Ung frivillig: Verdensreddende unge gør udviklingslandene en bjørnetjeneste

Af Anne Faurschou Boisen
Medicinstuderende på Aarhus Universitet og frivillig i IMCC

Det er kun et par år siden at jeg, ligesom tusindvis af andre unge, tænkte, at det da ville være enormt fedt at komme ned og gøre en forskel i Afrika. At jeg faktisk kunne gøre skade, var ikke faldet mig ind. Ikke på sygehuse, og da slet ikke i forhold til noget så uskyldigt som et børnehjem. Eller ved at sende mit aflagte tøj til trængende i udviklingslande. Men det kan det.

De fleste kender begrebet ”bjørnetjeneste”, men afhængigt af, hvem du spørger, får du to forskellige forklaringer. Nogle vil svare, at en bjørnetjeneste er en stor, god tjeneste. Andre vil sige, det er en handling, der på kort sigt virker god, men i det lange løb viser sig at være skidt.

Dette er et godt billede på den forvirring, der findes i forhold til det såkaldte ”hjælpearbejde”. For man kan have nok så gode intentioner og alligevel ende med at gøre skade, hvis man ikke tænker sig om.

Ude af øje, ude af sind
Når en ung frivillig er af sted på et børnehjem, ser han/hun en meget umiddelbar udmøntning af sin indsats. Børnene griner og smiler, og kollegaerne er glade for den hjælpende hånd. Men hvad sker der, når den unge rejser videre?

Pointen er ikke, at det arbejde, de frivillige udfører, altid vil have en negativ effekt, men at de danske unge burde være klædt på til at overveje denne mulighed, inden de bliver sendt ud. Det er skræmmende, hvor ukritisk, danske unge forholder sig til det arbejde, som de glædeligt og med de bedste intentioner udfører i alverdens udviklingslande. Derfor opfordrer jeg til, at man grundigt reflekterer over spørgsmål som for eksempel:

Kan børnehjemmet forsætte med at finde en uendelig strøm af frivillige som arbejdskraft? Hvad siger børnene til, at den nu tiende unge, som de har knyttet sig til på et år, forlader dem? 

Som samfund skylder vi både de unge og verdens ulande at sikre, at alle de gode intentioner, som danske unge har for at hjælpe andre og gøre en forskel i verden, bliver omsat til faktiske, bæredygtige forandringer og ikke blot et godt minde og et nyt profilbillede.

Anne Faurschou Boisen
Medicinstuderende på Aarhus Universitet og frivillig i IMCC

Der bliver opereret med en ude af øje, ude af sind-tankegang, som ligger langt fra de idealer om kritisk tænkning, som gymnasier og folkeskoler ellers stræber efter at indprente danske unge.

Personligt var det hverken i gymnasiet, i løbet af mit sabbatår eller på universitetet, at jeg først fik disse overvejelser. Det danske uddannelsessystem beskæftiger sig slet ikke med disse problemstillinger. Det var først, da jeg fik et kursus i det i forbindelse med mit arbejde som frivillig i IMCC. Og jeg er skræmt over, at det var første gang, jeg skænkede det en tanke. 

Varig, positiv forandring
Det princip, vi blev fortalt om, kan opsummeres i et ord: Bæredygtighed.

Et ord så brugt, at det næsten kan virke udvandet. Det føles efterhånden som en frase fra rygraden, som når en politiker/barista smækker mærkatet ”bæredygtigt” på deres seneste udspil/kaffesort.

Alligevel er dette begreb et af de absolut vigtigste at forholde sig til for en ung dansk filantrop, som vil ud og redde verden.

Et helt basalt spørgsmål kunne lyde: ”Sikrer det projekt, vi arbejder med, en varig, positiv forandring i lokalsamfundet – også når vi er væk?”

I IMCC, hvor jeg er frivillig, har vi mange forskellige udviklingsprojekter støttet af blandt andet Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF. Projekter, vi bestræber os for at gøre så bæredygtige som muligt. Det gør vi ud fra en række principper, vi mener danner grundlaget for godt udviklingsarbejde.

Nyt projekt skal øge de unges bevidsthed
I IMCC har vi samlet de erfaringer, vi har gjort os gennem vores egne projekter – og startet projektet Bæredygtig Udvikling, som vil bruge disse erfaringer til at hjælpe unge på gymnasier og højskoler til at reflektere over muligheder og konsekvenser ved at lave frivilligt arbejde i udviklingslande.

Som samfund skylder vi både de unge og verdens ulande at sikre, at alle de gode intentioner, som danske unge har for at hjælpe andre og gøre en forskel i verden, bliver omsat til faktiske, bæredygtige forandringer og ikke blot et godt minde og et nyt profilbillede.