I et hus af halm opdrager Odense Kommune børn til at leve bæredygtigt

De grønne verdensmål er omdrejningspunktet for undervisningen i Halmhuset i Odense, hvor byens børn og unge lærer at leve bæredygtigt. “Meget af den undervisning, der handler om verdensmål eller klimakrise, bliver løftet herfra”, siger børn- og ungerådmand.

Eleverne fra 6.A på Kroggårdsskolen smider blade og kviste, de har fundet på jorden, op i en bunken, der udgør det bæredygtige insekthotel.
Eleverne fra 6.A på Kroggårdsskolen smider blade og kviste, de har fundet på jorden, op i en bunken, der udgør det bæredygtige insekthotel.Foto: Line Høvik Søby
Line Høvik Søby

Det vrimler med børn med blå IKEA-poser på Østre Plads i Odense. Poserne er ikke fyldt med småting fra møbelgiganten, men derimod nedfaldne kviste og blade, som børnene samler ind.

I en sky af støv, visne blade og pollen tømmer børnene poserne i en stor bunke, før de løber ud for at fylde dem på ny.

Det her område er et epicenter for meget af verdensmålsarbejdet.

Susanne Crawley
Børne- og ungerådmand, Radikale Venstre, Odense Kommune

Der er “natur i byen” på skoleskemaet, og i dag bygger 6.A fra Kroggårdsskolen bæredygtige insekthoteller, fortæller underviser Linnea Weibull.

Undervisningsforløbene i Halmhuset på Østre Plads er et af Odense Kommunes bud på, hvordan man kan lære børn og unge at leve bæredygtigt. Hvert forløb tager udgangspunkt i en række af de grønne og blå verdensmål.

Altinget møder også Odense kommunes børn- og ungerådmand, Susanne Crawley (RV), foran Halmhuset.

“Det her område er et epicenter for meget af verdensmålsarbejdet - specielt den grønne del af det. Meget af den undervisning, der handler om verdensmål eller klimakrise, bliver løftet herfra,” siger hun.

Halmhuset set udefra med et springvand lavet af en gammel trillebør i forgrunden.
Halmhuset set udefra med et springvand lavet af en gammel trillebør i forgrunden. Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Størst fokus på grønne mål

Genbrug og bæredygtighed er til stede hvor end man hviler blikket på pladsen omkring Halmhuset, der blev bygget i 2016.

Husets vægge af ler er isoleret med halm (deraf navnet), og er lavet af genanvendte materialer. På gavlene gror krydderurter, der vandes med restvandet fra huset. Ved siden af huset er en fontæne lavet af en trillebør og et gammelt badekar.

Alt det er bygget af blandt andre Anders Michelsen, der tog initiativ til projektet og i dag underviser i Halmhuset.

Det kræver noget at sætte tre unge mennesker i en kano, og få dem til at finde vej, samle skrald og samarbejde.

Anders Michelsen
Byggeleder og underviser, Halmhuset

Han startede undervisningsforløbene, fordi han følte, at unge mennesker ikke vidste, hvordan de kan leve bæredygtigt.

“Der var ikke nogen, der underviste unge mennesker om det, så hvordan skulle de have en chance for at vide det? Det var et problem, jeg ville hjælpe med at løse,” siger Anders Michelsen.

Det er de grønne verdensmål, såsom mål 13 om klimaindsats, som er i højsædet i Halmhuset og undervisningen – men til dels på bekostning af de sociale verdensmål såsom trivsel og ligestilling, indrømmer Anders Michelsen.

Selvom de sociale verdensmål ikke er i fokus, kan der være sociale fordele for eleverne – for eksempel når eleverne skal på kanotur i Odense Å for at samle skrald.

"Det kræver noget at sætte tre unge mennesker i en kano, og få dem til at finde vej, samle skrald og samarbejde om, hvem der roer og hvem holder stille, når nu kanoen bare fortsætter videre ned ad åen,” siger han.

Elever fra Risingskolen samler skrald i Odense Å.
Elever fra Risingskolen samler skrald i Odense Å. Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Finansieringen fortsætter

Anders Michelsen håber, at Halmhuset i fremtiden også kan tilbyde undervisning, der styrker de sociale verdensmål.

“Vi vil rigtig gerne ramme alt. Men lige nu står vi bare med den udfordring, at vi er i gang med at bygge, og bruger meget energi på at lave området bedre til undervisning.”

Der er fem mennesker ansat i Halmhuset, og de skal både undervise, planlægge forløb samt bygge og vedligeholde faciliteterne. Det er ikke nok mennesker til også at udvikle undervisning om de sociale verdensmål, siger Anders Michelsen:

“Det handler i sidste ende om, at vi skal have flere ressourcer og kroner og ører."

Det kan rådmanden Susanne Crawley dog ikke love.

“Finansieringen er en del af et skolebudget, og der kommer nok ikke flere penge til det fra hverken staten eller kommunen,” siger hun.

Står Halmhuset overfor, at der skæres i dets budget?

“Nej, det gør det ikke. Slet ikke! Tværtimod er Halmhuset en positiv dagsorden for politikerne i Børne- og Ungeudvalget,” slår hun fast.

Susanne Crawley (RV) er børne- og ungerådmand i Odense Kommune. Hun står foran Halmhuset, der i øjeblikket restaureres på grund af vandskade.
Susanne Crawley (RV) er børne- og ungerådmand i Odense Kommune. Hun står foran Halmhuset, der i øjeblikket restaureres på grund af vandskade. Foto: Line Høvik Søby

Lad ildsjælene komme til fadet

Ifølge Susanne Crawley er det essentielt for en kommunes verdensmålsarbejde, at borgerne kan byde ind med deres idéer og få støtte til at føre dem ud i livet.

“Det er vigtigt at have nogle epicentre, hvor ildsjælene får lov til at eksperimentere. En person som Anders er ikke helt mainstream – og han har mange ideer. Han skal have plads til at være den, der udvikler noget her i Halmhuset,” siger hun.

Udover at have bygget selve Halmhuset, skal den idérige Anders Michelsen snart lave et drivhus og en såkaldt genbrugsfabrik, hvor Odenses unge kan forvandle for eksempel gamle computere til blandt andet smykker.

Han håber, at undervisningen i Halmhuset giver de unge mod på og evnerne til at leve bæredygtigt. Det kan måske også mindske de unges klimaangst, fortæller Anders Michelsen:

“Det er rigtig vigtigt for os, at vores undervisning ikke er baseret på frygt og en dommedagsfølelse. I stedet skal de unge se, at der faktisk er en løsning og noget, de kan gøre."

Byggeleder Anders Michelsen foran indgangen til Halmhuset.
Byggeleder Anders Michelsen foran indgangen til Halmhuset. Foto: Line Høvik Søby

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Susanne Ursula Crawley Larsen

Rådmand (R), Børn- og Ungeforvaltningen, Odense Kommune
cand.med. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00