Ulandssekretariatet: CSR kan ikke stå alene

Af Mads Bugge Madsen
Sekretariatsleder, Ulandssekretariatet

CSR – eller på dansk ”virksomhedernes samfundsansvar” - dækker over virksomhedernes forpligtelse til at håndtere sociale, miljø og etiske udfordringer i overensstemmelse med internationalt anerkendte principper for samfundsansvar.

Disse principper er klarest beskrevet i FN’s Global Compact, der opridser 10 punkter, der skal efterleves af virksomheder, der vil leve op til deres samfundsmæssige ansvar. Blandt de 10 principper er retten til at organisere sig og retten til kollektive forhandlinger. Dermed står det klart, at CSR ikke kan stå i stedet for disse rettigheder, men netop indebærer en forpligtelse til at respektere dem.

Svært at sikre CSR
Når jeg starter med at fremhæve dette, er det for at understrege, at CSR ikke kan stå alene. CSR fritager naturligvis ikke regeringer fra deres ansvar til at beskytte deres borgere og til at håndhæve lovgivningen og CSR erstatter ikke regulering enten i form af lovgivning eller i form af forhandlede overenskomster.

For at opnå bæredygtige resultater er det vigtigt at gøre sig klart, at de enkelte indsatser og tilgange ikke kan stå alene.

Mads Bugge Madsen
Sekretariatsleder, Ulandssekretariatet

Jeg er ikke i tvivl om, at mange danske virksomheder gerne vil udvise samfundsmæssigt ansvar både i Danmark og når de opererer i udlandet. Jeg er også overbevist om, at det er meget svært at sikre overholdelse af CSR-principper, når man betjener sig af en lang række underleverandører i udviklingslande. Det vidner den store tilslutning til Dansk Initiativ for Etisk Handel – DIEH om.

DIEH samler både NGO’er, virksomheder, erhvervsorganisationer og fagbevægelse. DIEH’s mål er ikke at hænge nogen ud, men at give virksomhederne hjælp og rådgivning til at gøre tingene ordentligt. Når fagbevægelsen er med, er det fordi retten til at forhandle kollektivt og indgå en overenskomst er en vigtig del af grundlaget for CSR. Det er ikke en rolle, der kan udfyldes af nok så velmenende NGO’er. De har deres egen, vigtige rolle at spille i forhold til indsatsen imod børnearbejde, sikring af miljøet etc.

Forskellige aktører med forskelligt ansvar
Håndhævelse af CSR-principperne fordrer altså social dialog. Og social dialog fordrer repræsentanter for både arbejdsgivere og arbejdstagere, der er indstillet på og har forudsætninger – for eksempel i form af repræsentativitet – for at indgå bindende aftaler.

Det kan være en udfordring i mange udviklingslande, hvor der er stor mistillid mellem parterne. Her har vi en unik tradition i Danmark og erfaringer, det giver god mening at formidle til andre. Derfor undrer det mig såre, at regeringen har valgt at skære 55 millioner kroner til social dialog i udviklingslande på Finansloven for 2016.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at der er mange forskellige aktører med forskelligt ansvar og forskellige udfordringer, når man taler CSR. Ikke mindst i en udviklingspolitisk sammenhæng. For at opnå bæredygtige resultater er det vigtigt at gøre sig klart, at de enkelte indsatser og tilgange ikke kan stå alene.

Regeringer har som nævnt et ansvar for at håndhæve lovgivning og skabe rammebetingelser for, at virksomheder har lyst til at investere. Virksomhederne spiller en uvurderlig rolle i jobskabelsen og for at sikre, at de job, der skabes, er ordentlige og fører til bæredygtig vækst, er det nødvendigt at disse virksomheder er bevidst om deres samfundsmæssige ansvar. Altså CSR.

Først og fremmest er det vigtigt, at man gør sig klart, at man ikke kan lave CSR-initiativer uden at have en dialog med fagbevægelsen. Uden den dialog og det samarbejde kan de grundlæggende principper i Global Compact ikke opfyldes. Uden social dialog og kollektive aftaler, der sikrer anstændige løn og arbejdsvilkår, er CSR blot almisser. Sat på spidsen og noget forenklet kan man sige, at hvis far og mor ikke dør af at gå på arbejde og får en ordentlig løn, så behøver børnene ikke at arbejde, og en masse andre initiativer bliver overflødige.