David Trads: Under Mette Frederiksen og Lars Løkke har Danmark ingen udenrigspolitik

Det er næppe mærkværdigt, at diplomater tænker mest på at få tingene til at glide. Det er nu engang deres job. Skiftende regeringer har netop bedt ambassaderne om at fokusere stadig mere på handel og stadig mindre på alt andet. 

Det bekymrende er, hvordan statsministre i de forløbne år har nedprioriteret udenrigspolitikken ved at lade Udenrigsministeriet udvikle sig til en banegård for ministre uden stor pondus - fra Lene Espersen i 2010 til Jeppe Kofod frem til 2022 havde vi i alt syv (!) af dem. Lukning, genåbning, nedgradering og så genåbning igen af ambassaden i Kyiv i de forløbne par årtier er et sindsbillede på fravær af strategi.

Uden pondus, erfaring og tid nok er ministre alt for afhængige af apparatet. Mest komisk udtrykt, da Villy Søvndal, SF’s engang så idealistiske politiker, i sin skuffende periode som udenrigsminister både stemte for atomvåben i Nato og opgav at kæmpe for Palæstinas selvstændighed. Asiatisk Plads åd ham…og med ham alle de andre.

Uffe Ellemann-Jensen, måske den bedste udenrigsminister nogensinde, er den sidste, som havde en klar linje, som blev fulgt, fordi han og kun han satte den politiske frihedskurs - også når det gjorde ondt og var besværligt i Den Kolde Krigs sidste år. Han bør være idealet.

Da Lars Løkke Rasmussen tiltrådte som udenrigsminister for få måneder siden, lignede han en mand med den rette erfaring, pondus, kompas og gennemslagskraft. Endelig, tænkte jeg og mange andre, en minister, som kunne lægge en linje og holde fast i den.

Men…indtil videre har det været skuffende. To eksempler:

Først var han i Indien med en stor dansk erhvervsdelegation. Indien er som bekendt styret af premierminister Modi, som dagligt krænker menneskerettigheder og undergraver demokratiet. Hvad sagde Løkke mon i New Delhi:

“Danmark er nødt til at lytte mere og moralisere mindre, hvis vi skal opnå succes i den nye verdensorden.”

Sådan taler en udenrigsminister, som hellere vil være pr-mand for erhvervslivet end demokratisk forkæmper. 

Hvad bør den danske udenrigspolitik så være drevet af? Det giver sig selv: En kamp for at sprede demokrati og menneskerettigheder. Ellers kan det jo være lige meget.

David Trads

Dernæst lancerede Løkke sin og derved regeringens nye kurs i et stort interview i Jyllands-Posten. Her blev alle illusioner lagt i graven:

“Vi skal finde en balance mellem interesser og pragmatisk idealisme…Det er noget med at prædike noget mindre og samtale noget mere. Det er et geopolitisk tovtrækkeri mellem forskellige værdier, som er forankret forskellige steder. Her er vi nødt til at finde en eller anden form, så vi får en mere ligeværdig dialog.

Oversat til dansk: Vi snakker med alle, som vi kan få noget ud af, og vi skal ikke besvære dem med de værdier, vi nu har til lands. I den logik - globalt undfanger af Henry Kissingers idealløse realpolitik - er eksempelvis Kina og Saudi-Arabien bare lande med en anden definition af demokrati og menneskerettigheder end os. Det er alt sammen noget, vi kan bøje og dreje. Hvorfor er vores demokrati egentlig finere end deres?! Tænk hvis Ellemann-Jensen havde sagt det samme om Sovjet i 1980’erne. De påstod som bekendt også, de var demokratiske!

Og hvad bør den danske udenrigspolitik så være drevet af? Det giver sig selv: En kamp for at sprede demokrati og menneskerettigheder. Ellers kan det jo være lige meget.