Debat

Væksten ligger i den kreative sektor

DEBAT: Afrikas kreative industrier skaber arbejdspladser og sikrer en bæredygtig vækst. Elsebeth Krogh, direktør for Center for Kultur og Udvikling, opfordrer den nye handels- og udviklingsminister til at sætte kultur på dagsordenen.
Foto: DNA
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Elsebeth Krogh
Direktør for Center for Kultur og Udvikling

Skiftende udviklingsministre har længe hilst danske virksomhedseventyrer i Afrika velkommen og givet dem vejledning og startkapital med i købet.

CKU byder Mogens Jensen (S) velkommen på posten som handels- og udviklingsminister og ser frem til, at sammenlægningen af Handels- og Udviklingsministeriet giver nye muligheder for, at handel bliver integreret i udviklingsarbejdet. Handels- og udviklingsministeren bør ikke tøve med at kigge i retning af Afrikas egen sprudlende og entreprenante kreative sektor.

I 2011 nåede udviklingslandene rekord i eksport af kreative varer og services, og FN-organisationer peger på, at kreative industrier har et overset stort vækstpotentiale. Samtidig er væksten som bekendt høj i flere afrikanske lande.

Fakta

Fra 21. januar og en måned frem handler Udviklingsdebatten om de største udfordringer og opgaver i dansk udviklingspolitik og udviklingsarbejde generelt lige nu.

Mød denne måneds debatpanel her.

Udviklingsdebatten på Altinget | Udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til kafr@altinget.

Det skaber grobund for, at kunstnere, designere og musikere får hul igennem til det eftertragtede verdensmarked, men også til markeder i deres egne lande, hvor middelklassen vokser. Og det er netop rammerne og mulighederne for, at flere i de kreative hverv får adgang til de mange eftertragtede markeder, som CKU intensivt støtter.

Regionale netværk
På catwalken i New York er afrikansk mode populær, talentfulde musikere spiller på de store europæiske festivaler, mens møbeldesignere fra Øst- og Vestafrika med upcycling og originalitet liver op i de store gallerier i Europa. Lige i hælene på den økonomiske vækst vokser den kulturelle gennemslagskraft for lande som Mali, Burkina Faso, Uganda og Kenya for blot at nævne nogle.

Kort sagt er der et stort uudnyttet potentiale i de kreative industrier på tværs af Afrika, der kan sikre den inklusive og bæredygtige vækst, som beslutningstagere i hele verden efterlyser.

Elsebeth Krogh
Direktør for Center for Kultur og Udvikling

I en årrække har CKU støttet regionale netværk, der forbinder henholdsvis musikfestivaler og designere på tværs af kontinentet. Uden at trække på dyr dansk kapacitet har deltagerne i musikfestivalnetværket Music Festival Network Africa lært af hinandens erfaringer, styrket kapacitet og gennem hinandens forbindelser fået invitationer til store festivaler i Europa.

Designere i Design Network Africa (DNA) udstillede deres smukke møbler under London Design Week 2013 til stor jubel for et nyhedshungrende designmarked, der gav designerne masser af omtale og ordrebestillinger med hjem til de lokale værksteder. Og endnu flere står på spring for at følge den vej til salg og international succes, som dansk støtte har bidraget til.

Kreative industrier skaber arbejdspladser
Center for Kultur og Udvikling er i fuld gang med at omsætte Danmarks nye strategi for kultur og udvikling – ’Retten til Kunst og Kultur’ – i eksisterende og nye programmer i blandt andet Afrika. Programmerne tilrettelægges i samarbejde med de danske ambassader og kører side om side med store danske vand-, sundheds- og menneskerettigheds-programmer og planlægges fremover at blive tættere integreret med privatsektorprogrammer og andre vækstinitiativer.

Danske politikere og ambassadører har opdaget, at kunst, kultur og kreative industrier skaber arbejdspladser ved at trække på den allerede eksisterende kultur i lande, hvor købekraften er voksende.

I vækstlande sker voldsom økonomisk fremgang ofte på bekostning af miljø og mennesker. Men de kreative industrier sikrer en bæredygtig og inklusiv vækst. Designeren Cheick Diallo har rykket sit værksted fra Paris til Bamako og bruger fiskesnører til sine berømte vævede loungestole, genbrugstræ forvandles til smukke bænke i Babacar M’Bodj Niangs hænder, mens designerne trækker på traditionelle håndværkstraditioner tilsat afropolitanernes stilsikkerhed.

Stort uudnyttet potentiale
Animationsfilmskaberen Doh Daiga fra Burkina Faso fortæller, at der også er et kæmpe uudnyttet potentiale i filmbranchen. I størstedelen af Afrika er tv-sendefladerne domineret af film fra andre verdensdele – mangategneserier, Disney-film – og børn vokser op uden at kunne se sig selv afspejlet i tegnefilm og spillefilm. Det går ud over både selvværd og sammenhængskraft. Den nye middelklasses behov giver nye muligheder, som de kreative brancher står klar til at gribe.  

Når Danmark tager kunst og kultur så alvorligt, at der nu ligger en strategi på området, hvad er så næste skridt? Kort sagt er der et stort uudnyttet potentiale i de kreative industrier på tværs af Afrika, der kan sikre den inklusive og bæredygtige vækst, som beslutningstagere i hele verden efterlyser. Det potentiale bør Danmark gribe ved aktivt at medvirke til, at kultur indtager en central plads på post-2015-dagsordenen – både for beskæftigelsens, udviklingens og kulturens skyld.
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Elsebeth Krogh

Afdelingsleder, Institut for Menneskerettigheder. fhv. direktør, IWGIA, fhv. direktør, Center for Kultur og Udvikling
cand.scient. i kulturgeografi og dansk (Københavns Uni. 1981), Executive Master of Business Administration (SIMI 2000)

0:000:00