Forleden kunne man høre følgende citat fra Henrik Dahl (LA) i Deadline: ”Nogle ting skal afvikles. Tag for eksempel verdensmåls-projektet. Det er overflødigt og går ud på, at alle skal være som Danmark. Vi er jo Danmark og skal ikke have verdensmål”.

Det er rigtigt, at vi er Danmark, men det er forkert, at verdensmålene handler om, at alle skal være som os. Det er også farligt at afvikle dem.

I 2000 fik vi otte millenniummål, og vi viste, at vi som verdenssamfund kunne meget sammen: Fattigdom i verden er faldet markant, ni ud af ti børn i udviklingslandene indskrives i dag i skole, dobbelt så mange børn overlever deres femårsfødselsdag, og 45 procent færre kvinder dør i forbindelse med graviditet og fødsel.

Vi har også øget adgang til rent drikkevand, og millioner af menneskeliv reddes i dag på grund af bedre forebyggelse og behandling af malaria, tuberkulose og HIV/aids.

De gode resultater førte til, at vi hævede ambitionerne i 2015 med verdensmålene. Vi kan nemlig meget som verdenssamfund, og jeg fristes til at sige, at ”Danmark kan mere”. Derfor skal vi ikke afvikle verdensmålene, men udvikle dem. Vi skal se dem som mål, vi aldrig når, fordi vi hele tiden hæver ambitionerne i takt med, at vi nærmer os.

Desværre kan vi ikke hæve ambitionerne her halvvejs mod målopfyldelsen. Vi er alt for langt fra målopfyldelsen, og det er også ét af tegnene på, at verdensmålene netop ikke handler om, at alle lande skal være som Danmark.

Hvis alle lande var som Danmark, ville det kræve et ressourceforbrug svarende til fire jordkloder. Finland ligger i øvrigt over os i SDG Index, som er en rangliste over landenes succes med at indfri verdensmålene. Så Finland er altså lidt bedre til at være Danmark, end Danmark er. Eller …?

Men okay, Danmark ligger på en andenplads, og det er kanonflot. Det nedslående er dog, at vi kun har indfriet tre ud af 17 verdensmål. Otte af målene har vi en tilfredsstillende plan for, men de sidste ni halter det med. Her er vores målsætninger altså ikke tilstrækkelige til at nå verdensmålene i 2030.

Der er derfor brug for to ting. For det første bør den nye regering gøre verdensmålene forpligtende. For det andet bør den nye regering kigge bagud og ikke kun fremad.

Lad os tage ”den nemme” løsning først. Den nuværende regering lancerede sin Handlingsplan for FN's Verdensmålsidste år. Den er ambitiøs – men kun, hvis de folk, der skal indfri den, har oprigtige intentioner om at gøre det. Ellers kan de nemt slippe uden om, da kun to ud af 50 målsætninger reelt er forpligtende.

Vi skal se verdensmålene som mål, vi aldrig når, fordi vi hele tiden hæver ambitionerne

Jesper Dalgaard Pøhler

Problemet ved den er, at embedsværket i ministerierne og styrelserne har travlt med at leve op til alle mulige andre og mere forpligtende målsætninger og klare hverdagens opgaver, og derfor får de næppe tid til at være overambitiøse på nogle uforpligtende målsætninger, der så bliver til vage hensigtserklæringer.

Derfor skal der sættes konkrete mål og krav – og de skal selvfølgelig ledsages af tilsvarende ressourcer. Der skal altså afsættes tid til at indfri målene, tilføres de rette kompetencer og den nødvendige økonomi. Så helt nemt er det alligevel ikke.

En endnu sværere løsning bliver at kigge bagud i stedet for fremad. Vi er stolte af vores fremsyn i Danmark, men det resulterer i luftige klimaambitioner, som afhænger af nye teknologier, som måske – måske ikke – bliver opfundet i tide til en overkommelige pris og med tilstrækkelig effektivitet og produktivitet.

Det er megausikkert, om Power-to-X, ”klimaneutral hovedstad” og CO₂-fangst bliver reelle muligheder i tide, og om de vil være effektive nok til at nå 70 procents-målsætningen.

Embedsværket i ministerierne og styrelserne har travlt med at leve op til alle mulige andre og mere forpligtende målsætninger

Jesper Dalgaard Pøhler

Det er langt mere sikkert, at adfærdsændringer vil have en effekt. Og vi ændrer adfærd af ændrede priser (som CO₂-skat eller momsfritagelse på ”sunde” og ”grønne” varer), lovkrav (som kønskvoter i bestyrelserne eller bæredygtighedsrapportering) og bevillinger (som fædrebarsel eller støtte til ”grønne” jobs og projekter).

Det er overhovedet ikke nemt at lave sådanne regler, og jeg glæder mig over at kunne sidde trygt i min stol og bræge mine holdninger ud til dem, der skal føre dem ud i livet. Men det er nødvendigt!

Den helt store udfordring består nok i at få os danskere til at forlade bekvemmeligheden ved ”plejer” og mageligheden ved store benzinbiler, billige flyrejser og stort udvalg af billigt kød i supermarkedet. Det er den udfordring, der skal tages hånd om med alle midler.

Det kræver, at vi kigger bagud. Vi skal genopdage evnerne til at reparere vores eget tøj, forbruge mindre, lave vores egen mad af mere lokale råvarer, arbejde i færre timer foran en skærm i usunde miljøer, bruge færre sprøjtemidler og tilsætningsstoffer, nedskalere dyreproduktionen, rejse mindre – og kortere – og gøre ting langsommere.

Det lyder nok herrenederen for mange. Det klinger af mådehold, askese og gråtoner. Men det er nødvendigt. Og lige på den anden side af overgangen lurer det gode liv med mennesker, natur, arbejdspladser, dyr og planter, der stortrives.

Verdensmålene sætter retningen, men den nye regering har ansvaret for at følge den – og få alle os andre med.