Enhedslisten: Udviklingspolitik må ikke bare blive en brik i det geopolitiske magtspil

Efter at den globale fattigdom gennem 30 år har været for nedadgående, smadrede covid-19-pandemien mange af de fremskridt, der var gjort for, med og af verdens fattige i det globale syd. Fattigdommen og uligheden voksede igen.

Så kom Ruslands brutale og ulovlige invasion af Ukraine, der som global sideeffekt har skabt problemer med fødevaresikkerheden, blandt andet i en lang række afrikanske lande, der i forvejen slås med fattigdom, krige, klimaforandringer og meget andet.

Vores klode er præget af gigantisk skævhed – verdens allerrigeste bliver stadigt mere rige. Som eksempel så tilfaldt 63 procent af den formuevækst, der blev skabt i verden i 2020-2021, den rigeste ene procent af klodens befolkning.

Danmark har i sommeren 2023 leveret en forfærdelig bundrekord. For første gang i 40 år når vi ikke 0,7-procent-målet for udviklingsbistand.

Konsekvenserne er uhyggeligt konkrete. Det handler ikke bare om lige at komme op over de 0,7 procent – det handler om globalt ansvar i kampen mod fattigdom, ulighed, klimakatastrofe og konflikter. Om menneskerettigheder, frihed, lighed og retten til udvikling. 

2030-målene som hovedopgave

Det allerførste, som en ny udviklingsstrategi derfor skal, er at forpligte os på en ambitiøs økonomi, der garanterer, vi ikke igen står i den situation. End ikke i risikozonen. Og hovedopgaven? Realisér FN’s 2030-mål. Dét er vores fælles opgave. 

Regeringens udenrigspolitiske strategi – som rammesætter "idealistisk pragmatisme" med det fleksible kompas, der følger med – taler om en ny forbindelse til Afrika (det globale syd) og om "ligeværdige partnerskaber".

Hvis regeringen mener sine mange udmeldinger om at genopbygge relationen til lande i det globale syd og gøre EU til Afrikas foretrukne partner, så er udviklingspolitikken et godt sted at vise, at man mener det alvorligt. Et meget konkret sted faktisk at levere.

Udviklingspolitikken skal levere i krydsfeltet mellem det humanitære, den langsigtede udvikling og fredsopbygningen. Og den skal give styring til de mennesker, det drejer sig om

Trine Pertou Mach (EL)
Udviklingsordfører

Indtil videre er det urovækkende, hvordan de ligeværdige partnerskaber bliver oversat som et modstykke til det, udenrigsministeren kalder "moraliseren".

Bag al geopolitikken er der jo tale om millioner af mennesker, der lever i fattigdom, ulighed, undertrykkelse og med konsekvenserne af en klimakrise, de intet ansvar har for. Mennesker, som kræver ligeværd, en plads ved bordet og en rolle i egen ret.

Ligeværd som rettesnor

Udviklingspolitikken skal ikke reduceres til en brik i et geopolitisk magtspil. Dansk udviklingspolitik skal bekæmpe fattigdom og ulighed. Fremme menneskerettigheder, frihed og lighed og en bæredygtig og socialt retfærdig vej ud af klimakaosset.

Den skal være klar, når katastrofer rammer, og levere i krydsfeltet mellem det humanitære, den langsigtede udvikling og fredsopbygningen. Og den skal give styring til de mennesker, det drejer sig om.

Udviklingspolitikken skal levere på de ligeværdige partnerskaber i praksis.

Reel ligeværdighed kommer for eksempel gennem massiv klimabistand med nye penge også til fonden til tab og skader. Vel at mærke en klimabistand, der tager afsæt i, at det er os i den rige del af verden, der har skabt klimakrisen og derfor skal finansiere en massiv del af klimatilpasningen og omstillingen.