Dansk Erhverv: Omsorgsmilliarder erstatter ikke den enkeltes ønsker

Af Troels Yde Toftdahl
Velfærdspolitisk chef, Dansk Erhverv

Værdighed og selvbestemmelse skal være nøgleord, hvis vi skal lykkes med at skabe en værdig ældrepleje. 

Troels Yde Toftdahl
Velfærdspolitisk chef, Dansk Erhverv

Tilliden til ældreplejen må efterhånden være på et historisk lavpunkt.

Sager som den om Else i Aarhus bliver ved med at dukke op og bekræfter, at vi bliver nødt til ikke kun at lappe på det eksisterende system, men at tænke ældreplejen forfra.

Det håber jeg, at ældretopmødet bidrager til. For hvis svaret ender med at være et par puljemillioner til kompetence og en udkørende rådgivningsfunktion, har topmødet været en rungende fiasko.

De kommende ældre er ungdomsoprørets generation. De har revolutioneret alle de institutioner, de har mødet – fra uddannelsesinstitutionerne i 60'erne, kernefamilien i 70'erne og arbejdsmarkedet i 80'erne og 90'erne. Der er ingen grund til at tro, at de skulle stoppe, når de bliver ældre.

Og ikke nok med, at vi får nogle andre ældre, så får vi også flere ældre. Hvor der i dag er 835.000 danskere, der er 70 år eller ældre, vil der i 2030 være godt en million.

Medbestemmelse og frit valg
Dansk Erhverv har derfor undersøgt de kommende ældres forventninger til velfærden.

Undersøgelsen viser – måske ikke så overraskende – at de kommende ældre er bekymrede for kvaliteten i ældreplejen både i dag og i fremtiden. De kommer samtidig til at stille nogle helt andre krav til kvaliteten end tidligere generationer har gjort.

Bekymringen for kvaliteten af fremtidens ældrepleje har betydet, at en lang række kommende ældre har taget konsekvensen og er begyndt at spare op, så de kan betale for ekstra velfærdsydelser, hvis den tilbudte service ikke lever op til deres forventninger. Det kan for eksempel være tilkøb af ekstra rengøring eller tøjvask.

Derudover viser undersøgelsen også, at især ét ord går igen, når de kommende ældre skal vurdere deres ønsker til fremtidens ældrepleje: Retten til medbestemmelse. Det gælder blandt andet muligheden for selv at vælge madplaner og planlægge omsorgsforløb.

Vi kan også se, at et stigende antal ældre flytter til en ny kommune, efter at de er gået på pension. På blot ti år er antallet af tværkommunale flytninger fordoblet blandt danskere over 65 år. De kommende ældre vil formentlig følge efter.

De vil overordnet set være mere raske og mere mobile, end deres forældres generation var det, og undersøgelsen viser, at de især flytter for at komme tættere på familie og venner.

Den ældre i centrum
Alverdens nærhedspuljer, omsorgsmilliarder og klippekort kan ikke erstatte den enkelte borgers ønsker og forventninger.

Mennesker er forskellige, og hører ikke op med at være det, bare fordi de er gamle. Derfor skal løsningerne selvfølgelig også være forskellige, fleksible og frie. Løsningerne kan ikke hænges op på et postnummer eller begrænses af kommunegrænser.

Værdighed og selvbestemmelse skal være nøgleord, hvis vi skal lykkes med at skabe en værdig ældrepleje. Løsningerne skal være fleksible, hvis de ældre og deres pårørende skal opleve kontinuitet og tryghed i plejen.

Vi skal erstatte bureaukrati og minuttyranni med tillid til den enkelte medarbejder og skabe rum til at ledelse reelt kan gøre en forskel.

Tilsynet skal være uafhængigt, så man kan stole på dets vurdering af kvaliteten. Det er det ikke i dag, hvor kommuner fører tilsyn med sig selv.

Der er med andre ord ikke lagt op til snuptagsløsninger. Det kræver markante kulturændringer – ikke kun på problemplejehjemmene, men i hele måden, som vi tænker ældrepolitik og ældrebureaukrati.

Den kulturændring handler ikke om offentlig eller privat, selvom jeg som repræsentant for de ikke-offentlige velfærdsleverandører selvfølgelig synes, at det er bekymrende, at kun hver anden dansker ved, at de har et frit valg. Kulturændringen handler om at sætte den enkelte borger foran systemet. At sætte velfærdssamfundet foran staten.

At inddrage civilsamfund, private, selvejende og offentlige kompetencer og hver især gøre det, som vi er bedst til. Og anerkende, at der er forskellige tilgange, kompetencer og muligheder i hver sektor.

Og i det ligger selvfølgelig en insisteren på, at de ældres egne ønsker skal være motoren for udviklingen af fremtidens velfærdssamfund på ældreområdet. For hvis ikke, at vi gør det, skal 68'erne nok sørge for selv at gøre det.