Bjørn Førde: Løkkes kolleger i Afrika er helt med på hans pragmatiske idealisme

Hvem har ansvaret for alt dette? Hvad forestiller vi os, at ledere i Afrika har tænkt om vores medansvar for deres udfordringer?

Nu skal den pragmatiske idealisme så styre Danmark gennem det oprørte hav. Vi skal ikke alene hilse på alle, vi skal lytte til alle, og efter at have tænkt os lidt bedre om, end tidligere stats- og udenrigsministre har gjort (og Løkke fralægger sig bestemt ikke ethvert medansvar, som jeg hører det), kan vi sikkert samarbejde og handle med dem. Forsyningskæderne kan vi trods alt ikke styre.

Da Lars Løkke i sin tale i Festsalen nåede til Kina, kom jeg til at tænke på min første store rejse i det sydlige Afrika for godt 40 år siden.

Udenrigsministeren vil helt sikkert erfare, at hans kolleger i Afrika er tilhængere af den samme pragmatiske idealisme, som han nu foreslår, vi skal bekende os til.

Bjørn Førde

Først et besøg i det demokratiske Botswana, som satte stor pris på Danmarks støtte til landets udvikling – teknisk uddannelse, etablering af små kooperativer og sundhed, men også oprindelige folks og kvinders rettigheder.

Derefter Zimbabwe lige efter fejringen af selvstændigheden i 1980, efter en lang og blodig kamp mod det hvide mindretalsstyre. Også her kom Danmark til at spille en rolle, som vi ikke har påskønnet. Også her var Kina med fra starten.

Til sidst en vidunderligt afslappende og naturskøn rejse med den kinesisk-byggede Tazara-jernbane – også omtalt som Frihedsjernbanen – fra Kapiri Mposhi i Zambia til Dar Es Salaam Tanzania. Både Zambia og Tanzania er lande, som Danmark har haft et tæt samarbejde med gennem årtier. Men ikke længere!

Vi fejrede afslutningen på partnerskabet med Tanzania med en fodnote i en tilfældig finanslov. Ikke vingesusagtigt som dengang Kong Frederik IX i starten af 1960’erne personligt bød præsident Nyerere velkommen ude på landingsbanen.

Kineserne har været i Afrika lige siden vi alle sammen kastede os over de nye selvstændige stater i 1960’erne. Men i starten havde vi mere fokus på Sovjetunionen, og Afrika blev en del af den kolde krig, uanset om landene ønskede det.

Den britiske historiker Susan Williams fortæller i sin nye bog ”White Malice” (Hvid ondskab) om USA’s forsøg på at ’forgifte’ den unge generation af afrikanske lederes håb for deres lande, gennem hemmelige CIA-agenters hærgen, skjult lobbyarbejde i FN, kulturel infiltration, bestikkelse, og naturligvis snigmord og kup mod folkevalgte regeringer.

Alt sammen med det formål at forhindre en rettighedsbaseret og socialistisk inspireret Panafrikanisme i at få fodfæste, og russiske atomvåben ligeså. USA måtte for enhver pris generobre Afrika, med alle til rådighed stående midler. Ikke nødvendigvis for Afrikas skyld, men for deres og vores skyld.

Dette være nævnt for at minde regeringen og os alle om, at en ny strategi for at positionere Danmark og Europa stærkere og rigtigere i Afrika bør hvile på en klar forståelse for de sidste 60 års historie (mindst), snarere end på smarte bemærkninger om at vi nu – efter at der er trådt en voksen og handlekraftig regering ind på scenen – ser virkeligheden i øjnene og holder op med at lade os styre af allehånde romantiske forestillinger om, hvordan Afrika burde se ud.

Det må man håbe, at en kommende Afrika-strategi kan råde bod på, meget bedre end den glemte Afrika-kommission, som Lars Løkkes tidligere arbejdsgiver, Anders Fogh Rasmussen, stod i spisen for i 2009.

Forhåbentlig vil man i arbejdet med Afrika-strategien se fordomsfrit på Danmarks historiske udviklingsindsats. Her kan findes gode eksempler på, hvordan vi med held har hilst, lyttet og etableret partnerskaber, gensidigt og respektfuldt. Også trods alt for mange strategiske skift undervejs, ofte alene dikteret af regeringsskifte og skiftende ministres lyster og luner.

Myndighedssamarbejde og private investeringer skal selvfølgelig spille centrale roller, som det længe har været tilfældet. Men det vil være en historisk fejltagelse at relegere civilsamfund og bevægelser til historiens mødding. Faktisk er det de unge bevægelser, som verden rundt leverer pragmatisk idealisme, mens de voksne politikere gemmer hovedet i sandet.

Lad os ikke glemme, at det arabiske forår opstod, da ingen troede det muligt. Det kan diktatorernes generobring af magten, ofte med vores passive hjælp, ikke ændre på. Hvis Danmark ønsker at fastholde en førende rolle i arbejdet for en bæredygtig og sikker verden, kommer vi ikke udenom at hilse på og lytte til de unge og til bevægelserne, uanset om regeringer her og der finder det irriterende.

Udenrigsministeren vil helt sikkert erfare, at hans kolleger i Afrika er tilhængere af den samme pragmatiske idealisme, som han nu foreslår, vi skal bekende os til. Helt som os selv, vurderer de også deres muligheder og ageren i forhold til, hvad der er bedst for dem selv. Altså hvad henholdsvis kinesere, russere, amerikanere og europæere hver især kan levere, som de får glæde af. Det forekommer at være helt i tråd med den ånd, den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi er gennemsyret af.