre governance og mere lokalt engagement.

Næste måned i Paris vil reduktion af CO2-udslip blive koblet til arsenalet af initiativer, der måske kan forhindre klimakatastrofer eller i det mindste reducere dem. Og til maj 2016 vil FN's generalsekretær sammenkalde det første Humanitære Verdenstopmøde for at rette en indtrængende appel til alle regeringer og politiske aktører om at - sagt i klartekst - opføre sig ordentlig og dernæst spytte i kassen.

En sammenhængende strategi
Alle disse tiltag kræver flere bistandsmidler, der anvendes mere målrettet, og som er båret af en sammenhængende strategi. En sådan strategi må både komme de umiddelbare ofre til gavn, men - vigtigere endnu - sigte på at komme de grundlæggende årsager til vold og konflikter til livs og øge beredskabet mod de desværre uundgåelige katastrofer, det være sig Ebola-epidemier, jordskælv eller tsunamier eller de langsomt snigende farer i form af befolkningseksplosion, vandknaphed, misvækst eller ressourceudplyndring.

Jeg håber ikke, den igangværende diskussion om ODA-definitionen er et skalkeskjul for at reducere klassisk bistand til fordel for sikkerhedsinfrastruktur. Der skal helst mere til af begge dele. Faktisk har øget mobilisering af midler, det være sig offentlige som private, og donorkoordination aldrig været vigtigere. Og Federica Mogherini må støttes i sine bestræbelser på at skabe sammenhæng i EU's medlemslandes politiske ageren og bistandsindsats i verdens brændpunkter.

Hvis der er den politiske vilje i Europa og blandt vores allierede, med opbakning fra de mest engagerede medlemslande, herunder Danmark, har vi måske en chance for at redde os helskindet igennem. Det er ikke tidspunktet, hvor man skal stikke hovedet i busken og rebe sejlene.