Debat

DUF: Unge skal sætte den nye udviklingspolitiske kurs

Verden har lige nu den største ungdomsgeneration nogensinde, men de er ofte en ekskluderet majoritet. Derfor skal den næste udviklingspolitiske strategi give unge mulighed for at engagere sig, tage ansvar og skabe forandring, skriver Christine Ravn Lund.

Næsten 90 procent af den største ungdomsgeneration nogensinde bor i 
udviklingslandene, skriver Christine Ravn Lund.<br>
Næsten 90 procent af den største ungdomsgeneration nogensinde bor i udviklingslandene, skriver Christine Ravn Lund.
Foto: Sam Mednick/AP/Ritzau Scanpix
Christine Ravn Lund
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Næsten 90 procent af den største ungdomsgeneration nogensinde bor i udviklingslandene, hvor unge udgør størstedelen af befolkningen. Unge lever med trusler om og i konsekvenser af krig, konflikt og klimaforandringer, og unge er som oftest en ekskluderet majoritet, der mangler fundament og fremtid – i forhold til job, uddannelse, samfundsindflydelse og udviklingsmuligheder.

Mens unges marginalisering kan være drivkraft for migration, konflikt og radikalisering, gælder det omvendt, at unge, der inkluderes i fællesskaber, og som høres og får indflydelse i deres samfund, kan blive positive forandringsagenter.

Unges marginalisering kan være drivkraft for migration og radikalisering, mens unge, som får indflydelse i deres samfund, kan blive positive forandringsagenter

Christine Ravn Lund
Forkvinde, DUF

Med de rette rammer kan unge være drivkraft for demokratisk udvikling og bidrage til at modarbejde autoritære tendenser. Unge kan forebygge konflikt, gå forrest i hjælpe- og fredsindsatser, når konflikten rammer, og de kan drive genopbygningen af deres samfund efter konflikt.

Unge kan gøre en kæmpe forskel

Det ser vi hver dag i DUF's arbejde med unge i hele verden – hos studenterorganisationen i Zimbabwe, spejderne i Tunesien og de medicinstuderende i Nepal. Vi kan se, at det er ligeværdige partnerskaber, hvor unge får mulighed for at engagere sig og få indflydelse, som kan skabe et fundament for varige forandringer.

Derfor skal Danmark fortsat støtte op om verdens unge. Den udviklingspolitiske strategi kan være med til at vise, at unge ikke står alene med udfordringerne og være med til at skabe rammerne for, at unge kan få indflydelse, tage ansvar og skabe forandringer for fremtiden.

Den danske tilgang med, af og for unge sikrer, at unge kan tage lederskab og står i spidsen for ønskede forandringer. Danske ungdomsorganisationer er centrale partnere i at implementere initiativer, der muliggør, at unge tager ansvar for verdens demokratiske udvikling, menneskerettigheder, fred og sikkerhed.

Læs også

Vi ved, at unge gør en kæmpe forskel, blandt andet med midler fra DUF's internationale pulje, hvor engagementet aktuelt er historisk stort.

De unge-ledte projekter, som puljen støtter, sætter unge i stand til at tage lokalt lederskab, kræve sine rettigheder og udvikle løsninger, der svarer til jævnaldrendes behov og ønsker. Dermed sikrer unge rettigheder for unge enlige mødre og deres børn i Rwanda og for unge fængselsindsatte i Cameroun, og de arbejder for fred og demokrati i Ukraine og i hele EU's naboskabsregion mod øst, for blot at nævne nogle få eksempler.

Danmark skal fortsat gå forrest

Dét kan vi være stolte af i Danmark, men vi er en lille brik i verdens puslespil. Der er et stort potentiale i, at andre lande følger i Danmarks fodspor som foregangsland. Unge vil og kan meget mere og som den største ungdomsgeneration nogensinde, er der et kæmpe potentiale i at give unge reel mulighed for deltagelse, ansvar og lederskab. Vi må ikke være tilfredse med at unge kun høres – vi skal give flere unge mulighed for at handle, påvirke og tage ejerskab for fremtiden.

Unge skal allerede tidligt i processen involveres i at udforme den nye udviklingspolitiske strategi

Christine Ravn Lund
Forkvinde, DUF

Det gør vi med en tydelig prioritering af meningsfuld ungeinddragelse i Danmarks næste udviklingspolitiske strategi. Først med ”Verden 2030” og dernæst med ”Fælles om verden” har Danmark gjort netop det ved at understrege at udviklingssamarbejdet skal være med, af og for unge.

Det har ikke bare været tomme ord. Den politiske prioritering er hidtil blevet fulgt op af en række konkrete og finansierede initiativer, som har gjort Danmark i stand til at være globalt foregangsland, når det drejer sig om unge i udviklingssamarbejdet.

Og der er fortsat brug for dansk lederskab. For selvom ungeinddragelse i stigende grad anerkendes som fremtidens nøgle til fred, sikkerhed og bæredygtig udvikling multilateralt, er der stadig langt imellem konkrete initiativer og grundlæggende ændringer af tilgang og praksis. Det betyder, at unge ofte enten overses eller blot anses som en målgruppe fremfor aktør.

Fortsat dansk lederskab fordrer tydelig dansk prioritering af meningsfuld ungedeltagelse. Det indebærer, at unge involveres allerede tidligt i processen med at udforme den nye udviklingspolitiske strategi. Engagerede, aktive unge, som gennem en vifte af demokratiske ungdomsorganisationer kan tale på vegne af en generation og har en bred repræsentation.

På den måde får vi en udviklingspolitisk strategi, der sætter handling bag ordene ved at være skabt med og af – og ikke bare for de unge. Vi står klar.

Temadebat

Den nuværende udviklingspolitiske strategi, Fælles om Verden, har siden 2021 sat dagsordenen for Danmarks førte udviklingspolitik, men synger snart på sidste vers. Næste år starter forhandlingerne om den kommende strategi for 2025 og frem.

Det sætter Altinget fokus på i en ny temadebat, hvor vi inviterer centrale aktører til at give deres bud på, hvad den næste udviklingspolitiske strategi skal indeholde.

Du kan læse oplægget for debatten her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christine Ravn Lund

Forkvinde, Dansk Ungdoms Fællesråd, medlem, Børnerådet, medlem, Trivselskommissionen, næstforkvinde, Center for Ungdomsforskning
BA international business and politics (CBS 2020), Cand.scient.pol (KU)

0:000:00