Debat

Chefkonsulent: Papiret i skuffen er ikke nok, hvis Mona vil undgå livforlængende behandling

DEBAT: Min ven Mona har lavet et behandlingstestamente, hvor hun frabeder sig genoplivning ved hjertestop. Men det hjælper ikke, hvis hun ikke er varigt inhabil. Det skal nye regler lave om på, skriver Ove Gaardboe.

Ove Gaardboe hilser nye regler for genoplivning velkommen.
Ove Gaardboe hilser nye regler for genoplivning velkommen. Foto: Linda Kastrup Ritzau/Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

En af mine meget nære venner – lad os kalde hende Mona – er godt 80 år. Hun har kroniske helbredsproblemer, og det hæmmer hende i hverdagen. Hendes mand Karl er lidt ældre og heller ikke frisk længere.

For et stykke tid siden viste Mona mig et dokument, hun har gemt i sengebordsskuffen. Dokumentet har overskriften: 'Til børn og børnebørn om vores sidste vilje'.

Dokumentet beskriver Mona og Karls ønsker til bisættelsen, pynt i kirken, præstevalget og til sangene. Og så står der til sidst: ”Vi vil ikke have livsforlængende behandling”.

Temadebat: Har svækkede ældre ret til en naturlig død?

Regeringen og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har inviteret Folketingets partier til forhandlinger om ældres ret til at dø i fred. Ministeren mener, at ældre skal kunne sig nej tak til genoplivning, hvis de får hjertestop. "Jeg mener, at vi som samfund har en pligt til at respektere, når ældre habile borgere træffer den dybt personlige etiske beslutning, hvis de mener, at sådanne genoplivningsforsøg for dem ikke er meningsfulde," siger Magnus Heunicke. Konkret vil regeringen nu give habile, svækkede personer mulighed for at fravælge genoplivningsforsøg ved hjertestop. Det skal ske ved at oprette en digital database, hvor alle fra 18 år kan registrere sig, hvis man ikke ønsker genoplivningsforsøg. Valget skal gælde for borgere, der bor på plejehjem eller har daglig kontakt med pleje- og sundhedssektoren, for eksempel som modtagere af hjemmesygepleje. Fravalget af genoplivningsforsøg skal ikke kræve samtale med en læge. Men beslutningen skal kunne ændres af personen, det drejer sig om. Altinget benytter anledningen og spørger et hold af debattører: Hvordan skal fremtidens regler for fravalg af genoplivningsforsøg se ud? Hvilke etiske og moralske aspekter skal politikerne huske på i forhandlingerne? Skal beslutningen kræve en samtale med en læge? Og bør retten udvides til patienter med andre livstruende sygdomme? Panelet består af: Jane Heitmann (V), ældreordfører Liselott Blixt (DF), sundhedsordfører og ordfører for Etisk Råd Anna Wilroth, seniorkonsulent i Ældresagen Camilla Noelle Rathcke, Lægeforeningen Anne-Marie Axø Gerdes, formand for Etisk Råd Christian Hassager, formand for Dansk Råd for Genoplivning Marie Lenstrup, formand for Danske Pårørende Grete Christensen, formand Dansk Sygeplejeråd Mona Striib, formand i FOA Irene Hesselberg, formand for Lederforeningen i Dansk Sygeplejeråd Ove Gaardboe, overlæge og ekstern konsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Papiret hjælper ikke
Mona har også fortalt de nærmeste i familien om dokumentet, så de kender til hende og Karls vilje, hvis de skulle blive spurgt.

Men falder Mona livløs om en dag, og Karl ringer 112, så hjælper papiret ikke.

Redderne skal - uanset om de ser dokumentet - starte genoplivningsforsøg og fortsætte, indtil en læge eventuelt beslutter at stoppe livredningen. Det samme skal personalet fra hjemmeplejen, hvis det er dem, der kommer først.

Mona blev derfor glad, da jeg fortalte hende, at der nu kommer en lov, der sikrer borgerne bedre og lettere adgang til at fravælge livsforlængende behandling og genoplivning ved hjertestop.

Ove Gaardboe, Konsulent

Skal starte genoplivningsforsøg
Mona er omhyggelig og har også lavet et behandlingstestamente, men det hjælper desværre heller ikke i den beskrevne situation.

Det træder først i kraft, hvis Mona bliver varigt inhabil, for eksempel på grund af demens. Det skal i øvrigt bekræftes af en læge, at behandlingstestamentet derfor er trådt i kraft, og at det skal efterleves af alle sundhedspersoner.

Plejepersonale og reddere skal altså stadig starte genoplivningsforsøg, hvis der ikke er en lægeligt bekræftet kontraordre.

Hvis Mona i den situation ønsker at få lov til ’bare’ at dø, skal hun i forvejen have talt med sin læge om sit ønske, og lægen skal skrive i Monas journal:

”Mona er kronisk syg og ønsker at fravælge genoplivningsforsøg ved hjertestop. Hun er habil, og ønsket skal derfor efterkommes. Ingen genoplivning ved hjertestop.”

Læs også

Nyt register
Desværre er det ovenikøbet lige nu sådan, at selv om det bliver skrevet i lægens journal, er der ikke nogen garanti for, at beslutningen bliver efterlevet. I dag har vi nemlig ikke systemer, der sikrer, at alle relevante sundhedspersoner har adgang til den slags oplysninger fra lægen.

Lægen skal skrive det i kommunens journal, hvis plejehjem og hjemmepleje skal efterleve beslutningen. Og det præhospitale personale i ambulancerne har aktuelt ingen adgang til andet end sygehusenes journaler.

Mona blev derfor glad, da jeg fortalte hende, at der nu kommer en lov, der sikrer borgerne bedre og lettere adgang til at fravælge livsforlængende behandling og genoplivning ved hjertestop. Og som samtidig sørger for, at der oprettes et register, hvor den slags beslutninger altid kan tilgås af det relevante sundhedspersonale. Og hun er selvfølgelig ikke den eneste.

Gode idéer
Som det klart fremgår af denne debatserie i Altinget, er alle dem, der har beskæftiget sig med fravalg, glade for initiativet. Vi har også gode idéer til, hvad loven bør indeholde – og vi håber alle, at det vil gå hurtigt med at få loven vedtaget og ført ud i livet.

I Dansk Selskab for Patientsikkerhed deltager vi for tiden i store og vigtige projekter i blandt andet Midt-Klyngen (Viborg, Silkeborg, Skive Hospitalsenheden Midt) og Aalborg. Her drejer det sig om at sikre, at vi får taget samtaler med de ældste og de meste syge om deres ønsker til den sidste levetid.

Og det skal sikres, at samtalerne fører til beslutninger, der skrives ned og efterfølges.

Hurtige og gode beslutninger
Det glæder jeg mig til at skrive mere om ved en senere lejlighed. Men hvis vi skal lykkes, kræver det:

- Entydig lovgivning og let forståelige regler og retningslinjer, der gælder på tværs af sektorerne.

- Lokalt engagement og opfølgning, så personalet kender til reglerne og kan understøtte tidlig beslutningstagen fra læger, patienter og borgere.

- God formidling og kommunikation fra alle parter.

Det første punkt kræver hurtige og gode beslutninger af lovgiverne.

Det andet kan vi sikre lokalt.

Det sidste er vi fælles om.

Sammen skylder vi Mona og Karl at sørge for alle tre dele.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion