Venstre kalder regeringens asylfinansiering for hykleri

Af Jakob Ellemann-Jensen
Udviklingsordfører for Venstre

I sidste uge annoncerede udviklingsminister Mogens Jensen (S), at regeringen til næste år vil bruge 2,5 milliarder kroner af udviklingsbistanden til at finansiere de voldsomme asyludgifter.

Alt for længe har udviklingspolitik alene været et spørgsmål om moral og pengepungens størrelse, hvor det mere interessante spørgsmål om, hvordan vi rent faktisk bruger bistanden, har været forbeholdt en lille elite af fagfolk.

Jakob Ellemann-Jensen
Udviklingsordfører for Venstre

Krummer dine tæer en smule, kære læser, kan det skyldes, at du erindrer regeringspartiernes hidtidige holdning til spørgsmålet.

Tilbage i 2010 afviste en samlet rød blok blankt at flytte 300 millioner kroner fra udviklingsbistanden til asylområdet med den entydige begrundelse, at det hverken var rimeligt eller fornuftigt at skære blandt verdens fattigste for at finansiere asylsystemet.

Dengang mente regeringspartierne, at der ikke blot var tale om en politisk prioritering. Udviklingsbistanden blev i stedet gjort til et spørgsmål om god eller dårlig moral.

180-graders vending
Her fire år senere er regeringspartierne også på dette område vendt på en tallerken, stiltiende støttet af de ellers normalt højtråbende partier, SF og Enhedslisten, der er klar til at æde besparelsen mod, at der ikke røres ved den pulje på finansloven, som de to partier har fået lov til frit at disponere over.

Som i 2010 har Venstre ikke et decideret problem med at medregne udgifter til asylområdet som udviklingsbistand. Det sagde vi dengang, og det siger vi stadig. Det er helt i tråd med international praksis.

Det er selvfølgelig ærgerligt, at udviklingsbistanden skal betale for regeringens lempelige udlændingepolitik, men det langt større problem med regeringens forslag er selve hykleriet. At vælgerne endnu engang er vidne til, at regeringen ikke står ved sin egen politik. For hvor mange gange skal man overvære, at en regering vender 180 grader i løbet af en nat, før apatien sætter ind, og der tegner sig et billede af politikere som en profession, der er mindre tillidsvækkende end en brugtvognshandler?

Fastfrys udviklingsbistanden
Lad det endelig være sagt med det samme. Venstre betragter udviklingspolitikken som et politisk, og ikke et moralsk anliggende. Vi mener, at Danmarks bidrag til udviklingslandene skal ligge i front internationalt. Konkret betyder det, at vi skal overholde FN’s målsætning om at give 0,7 procent af Danmarks BNI. Det er der kun fem lande i verden, der lever op til. Det er et niveau, som vi kan være bekendt.

Den væsentligste forudsætning for at opretholde et højt niveau er dog, at Danmark fortsat er et velstående land. At der er gang i væksten, og at vi gradvist bliver rigere. Derfor har Venstre foreslået, at udviklingsbistanden sænkes og fastfryses på 0,7 procent. Altså hvad der i kroner og øre svarer til cirka 2.500 kroner fra hver enkelt dansker.

Det giver mulighed for, at vi kan investere 2,5 millarder kroner i nye arbejdspladser herhjemme og dermed sætte gang i væksten igen.

Målret bistanden til Afrika
Tilbage står så det store spørgsmål om, hvordan man mest fornuftigt gennemfører en besparelse af udviklingsbistanden.

Ifølge Politiken opererer udviklingsminister Mogens Jensen (S) og finansminister Bjarne Corydon (S) med en såkaldt ”dødsliste”, der er udleveret til SF og Enhedslisten som led i finanslovforhandlingerne. Ifølge denne dødsliste skal besparelserne åbenbart placeres jævnt over hele udviklingsområdet, så alle parter rammes, og alle er lige utilfredse. Det er måske politisk forståeligt, men hverken særligt hensigtsmæssigt eller særlig langsigtet.

Venstre er modstandere af denne grønthøstermetode. Vi mener, at bistanden skal fokuseres der, hvor behovet og potentialet er størst. Konkret betyder det, at udviklingsbistanden skal koncentreres på færre lande. Vi ønsker derfor at udfase bistanden til en række lande og i stedet øge udviklingsbistanden til Afrika over en årrække.

Hovedformålet med udviklingsbistanden bør være at bekæmpe fattigdom, og intet sted er fattigdommen større end i Afrika. Derudover er Afrika i risikozonen for fremtidige konflikter på grund af netop fattigdom, klimaforandringer, ressourceknaphed, og en eksplosiv befolkningsvækst.

Ikke alene er behovet for udvikling størst i Afrika, det er vækstpotentialet også. I 2014 og 2015 forventes en vækst på henholdsvis 5,1 til 5,8 procent syd for Sahara. En fokuseret dansk indsats kan hjælpe regionen til selv at kæmpe sig ud af fattigdom, og hvis Danmark fokuserer sin indsats og tænker i partnerskabsstrategier, vil udviklingsbistanden gavne de mest trængte.

Derfor bør udviklingsbistanden i højere grad bruges til at åbne markeder for udviklingslandene og understøtte handel for eksempel ved at nedbryde toldbarrierer og bidrage til en bedre beskyttelse af ejendomsretten.

Skal man finde ét lyspunkt ved regeringens hykleri, er det, at det forhåbentlig åbner for en politisk debat om udviklingsbistanden, der ikke alene handler om bistandens størrelse, men også om hvordan vi bedst bruger bistanden.

Alt for længe har udviklingspolitik alene været et spørgsmål om moral og pengepungens størrelse, hvor det mere interessante spørgsmål om, hvordan vi rent faktisk bruger bistanden, har været forbeholdt en lille elite af fagfolk. Den tid ser nu ud til at være forbi. Med regeringens bebudede omlægning af udviklingsbistanden er udviklingspolitik igen blevet til netop et spørgsmål om politik.