Red Barnet: Børn og unge skal stå helt centralt i den nye udviklingspolitiske strategi

Fokus på mental sundhed

Men vi kan naturligvis ikke uddanne den næste generation af børn, hvis de lever med mentale skader på grund af krige og konflikter. Uden mental støtte tidligt får børnene svært ved at lære, udvikle positive relationer til hinanden, sige fra og beskytte sig selv eller andre.

Det var en stor landvinding, at den nuværende udviklingspolitiske strategi for første gang prioriterede mental sundhed og psykosocial støtte i humanitære indsatser. Det spor skal vi fortsætte. Det er helt afgørende.

Derfor anbefaler vi, at man i den næste strategi går videre og sætter mål for systematisk investering i børns – også de helt små – og deres forældres mentale trivsel i relevante udviklingsprogrammer og humanitære indsatser på tværs af sektorer.

At indgyde håb hos børn kræver også, at vi lytter til dem. Børn og unge er eksperter i deres eget liv, og arbejdet for at forbedre deres liv bliver simpelthen bedre, hvis vi lytter til deres behov og løsningsforslag.

Børn og unge i det politiske rum

Det kræver, at vi for eksempel forsøger at ændre de politiske rum og beslutningsfora på alle niveauer, hvor beslutninger formelt bliver taget, så børn og unge får reel mulighed for at engagere sig og få indflydelse – for eksempel ved at skabe platforme, hvor børn og unge kan få taletid overfor beslutningstagere – både lokalt og internationalt.

En ny strategi skal blive langt skarpere på, at lokalt lederskab ikke bare er en mulighed, men en nødvendighed

Johanne Schmidt-Nielsen
Generalsekretær, Red Barnet

Inddragelsen skal være meningsfuld og reel – ikke symbolsk. Ellers risikerer vi, at vi mister tilliden fra de børn og unge, vi forsøger at hjælpe, og hele indsatsen vil være forgæves.

I stedet skal børn tages med på råd i udvikling af alt humanitært arbejde og udviklingsarbejde fra start til slut – det gælder også udformningen af en ny udviklingspolitiske strategi.

Det kræver en mere fleksibel, tillidsfuld og risikovillig tilgang, som kan skabe nye og bredere formater for samarbejde med børn og unge. 

På samme måde skal vi også lytte til og inddrage de lokale organisationer, som jo spiller den væsentligste rolle i udviklingsarbejdet og den humanitære indsats.

Her skal en ny strategi også blive langt skarpere på, at lokalt lederskab ikke er bare en mulighed, men en nødvendighed. Det betyder, at vi skal tage udgangspunkt i, hvad vores lokale partnere har af prioriteter og løsninger.

Vi risikerer, at håbet om en bedre fremtid smuldrer for verdens mest udsatte børn, hvis ikke vi sætter ind tidligt og målrettet. Derfor skal børns trivsel og fremtidsmuligheder være en hovedprioritet i den næste udviklingspolitiske strategi.