Debat

DI: Du ved mere om din vaskemaskine end om dine forældres plejehjem 

Forbrugere får langt mere indsigt i kvalitet og brugeroplevelser via Trustpilot, når de køber en vaskemaskine, end når de vælger et plejehjem til deres forældre eller daginstitution til deres børn, skriver formand for Dansk Sundhed og Velfærd hos DI, Stine Louise Eising, og Jakob Scharff, branchedirektør hos DI. 

Lad os få defineret nogle enkle nationale succeskriterier, der er transparente og tilgængelige for alle borgere, skriver formand for Dansk Sundhed og Velfærd hos DI, Stine Louise Eising, og Jakob Scharff, branchedirektør hos DI. 
Lad os få defineret nogle enkle nationale succeskriterier, der er transparente og tilgængelige for alle borgere, skriver formand for Dansk Sundhed og Velfærd hos DI, Stine Louise Eising, og Jakob Scharff, branchedirektør hos DI. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Stine Louise Eising von Christierson
Jakob Scharff
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den danske velfærd er presset. Vi bliver ældre og får flere kroniske sygdomme. Samtidig er der stadig færre sundhedsfaglige hænder, der kan hjælpe os. Man behøver ikke være raketfysiker for at se, at den udvikling ikke kan vare ved.

Læs også

Det er derfor, at der over sommeren har været en politisk debat om den danske velfærdsmodel. En debat, der primært har handlet om, hvorvidt borgerne selv skal betale for deres ældrepleje ved egenbetaling eller opsparing.

Det er naturligvis altid relevant at drøfte, hvor pengene skal komme fra. Men før vi når så langt, bør vi først og fremmest blive enige om, hvad succeskriteriet for god velfærd skal være. 

Livskvalitet versus brandsikkerhed 

I dag er virkeligheden sådan, at der findes absurd mange forskellige succeskriterier for velfærden. Når kommunale, regionale og nationale tilsyn kigger forbi, afhænger udfaldet af øjnene, der ser.

Der findes ingen ensartet benchmarking, så vi ved reelt ikke, hvor de bedste plejecentre eller daginstitutioner er, og hvilke objektive kriterier, der gør dem til de bedste.

Stine Louise Eising og Jakob Scharff
Formand for Dansk Sundhed og Velfærd hos DI, og branchedirektør hos DI. 

Den ene stiller krav til niveauet af livskvalitet, mens den anden er mere optaget af brandsikkerhed. Det betyder, at succeskriterierne ofte er modstridende. Og hverken det ene eller andet siger reelt noget om kvaliteten.

Det gør arbejdet vanskeligt for landets velfærdsaktører, og det er i sidste ende den største hæmsko for at levere langt mere effektiv velfærd – og for at slippe den fri.

Der er brug for en revolution af tilsynet. Og der er brug for få fælles nationale kvalitetsindikatorer. Og det er det, politikerne bør debattere nu. 

Kommunernes selvskabte regler og rammer og myndighedernes synsninger er blevet en optimal grobund for overkomplicering.

Der findes ingen ensartet benchmarking, så vi ved reelt ikke, hvor de bedste plejecentre eller daginstitutioner er, og hvilke objektive kriterier, der gør dem til de bedste.

Det er en kæmpe udfordring – ikke mindst for dem, der benytter sig af velfærden. 

Så lad os få defineret nogle enkle nationale succeskriterier, der er transparente og tilgængelige for alle borgere. Vi bør alle vide, hvordan institutioner klarer sig målt på medarbejdertrivsel, borgertilfredshed og faglige resultater.

Fordi indsigten er værdifuld til optimering af kvaliteten. Ingen større virksomhed med respekt for sig selv siger nej til feedback i dagens Danmark, så hvorfor er det tilfældet i vores velfærd. 

Du ved mere om din nye vaskemaskine 

Med klare nationale indikatorer for kvalitet er der noget konkret at navigere efter. Sådan kan vi få skabt transparens på tværs af kommuner, aktører og institutioner. Og for borgerne.

Virkeligheden er, at forbrugere via Trustpilot har langt mere indsigt i kvalitet og brugeroplevelser, når de køber en vaskemaskine, end når de vælger et plejehjem til deres forældre eller daginstitution til deres børn. 

Læs også

Der skal luges ud i alle overflødige procesmål og dokumentationskrav, der stjæler tid, og som øger kompleksitet uden at tilføje værdi, og erstattes af få fælles kvalitetsindikatorer. Er det en gigantisk og næsten urealistisk opgave? Nej, på ingen måde. 

Vejen til transparens i kvaliteten for borgerne og fair konkurrencevilkår er lige til. Denne simple model kan selvfølgelig justeres og suppleres, men med nationale kvalitetsindikatorer, der siger noget om medarbejdertrivsel, borgertilfredshed og faglige resultater, har vi et ensartet retningsgivende afsæt på tværs af vores velfærdsinstitutioner. 

Vi skal have noget at styre efter – og det skal naturligvis være kvalitet. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stine Louise Eising von Christierson

Adm. direktør, Forenede Care, formand, Dansk Sundhed og Velfærd (Dansk Industri)
Social- og sundhedsassistent, diplomuddannelse i ledelse

Jakob Scharff

Branchedirektør, DI Service og Offentlig-Privat Samspil
cand.scient.adm. (RUC 2000)

0:000:00