DGI til organisationer: Ensomhed kalder på handling i fællesskab

Af Charlotte Bach Thomassen
Formand, DGI

Alt for mange danskere oplever at være ensomme. Enlige mænd midt i livet, ældre efterladte eller unge, der oplever den sociale isolation tynge i dagligdagen. Hver tiende ung mellem 16 og 29 år oplever ofte eller altid ensomhed. Det er over 100.000 unge.

Det er helt forkert.

Ensomhed gør ondt og er farligt – ofte er depression og livsstilssygdomme skjulte ledsagere. Vi tøver derfor ikke med at kalde ensomhed et samfundsproblem.

Det er paradoksalt i et samfund, der rummer mange muligheder for at mødes.

På arbejdspladsen, i skolen, med familien og gennem de seneste år også gennem sociale medier. Men det er ikke altid let for den enkelte at række ud. Og slet ikke, hvis vi ikke møder hinanden i øjenhøjde og i positive fællesskaber, hvor vi har mulighed for at få en hjælpende hånd.

Ensomhed, angst, depression og psykisk sårbarhed er for mange tabu og stigmatiserende. Derfor skal vi turde at tale om ensomhed. 

Charlotte Bach Thomassen
Formand, DGI

Ensomhed er tabu
Social, fysisk og mental sundhed er tæt forbundne. At være en del af et fællesskab giver overskud at give videre. Sammen med en række andre aktører gør vi i DGI en ekstra indsats for at række ud til dem, der ikke af sig selv kommer i en forening.

Eksempelvis har flere end 70 foreninger meldt sig som 'velkomstforeninger' for med ekstra opmærksomhed og gode ideer i bagagen at byde nye velkommen. Og vi arbejder forskningsbaseret med projektet ABC for mental sundhed for at fremme danskernes trivsel og mentale sundhed og gøre foreningen til et rart sted at være.

Ensomhed, angst, depression og psykisk sårbarhed er for mange tabu og stigmatiserende. Derfor skal vi turde at tale om ensomhed. Det gjorde dronningen i sin nytårstale, og andre har fulgt trop.

Fællesskaber kan opleves ekskluderende
Vi vil gerne gribe den stafet. For selvfølgelig skal vi i foreningerne som stærke fællesskaber tage imod og være opsøgende. Og vi skal være bevidste om, at lige så inkluderende et fællesskab kan være, lige så ekskluderende kan det opfattes af andre.

Der er masser af koder, sprog og 'regler' i foreningerne. Det er godt og stærkt, men skal hele tiden oversættes og forstås af mennesker, vi ønsker at velkomme.