UNDP: Sådan genopretter vi tilliden til demokratiet

Af Patrick Keuleers
Chef for UNDP’s team for regeringsførelse og fredsopbygning

Siden afslutningen af Den Kolde Krig og frem til 2006 så vi en stigning i graden af frihed og demokrati over hele verden.

Indekstal viser, at kvaliteten af demokrati er faldet siden da. I kriseramte såvel som i etablerede demokratier ser vi i dag et fald i tilliden til demokratiske institutioner og ikke mindst til folkevalgte embedsmænd. Tilliden er særlig lav blandt de unge.

Både etablerede demokratier og autokratiske regimer udviser farlige symptomer på skødesløshed, hovmod og manglende engagement: Folk antager, at systemet er fast forankret, at valgprocessen ikke vil bidrage til nogen forandring i deres liv, uanset om de stemmer eller ej.

Med den rigtige teknologi kombineret med oplysningsarbejde og træning i demokrati kan valg blive en stærk modgift mod det nuværende fald i politisk engagement.

Patrick Keuleers
Chef for UNDP’s team for regeringsførelse og fredsopbygning

Folk tror ikke, det gør en forskel at stemme, men virkeligheden er, at mange autoritære ledere er kommet til magten gennem en demokratisk vælgerproces. Med andre ord: Det gør faktisk en forskel.

Men opfattelsen af, at det ikke gør en forskel at afgive sin stemme, har eroderet værdien af folkeafstemninger, som i mange år har stået som symbolet på liberalt demokrati. Og konsekvensen er, at vælgerdeltagelse i de fleste demokratier er faldet siden 1980'erne.

Man kan stimulere valgdeltagelse ved for eksempel at afholde valg på en fridag, forlænge stemmetiderne eller gøre det muligt at stemme over flere dage.

Patrick Keuleers
Chef for UNDP’s team for regeringsførelse og fredsopbygning

Lovpligtig valgdeltagelse
Den faldende vælgerdeltagelse kræver, at vi reflekterer over det principielle ved demokratisk deltagelse:

Bør stemmeret – som et udtryk for demokratisk deltagelse – være frivillig eller lovpligtig? Hvad fortæller undersøgelser os?

Vælgerdeltagelsen er generelt høj (op til 95 procent) i lande med lovpligtig valgdeltagelse (lande som Belgien, Australien, Singapore, Luxembourg og Tyrkiet), og lavere i lande, hvor valgdeltagelse er frivillig (lande som USA og Marokko).

Men billedet er blandet, da vi også ser en høj vælgerdeltagelse i lande, hvor valgdeltagelse ikke er lovpligtig (eksempelvis Malta, Sverige, Island, New Zealand, Danmark og Tyskland). Vælgerdeltagelsen kan også være høj ved nationale valg og samtidig lav ved lokalvalg.

New Zealand havde eksempelvis en national valgdeltagelse i 2014 på 77 procent, mens valgdeltagelsen til kommunalvalget i 2016 i Auckland kun var på 36 procent.

Modstandere af lovpligtig valgdeltagelse argumenterer, at det krænker individets ret og frihed til at afgøre, om de vil deltage i en politisk proces eller ej. Der er også nogle, der mener, det er uansvarligt at pålægge uinformerede og uinteresserede borgere at stemme.  

Fortalerne for lovpligtig valgdeltagelse anser stemmeret og valgdeltagelse som en borgerpligt forbundet til begrebet statsborgerskab. Det er lovpligtigt at betale skat, hvorfor så ikke også det at stemme?

Frivillig valgdeltagelse har tendens til at gavne dem, der har magt og økonomiske midler til at mobilisere større vælgergrupper, der fremmer deres egne interesser. Lovpligtig valgdeltagelse vil øge repræsentationen af dårligere stillede grupper i et samfund.

Forskning viser også, at folk, der bor i lande, hvor valgdeltagelse er lovpligtig, er politisk bedre informeret – enten fordi vælgerne selv sørger for at holde sig informeret eller på grund af omfattende oplysningsarbejde.

Diskussioner om retten til demokratisk deltagelse rejser også spørgsmål om stemmealderen. I 2016 udgav Inter Parliamentary Union (IPU) rapporten ”Rejuvenating democracy, giving voice to youth”, der kom med anbefalinger til, hvordan parlamenter og parlamentarikere kunne hjælpe med at forynge demokratiet.

Unge vil være aktive deltagere
En sænkning af stemmealderen vil øge graden af de unges politiske deltagelse. 16-årige kan allerede stemme i Argentina, Østrig, Brasilien, Cuba, Ecuador, Nicaragua, og Isle of Man, Jersey og Guernsey. Men en sænkning af stemmealderen alene er ikke nok. De unge ønsker ikke passive stemmerettigheder. De kræver aktiv politisk deltagelse.

Den gennemsnitlige alder for parlamentsmedlemmer på verdensplan er 53 år, og kun 1,9 procent er under 30 år. I en tredjedel af alle verdens lande er det derudover først muligt at blive valgt til nationalparlamentet, når man er 25 år gammel.

Der er derfor behov for flere politiske tiltag: en sænkning af stemmealderen, samtidig med at der skabes bedre muligheder for unges repræsentation i politiske institutioner og aktiv deltagelse i politiske processer gennem aktivisme, partipolitik og valgobservation.

Tilgængeligheden skal øges
Teknologi kan også fremme valgdeltagelse. Men på trods af brugen af teknologi i mange faser af valgprocessen – til vælgerinformation, valgobservation og vælgerregistrering – er elektronisk valgdeltagelse endnu ikke fuldt udviklet og bruges indtil videre kun i Estland.

Robuste kontrolsystemer er fortsat en udfordring for at undgå potentielle digitale vælgersvig. Det er også vigtigt at vide, at elektronisk valgdeltagelse kræver, at regeringer sikrer dem, som ikke er så skarpe digitalt – enten på grund af viden eller ressourcer. De må ikke opleve at få afskåret deres stemmeret, fordi de ikke har adgang til den teknologi, der er afgørende for udøvelsen af deres rettigheder.

Der bør derfor fokuseres på at øge tilgængeligheden, indtil elektronisk valgdeltagelse nyder den nødvendige tillid og tilstrækkelig robuste kontrolsystemer er på plads.

Et valg er folkets stemme
For at konkludere er det tid til, at demokratisk valgdeltagelse igen bliver anset for et offentligt gode, tilgængeligt for alle borgere og respekteret for dets værdi. For at lykkes med det, kræves følgende:

• Mennesket skal tilbage i centrum for al politisk debat, i stedet for offentlige og private interesser.
• En sænkning af stemme- og opstillingsalderen skal være del af den globale ungdomsdagsorden. Det vil øge unges politiske deltagelse og lederskab, så de unge effektivt kan udøve deres ret til at bidrage til de beslutninger, som påvirker deres fremtid.
• Stemmeretten skal igen blive et centralt princip for demokratisk deltagelse. Oplysningsarbejde for at fremme valgdeltagelse som en borgerpligt er én måde at opnå det på.
• Valgdeltagelsen skal gøres nemmere og mere tilgængelig. Man kan stimulere valgdeltagelse ved for eksempel at afholde valg på en fridag, forlænge stemmetiderne, gøre det muligt at stemme over flere dage, via brevstemme eller elektronisk stemmeafgivelse med mere.

På trods af problemets kompleksitet er folkeafstemninger det mest magtfulde udtryk for folkets stemme, som er fundamentet i et demokratisk samfund. Det vil derfor altid være et kontroversielt og heftigt debatteret emne.

Måden, folk kan stemme på, vil højst sandsynlig ændre sig dramatisk og åbne mulighed for, at større grupper af mennesker kan give deres mening til kende, både under og efter et valg.

Med den rigtige teknologi kombineret med oplysningsarbejde og træning i demokrati kan valg blive en stærk modgift mod det nuværende fald i politisk engagement. Det gør en forskel at stemme og bør derfor betragtes som både en ret såvel som en pligt.