NGO: Erhversliv og politikere har også et ansvar

Af Henrik Stubkjær
Generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp

Politikerne løber i stadig højere grad efter den folkelige mening. Derfor er den folkelige opbakning til Danmarks udviklingsbistand blevet stadig vigtigere.

Det stiller krav til os NGO’er. Vi må i de kommende år fokusere mere på at inddrage danskerne i vores arbejde for rettigheder og livsmuligheder for verdens fattigste.

Vi må gå langt videre i vores søgen efter danske partnerskaber. Vi må gribe den nye folkeskolelov på ordet og tilbyde os med undervisning i globale forhold.

Vi må sammen med vore partnere i syd åbne muligheder for endnu flere volontører – for har du mærket kampen mod fattigdom og sult – vil det også påvirke din omgangskreds.

Vi må åbne os imod privatsektoren – for i kampen ud af fattigdom, skal der skabes nye arbejdspladser og afsætning for produktionen. Vi må få synliggjort det link, der er imellem os og verdens fattigste lande. Og vi må få gjort op med den forsnævrede holdning, som netop nu er så fremherskende, at alt skal dreje sig om, hvad vi selv får ud af det.

Hver eneste gang groteske fejlinvesteringer af bistanden kommer frem, skader det den folkelige opbakning bag bistanden.

Henrik Stubkjær
Generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp

Det er på tide, at nogen igen begynder at tale om solidaritet og vores fælles ansvar for alle menneskers lige ret til et værdigt liv og til muligheden for at tage ansvar i eget liv.

Men det stiller også krav til både virksomheder og politikere.

Virksomheders afgørende rolle
Virksomheder må også påtage sig en oplysningsforpligtelse, og de må forstå, at den komparative fordel, de har som danske virksomheder, er en kultur, der er kendt for at respektere de internationale arbejdsregler og at gå imod korruption og anden ødelæggende forretningskultur.

Danmark nyder generel stor respekt i verdens udviklingslande og nye vækstøkonomier. Det skyldes ikke mindst en anerkendt og effektiv bistandspolitik, som har affødt respekt. Denne anerkendelse er en foræring til danske virksomheder, der skaber aktiviteter i disse lande.

Denne mulighed skal virksomhederne selvfølgelig bruge – men samtidig skal de værne om den, for konkurrencen på disse markeder bliver kun voldsommere.

Fejlinvesteringer skader opbakning
Og endelig stiller det også krav til politikerne. De må forstå den position, vi i Danmark har opbygget ude i verden, og de må forstå, hvad der er baggrunden for, at over 60 procent af danskerne bakker op om vores udviklingsbistand. Og så må de værne om den.

Derfor nytter det ikke noget, at man bliver ved med at udhule bistanden – at flytte penge fra egentlig fattigdomsbekæmpelse over til asyludgifter i Danmark, dyre konferencer, støtte til kommercielle aktiviteter i organisationer som GGGI, der har en kultur, der ligger milevidt fra den folkelige forståelse af fattigdomsbekæmpende udviklingsbistand.

Hver eneste gang groteske fejlinvesteringer af bistanden kommer frem, skader det den folkelige opbakning bag bistanden.

Gode eksempler skal frem i lyset
Der er brug for, at vi går sammen og trækker de gode eksempler frem i forhold til, hvordan dansk bistand er med til at bekæmpe fattigdom og ulighed – hvor Danmark kan styrke udviklingslande til at opbygge en effektiv administration.

Hvor danske virksomheder med investeringer og teknologioverførsler bidrager til bæredygtig udvikling – som når solcelledrevne Grundfos pumper skaffer markvanding til bønder i Malawi, og dermed sikrer høst i et område ramt af klimaforandringer og uregelmæssig regn. Og der er brug for, at vi går sammen og sikrer, at disse positive hverdagsberetninger også når tilbage til danskerne.

Et eksempel på, at det kan lykkes, er Verdens Bedste Nyheder, hvor Danida, virksomheder, FN og NGO’er er gået sammen og fortæller om den positive udvikling, som faktisk sker. Verdens Bedste Nyheder er et dansk oplysende samarbejdsprojekt, når det er bedst. Det er et koncept, som nu bliver kopieret rundt i verden, og som brander Danmark positivt og samtidig understøtter den folkelige opbakning i Danmark.

Derfor er det ganske uforståeligt, at regeringen ikke allerede for længe siden har sikret et bæredygtigt økonomisk fundament under dette oplysningsprojekt, hvor det er lykkedes at få stat, privatsektor og civilsamfund til at gå sammen. Men at Verdens Bedste Nyheder år efter år skal bruge tid og kræfter på at skrive ansøgninger og udfylde formularer – i stedet for at udvikle konceptet endnu mere.