Man bør ikke blive syg af at passe sine kære

Personligt er jeg en af dem, der i øjeblikket har orlov fra mit arbejde for på fuld tid at passe min blodpropsramte ægtefælle med blandt andet store balanceproblemer. Når arbejdstiden er slut, fortsætter jeg som hustru. Kort sagt 24/7.

Det gør jeg med stor kærlighed, og det er absolut meningsfuldt, men situationen belaster såvel helbred som økonomi. Om et halvt år udløber orloven.

Er man ægtefælle, kan det også være stærkt helbredsbelastende at yde såvel omsorg som pleje. Man lever et andet menneskes liv

Abelone Glahn
Journalist og forfatter

Det fortalte jeg om i Debatten på DR2 for nogle uger siden, og ældreminister Mette Kierkgaard (M) har nu inviteret mig til møde i dag. Med mig har jeg en ønskeseddel, som ser nogen lunde sådan her ud:

• De pårørende skal have ret til frihed, aflastning og ligeværdigt arbejdsmiljø
• Informationen om, hvilke muligheder der er for aflastning og hjælp, skal styrkes
• Bedre kommunikation i samarbejdet og hensyntagen til individuelle forhold
• Forebyggelse er en god forretning og skal også omfatte pårørendes helbred

Der er simpelthen ikke tid nok til både at hjælpe praktisk, give omsorg og kærlighed, når man samtidig skal passe sin egen familie og et job.

Er man ægtefælle, kan det også være stærkt helbredsbelastende at yde såvel omsorg som pleje. Man lever et andet menneskes liv.

Der skal derfor etableres bedre orlovsmuligheder, som rækker meget længere end de allerede eksisterende fem omsorgsdage og den nuværende tidsbegrænsede omsorgsorlov.

Hele 44 procent af dem, der passer en pårørende, gør det i fem år eller mere, ifølge Ældre Sagen. 22 procent gør det i gennemsnit i otte år!

Jo ældre vi bliver, jo længere bliver det tidsrum, hvor man som pårørende skal være til rådighed i en eller anden udstrækning.

Erhvervsaktive skal have ret til at tage fri fra arbejde med fuld lønkompensation til pårørendeopgaver.  

Friheden skal kunne tilrettelægges individuelt. Både i forbindelse med akut tilkaldelse og i forhold til fleksibilitet som for eksempel at få fri hver tredje fredag eller i perioder at gå på nedsat tid uden at skulle bruge ferie og fridage.

Man må ikke blive syg af at passe sine kære

Abelone Glahn
Journalist og forfatter

Arbejdspladserne skal forpligtes til at indarbejde en pårørendepolitik, som forebygger belastningsreaktioner og sygefravær, så virksomhederne dermed undgår omkostninger til nyrekruttering, da medarbejderne uden støtte ellers siger op for at passe pårørende.

Man må ikke blive syg af at passe sine kære.

Jeg har været rystet over de mange henvendelser, jeg efter min deltagelse i Debatten har fået, og som fortæller om fysiske og psykiske problemer, langtidssygemeldinger, sågar PTSD og om at falde ned i et stort hul af udmattelse på grund af pleje- og omsorgsopgaven.

Særligt fra pårørende til mennesker ramt af demens og fra ægtefæller, der selv er gamle, og som ikke tilhører den generation, der beder om hjælp. De overses desværre ofte af det personale eller den visitation, der allerede kommer i hjemmet.

Aflastning af pårørende gives i dag kun i begrænset omfang, men bør udvides efter behov. Nogle gange er det som at være under en osteklokke at passe sin ægtefælle, hvor meget man end elsker vedkommende.

Øget aflastning gælder også for dem, der påtager sig en betalt plejeopgave for eksempel som selvudpeget hjælper eller omsorgspårørende. Dette job tages ofte af de allernærmeste, som risikerer at blive isolerede og hæmmes i uddannelse eller jobmulighed.

Der bør være en tættere kontakt til hjemme-plejen, så man ikke opfattes som modarbejder, men som medarbejder

Abelone Glahn
Journalist og forfatter

Disse pårørende - som jeg er en af - skal også have lige arbejdsmiljøvilkår som personalet samt medarbejderrettigheder. Vi har brug for instruktion i, hvordan vi selv undgår arbejdsskader, og vi bør have adgang til de hjælpemidler, som de professionelle også har.

Endelig bør der være en tættere kontakt til hjemmeplejen, så man ikke opfattes som modarbejder, men som medarbejder.

Den gordiske knude, at vi som ældre borgere bliver bedt om at fortsætte på arbejdsmarkedet og samtidig nærmest er medfølgende plejepersonale til vore ægtefæller, må finde en løsning.

Hvad er det, I vil have os til? Blive eller gå fra? Problemet bliver jo bare værre, jo ældre vi generelt bliver.

Som én skrev til mig: ”Jeg havde glædet mig til at blive folkepensionist og stoppe med at arbejde, men nu skal jeg passe mine virkelig gamle forældre samt tage mig af et barnebarn, der er i mistrivsel.”

Den information, der er omkring de eksisterende muligheder for hjælp og aflastning, tilflyder ikke dem, der har brug for den i det omfang, de har behov.

Brochurer og hjemmesider eksisterer, men langt fra alle er så opsøgende og insisterende som jeg, og jeg er dybt overrasket over, hvor tit jeg møder pårørende, som totalt overses af det besøgende personale, der kun har tid til at udføre arbejdet for den plejekrævende.

En stor del af os bruger ulovligt vores kæres MitID, for det er umuligt at hjælpe dem uden denne mulighed

Abelone Glahn
Journalist og forfatter

Der skal være meget tydeligere og langt mere individuel rådgivning.

Vi vil have lovhjemmel til at bruge vores plejekrævendes MitID. Vi taler ikke åbent om det, men en stor del af os bruger ulovligt vores kæres MitID, for det er umuligt at hjælpe dem uden denne mulighed.

Kan man ikke længere betjene en smartphone eller computer, går kontakten til det offentlige samt til bank og en hel del virksomheder i stå.

Som pårørende hænger man i timevis i telefonen for at komme igennem, fordi vi ikke kan logge os på og skrive en besked i stedet.

Lovforslaget, der netop er fremsat, om at indskærpe sundhedspersoners pligt til dialog og samarbejde med pårørende til patienter skal selvfølgelig vedtages.

Det er absurd, at der tales om, at noget skal ske ”i tæt samarbejde med pårørende”, når man faktisk ikke må udveksle sådanne informationer.