Skuffelse i FOA: Ældreudspil mangler opgør med styringsmodel

Den plan er vi helt med på. Derfor er det ekstra skuffende, at regeringens udspil ikke for alvor lægger op til at ændre den styringsmodel, der martrer området i dag i. Den såkaldte BUM-model.

BUM står for bestiller/udfører/modtager. Systemet nærmest cementerer afstanden mellem den ældre, der "modtager" og den ansatte, "udføreren", der dagligt skal "levere" de ydelser, som "bestilleren" har bestemt, at "modtageren" kan modtage.

Fast normering

Regeringens udspil indebærer, at den ældre skal bevilges hjælp ud fra fire "pakker" alt efter, hvor stort et behov den ældre har. En god ramme for at slippe for minuttyraniet og detaljebeskrivelser af, hvad den ældre skal have hjælp til.

Det grundlæggende problem i den model, vi har i dag, er, at en enhed finansierer, og en anden udfører. 

Thomas Enghausen

Det grundlæggende problem i den model, vi har i dag, er, at en enhed finansierer, og en anden udfører. Den finansierende enhed kan ændre på pakkerne – det vil sige de timer, som er bevilget – løbende, men den udførende plejeenhed har ikke mulighed for samme fleksibilitet. Plejeenheden vil aldrig have en stabil økonomi at planlægge efter.

FOA ønsker en fast normering til et antal borgere. Det er den model, man i store træk har på mange andre velfærdsområder (dagtilbud, skoler, plejehjem med videre) og som sikrer en god og fleksibel hjælp til borgerne samtidig med, at man faktisk kan styre rammerne om økonomien.

Den ægte frisættelse

Så selvom regeringens udspil når langt ved at afskaffe detailstyringen af medarbejderne i ældreplejen, vil BUM-modellen fortsat modarbejde målet med kontinuitet i den ældres hjem. Det nære, tværfaglige team, som vi alle er enige om.

For da den udførende enhed ikke ved, hvor mange de har råd til at have ansat, vil en del af teamet være løst tilknyttet for at have styr på økonomien.

Når man gør driften afhængig af bevillinger til den enkelte ældre, er økonomien svær at styre og medvirkende til, at kommunerne kommer ud med store underskud.

Vi ved, at ældres behov ændres fra dag til dag. Den ene dag er det et nærmest et hilse-på-besøg, fordi der er pårørende besøg, andre dage er der måske spildt suppe ud over hele gulvet. Det er vigtigt at have rum for fleksibilitet og ikke mindst rum for, at den ældre og medarbejdere finde ud af, hvad der er behov for netop den dag. Det er den ægte frisættelse.