Udviklingspolitik skal ikke være værdikamp

Af Mona Kanwal Sheikh
Ph.d, postdoc forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Motivet om at ville bekæmpe international terrorisme har siden 2001 indskrevet sig som en legitim årsag til international krigsførelse ved siden af andre. Og dog. I Danmark har landets aktive krigsdeltagelse gennem nullerne samtidig affødt behovet for at lancere blødere tiltag, der skulle handle om civil (gen)opbygning snarere end militær eliminering.

På trods af, at den har været båret godt på vej af den værdipolitiske debat på hjemmefronten, så har den danske krigsaktivisme særligt i Afghanistan, Irak og Mali være spændingsfuld for Danmark.

Udviklingspolitik efter 11. september 2001
Derfor blev en del af udviklingspolitikken i starten af nullerne knyttet tæt sammen med sikkerhedspolitikken, derfor blev det Arabiske Initiativ om dialog med den arabiske og muslimske verden designet, og derfor forbliver det vigtigt for den danske regering at kæde den militære indsats i Afghanistan og Mali sammen med bløde initiativer rettet mod kapacitetsopbygning, fattigdomsbekæmpelse, adgang til sundhed, uddannelse og deslige.

I de to terrorbekæmpelseskrige i Afghanistan og Mali lyder hovedfortællingen således: Vi går ikke bare ind og udrydder de terrorister, der vil de vestlige frihedsværdier til livs, men sørger samtidig for at udrydde de betingelser, der skaber dem. Umiddelbart lyder ideen om, at det ene ben understøtter det andet da også meget velbalanceret, men der er særlige udfordringer forbundet med at tænke udviklingspolitik som et instrument for den del af sikkerhedspolitikken, der handler om terrorbekæmpelse.

Kampen mod terror
For det første er præmissen om, at vi udrydder de betingelser, der skaber terrorister kun delvist rigtig. Jovist kan voldsanvendelse have bedre betingelser i et miljø, hvor der er knappe udsigter til arbejde, uddannelse eller basale rettigheder. Men ser man på profilerne på de terrorister, der hidtil har søgt at ramme vestlige mål, så har de ingenlunde haft baggrund i elendige levevilkår.

For eksempel var personerne bag terrorangrebene i London og Madrid i 2004/2005 veluddannede, økonomisk veletablerede og var ikke vokset op i ulande.

Heller ikke terrorismeforskningen etablerer en entydig sammenhæng mellem fattigdom/ressourceadgang og terror. Tværtimod peger meget på, at de sager, der har været rettet mod vesten, har en mere ideologisk karakter og er baseret på forestillingen om en værdibaseret konflikt - en konflikt, som også Danmark under karikaturkrisen og med sin krigsaktivisme gennem nullerne har været med til at holde i live.

Kort efter vores beslutning om at deltage i Mali-krigen udstedte Al-Qaeda i Nordafrika for eksempel beskeden om, at Danmark, USA eller Frankrig vil være det næste sted, et terrorangreb vil finde sted.

Bistandshjælp kan ikke gøre noget ved terrortrusler på kort sigt, og desuden modarbejdes dens potentielle effekter aktivt af den militære interventionisme.

Mona Kanwal Sheikh
Postdoc forsker, DIIS

Bekæmpelsen af terrorisme via militære interventioner gavner derfor heller ikke trusselsniveauet mod Danmark, ligesom det ikke varetager danske sikkerhedsinteresser på kort sigt.

Militær intervention avler terrorisme
For det andet så skal man i hvert fald have de helt langsigtede briller på, når man argumenterer for, at den civile indsats potentielt kan fjerne noget af den fattigdomsrelaterede grobund for terrorisme i de områder, vi yder bistand. Bistandshjælp kan ikke gøre noget ved terrortrusler på kort sigt, og desuden modarbejdes dens potentielle effekter aktivt af den militære interventionisme.

Vores erfaringer fra Afghanistan viser, at militære invasioner skaber flere terrorister end den udrydder - netop fordi det bekræfter deres fortælling om, at Vesten fører en aggressiv kampagne mod Islam. I Afghanistans naboland udviklede en håndfuld Taleban-loyalister sig til en slagkraftig paraplyorganisation af militante bevægelser, der både kæmper mod de vestlige invasionsmagter og den demokratisk valgte regering i Pakistan. Et uhyre, som den militære interventionisme har været med til at styrke, samtidig med at den vestlige koalition efter 10 års kamp måtte erkende, at der ingen vej var uden om en eller anden form for dialog med Taleban.

Det ville ikke undre mig, hvis vores krigsaktivisme i regionen udløser behovet for at lancere et Asiatisk Initiativ efter tilbagetrækningen i 2014, der ligesom det Arabiske ditto skal være med til at genoprette den skade, man har pådraget det danske omdømme i regionen.

Hermed ikke sagt, at udviklingsinitiativer ikke har nogle fordele ud af at være bakket op af sikkerhedspolitiske initiativer som fx kapacitetsopbygning af sikkerhedsstyrker.

Problemet består ikke i at sammentænke dimensioner af udvikling og sikkerhed, men udfordringen er at undgå, at udviklingspolitikken går hen og bliver et egennyttigt instrument til at varetage Vestens sikkerhedsinteresser i stedet for at fokusere på udviklingslandenes økonomi og sikkerhed.

Udviklingspolitik hæmmes af krig
Samtidig bør den udviklingspolitiske debat finde sted på sine egne præmisser, og frigøres fra den forhenværende regerings værdipolitiske dogme om, at Vestens frihedsværdier kræver kamp i Danmark såvel som ude i verden, og at alle midler, herunder udviklingspolitikken, skal kastes ind i den kamp. Den nuværende regering bør tage et definitivt opgør med den tankegang. Sammentænkningen udløser, uanset hvor afbalanceret den måtte lyde med sine 'to ben', væsentlige udfordringer for udviklingspolitikken, når den bliver underlagt krigens begrænsninger.

Men også sikkerhedspolitisk er der behov for at gentænke, hvordan Danmark skal bidrage til terrorbekæmpelse i fremtiden: Hvorfor ikke nøjes med at understøtte politiske processer i de områder, hvor der er terrorrelaterede udfordringer, og lade det være småstaten Danmarks vartegn? Vi ville få nedjusteret terrortruslen mod Danmark, og vi ville slippe for at blive kategoriseret som lakaj for dubiøse stormagtsambitioner.