Udviklingspolitisk fokus på klimasamarbejde risikerer at vende lavindkomstlande ryggen

Efter murens fald forsvandt geopolitikken helt, og værdier som demokrati, menneskerettigheder, og globalisering blev centrale. Vi kunne ikke længere tolerere, at bistanden var med til at understøtte diktaturer. Og vi ville med bistanden som instrument inkludere de fattigste lande i den globale økonomi og dermed skabe velfærd for alle.

Særligt efter invasionen af Ukraine kom geopolitikken tilbage. Carsten Staurs pointe var, at de vestlige landes udviklingssamarbejde nu er i en overgangsperiode, hvor vi skal finde ud af, hvordan vi balancerer mellem geopolitikken, værdierne og den økonomiske globalisering.

Til denne balancegang skal vi lægge Dan Jørgensens ønsker om at gøre bistanden grøn, og Mette Frederiksens prioritering af at bruge bistand til migration. Samtidig indebærer ligeværdige partnerskaber, at man virkelig lytter til de afrikanske lederes ønsker.

Og mange afrikanske ledere giver udtryk for, at vestlige lande, måske særlig de tidligere kolonimagter, har talt ned til dem og stillet urimelige reform krav til gengæld for bistanden.

Dansk udviklingssamarbejde har længe været tilpasset partnerlandenes egne ønsker. Denne fordel har vi dog over de sidste ti-tyve år delvist undermineret

Anne Mette Kjær
Formand, Udviklingspolitisk Råd

Covid-19 og de vestlige landes vaccine-protektionisme gjorde ikke dette bedre. Det gælder også vores krav om grønne strategier.

Selvom afrikanske ledere gerne vil satse på det grønne, føler de med rette, at det ikke er dem, der skal betale for en klimaopvarmning, de ikke selv har skabt. Samtidig opleves vestens massive finansiering af Ukraine, men ikke af andre krigsramte lande, som uretfærdig. 

Hvis vi vil have ligeværdige partnerskaber, står Danmark faktisk stærkt. Vores udviklingssamarbejde har længe været tilpasset partnerlandenes egne ønsker.

Denne fordel har vi over de sidste ti-tyve år delvist undermineret, fordi vores udviklingspolitik i stigende grad har været præget af egne, fremfor partnerlandets behov.

Vi har bevæget os væk fra det bilaterale statslige udviklingssamarbejde, som engang var hovedsøjlen i den danske bistand til nu at støtte en lang række forskellige organisationer og projekter.

Tidligere skulle vi være i lande, hvor der var mange fattige, og hvor der var en vis stabilitet, så bistandsmidlerne kunne komme ud at arbejde.

Vi var derfor primært i stabile lande i det østlige og sydlige Afrika, med hvem vi havde et samarbejde, som vi ofte blev rost for af de andre OECD DAC-donorer. Vi var gode til at tilpasse vores bistand regeringernes planer.

Vi vurderede, hvad regeringerne ville, og valgte så at støtte de dele af regeringsplanerne, som kunne have en effekt på fattigdomsreduktion. Det kunne være vandprogrammer til landområderne, eller landbrugsreformer rettet mod småbønder. Danmark blev en påskønnet donor hos modtagerlandene, der satte pris på vores pålidelige tilstedeværelse.

De sidste tyve år har vi udfaset samarbejdet med Zimbabwe, Zambia, Malawi, Mozambique, Benin, og i øjeblik er det fremtidige samarbejde med Tanzania uvist.

Vi har i stor udstrækning flyttet midlerne til skrøbelige områder, hvor det kan være sværere at anvende bistand effektivt eller at have en politisk dialog med modtagerlandets regering. Niger, Mali og Burkina Faso, der alle for nylig har oplevet militærkup, er gode eksempler.

Vi kunne derfor have været stærkere stillet i forhold til de ligeværdige partnerskaber, vi nu ønsker. Vi kunne have stået i en stærkere position rent geopolitisk.

Det er vigtigt at være til stede i skrøbelige stater. Det er her, størstedelen af de fattige er, og det er her, klimakrisen slår hårdest

Anne Mette Kjær
Formand, Udviklingspolitisk Råd

Men det er vigtigt at være til stede i skrøbelige stater. Det er her, størstedelen af de fattige er, og det er her, klimakrisen slår hårdest.

Den nye strategi bør adressere, hvordan vi afvejer hensynet til stabilitet kontra skrøbelighed.

Den bør overveje, om vi giver køb på vores værdier, selvom vi har samarbejde med udvalgte sektorer i regeringen, hvor vi vurderer, vi kan være.

Vandsamarbejdet med myndigheder i Mali, Burkina Faso og Niger er et eksempel på en gren indenfor skrøbelige stater, hvor Danmark har haft et fungerende samarbejde.

En af de vigtigste konklusioner, jeg derfor har med fra UPRs seminar, er, at vi skal genfinde elementer fra det tabte udviklingssamarbejde uden at miste fornemmelse for alle de ny tendenser. Vi kan ikke komme udenom staterne, uanset om vi har fælles værdier.

Samtidig skal vores fokus på klima ikke få os til at glemme, at det primært er lavindkomst- og ikke mellemindkomstlande, udviklingssamarbejdet bør være rettet mod.

Hvor partnerskaber og ligeværdighed ikke fylder særlig meget i den nuværende strategi, Fælles om Verden, kommer disse termer helt sikkert til at fylde mere i den nye.

Men hvis vi reelt er villige til at give partnerlandes ledere en stemme, bør partnerne også blive reelt inddraget i selve tilblivelsesprocessen af den ny strategi, og vi skal være villige til at give køb på egne ønsker. Det er trods alt i partnerlandene, at udviklingssamarbejdet foregår.