Under halvdelen af landets 20 største kommuner har dedikerede verdensmålsmedarbejdere

Otte af landets 20 folkerigeste kommuner har medarbejdere ansat til at koordinere arbejdet med verdensmålene. Det er et skuffende lavt tal, mener professor og politolog Jacob Torfing.

Aarhus Kommune har ikke medarbejdere ansat til at koordinere arbejdet med verdensmålene, men ifølge stadsdirektør Martin Østergaard går kommunen ikke glip af bæredygtig udvikling af den grund. 
Aarhus Kommune har ikke medarbejdere ansat til at koordinere arbejdet med verdensmålene, men ifølge stadsdirektør Martin Østergaard går kommunen ikke glip af bæredygtig udvikling af den grund. Foto: Aarhus har været i beredskab i forhold til forhøjede smittetal i løbet af uge 33
Marie Schønning Jensen

Én ting er, hvad kommuner siger i skåltaler. Noget andet er, om de rent faktisk også gør noget for at fremme et samarbejde med lokalsamfundet om verdensmålene. 

Sådan opsummerer Jacob Torfing, politolog og professor på Roskilde Universitet, resultaterne af en rundspørge, Altinget har foretaget blandt de 20 folkerigeste kommuner i Danmark.

Den viser, at otte af kommunerne har medarbejdere ansat til at koordinere kommunens arbejde med verdensmålene. Tre kommuner har tidligere haft sådanne medarbejdere, og ni kommuner har slet ikke. 

Sådan har vi spurgt

Altinget har henvendt sig til de 20 folkerigeste kommuner med følgende spørgsmål:

  • Har kommunen en eller flere medarbejdere ansat til at koordinere arbejdet med FN’s verdensmål? Hvis ja, hvad er vedkommendes titel og ansættelsesforhold?
  • Har kommunen tidligere (tilbage til 2015) haft medarbejdere ansat til at koordinere arbejdet med verdensmålene i kommunen? 

Kommunerne er ikke forpligtede til at opfylde FN’s Verdensmål, og mange kommuner har bæredygtighedsstrategier, der ikke eksplicit tager udgangspunkt i verdensmålene. Derfor betyder et ‘nej’ til ovenstående spørgsmål ikke, at kommunen ikke arbejder med bæredygtig udvikling.

Det skuffer Jacob Torfing, at under halvdelen af de 20 kommuner har dedikerede verdensmålsmedarbejdere.

"Kommunerne har haft siden 2015 til at komme ud af startblokken, og der har ikke manglet bevågenhed på vigtigheden af opgaven med verdensmålene. Derfor er det skuffende, at der ikke er flere, der har dedikerede verdensmålsmedarbejdere, og det er et problem for de kommuner, der ikke har det," siger Jacob Torfing. 

Professor: Medarbejderne har en effekt

Politologen er ikke i tvivl om, at dedikerede verdensmålsmedarbejdere i kommunerne gør en forskel. Det gælder især arbejdet med verdensmål 17 om partnerskaber, som han kalder en opskrift på, hvordan verdensmålene nås.

"Hverken kommuner, virksomheder eller borgere kan alene sikre, at vi når i mål med verdensmålene inden deadline i 2030. Derfor giver det mening at skabe samarbejder mellem kommuner og lokalsamfund, og det er helt oplagt, at kommunerne påtager sig opgaven med at sætte samarbejdet i gang," siger Jacob Torfing. 

Et eksempel på sådan et offentligt-privat samarbejde findes i Syddanmark. Her er Middelfart og Kolding kommuner gået sammen med virksomheder, lystfiskere og forskere om at genskabe dyre- og plantelivet i Lillebælt.

Ifølge Jacob Torfing er der også et kæmpe potentiale i, at kommuner samarbejder med boligselskaber om et grønnere energiforbrug.

"Der er så mange lavthængende frugter, som kommunerne kan række ud efter. Det kræver en ret lille investering at have en medarbejder, der kan bygge bro mellem for eksempel kommunens tekniske forvaltning og boligselskaberne. Så jeg vil sige, at det faktisk er et problem, hvis man ikke har nogen til at plukke de lavthængende frugter," siger han.

Kan kommunerne uden dedikerede verdensmålsmedarbejdere ikke skabe de samme bæredygtige resultater som kommunerne med verdensmålsmedarbejdere?

"Jo, det kan de, men så bliver det bare lidt mere tilfældigt, om der for eksempel er en kommunal medarbejder, der rækker ud til en virksomhed og sætter noget i gang. Det sker selvfølgelig en række steder, men hvor er det dejligt at se, at nogle kommuner skaber systematik og synlighed om arbejdet med verdensmålene," siger Jacob Torfing.

Hvad laver en verdensmålsmedarbejder?

Der er mere end én definition på, hvad det vil sige at koordinere kommunernes arbejde med verdensmålene.

I Gentofte Kommune er en konsulent for eksempel ansat til at koordinere kommunens arbejde med bæredygtig udvikling ud fra en lokal oversættelse af verdensmålene. Det betyder, at det er de lokale mål, og ikke verdensmålene i sig selv, der er omdrejningspunktet for det daglige arbejde.

Et andet eksempel på en verdensmålsmedarbejder findes i Sønderborg Kommune, hvor Center for Verdensmål er under opbygning, og som koordineres af to projektledere. 

Og i Næstved Kommunes ‘Ressource City’ hjælper en klimakoordinator virksomheder med grøn omstilling ud fra verdensmål 7, 9, 12, 13 og 17.

Det svarede kommunerne

Kommuner med verdensmålsmedarbejdere:

  • København
  • Aalborg
  • Odense
  • Kolding
  • Herning
  • Næstved
  • Gentofte
  • Sønderborg

Kommuner, der tidligere har haft en verdensmålsmedarbejder:

  • Frederiksberg
  • Randers
  • Slagelse

Kommuner, der hverken nu eller tidligere har haft en verdensmålmedarbejder:

  • Aarhus
  • Vejle
  • Esbjerg
  • Silkeborg
  • Viborg
  • Horsens
  • Roskilde
  • Holbæk
  • Gladsaxe

Kilde: Rundspørge foretaget af Altinget

Kommuner afviser kritik

Aarhus Kommune er en af de kommuner, der hverken nu eller tidligere har haft en medarbejder ansat til at koordinere arbejdet med verdensmålene. 

Det betyder dog ikke, at kommunen går glip af bæredygtige resultater, mener Aarhus Kommunes stadsdirektør, Martin Østergaard Christensen. 

"Det er vigtigt at holde sig for øje, at der altid er flere veje til at nå et strategisk mål. Vores oplevelse i Aarhus Kommune er, at vi med en bredt funderet tilgang til arbejdet med verdensmålene tilsvarende også får italesat og landet samarbejder, som måske ellers ikke var kommet på tegnebrættet. Og at vi også kommer i god og bred kontakt med såvel virksomheder og borgere omkring indsatsen," skriver stadsdirektøren i en mail.

Kommunaldirektør i Esbjerg Kommune, Rikke Vestergaard, mener heller ikke, at Esbjerg sakker bagud på bæredygtig udvikling, fordi kommunen ikke har en verdensmålsmedarbejder.

"Arbejdet med verdensmålene er en integreret del af kommunens samlede arbejde, som alle direktørområder er meget opmærksomme på. Kommunens fokus på bæredygtige tiltag understreges blandt andet gennem det ambitiøse klimamål om at blive CO2-neutral i 2030," skriver Rikke Vestergaard i en mail til Altinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Torfing

Professor, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet
cand.scient.pol. (AU), Master og Ph.d. (University of Essex)

0:000:00