Debat

Selveje Danmark: Skal plejehjem have egne bestyrelser, skal de sættes fri fra den kommunale struktur

Ideen om at plejehjem skal drives af egne bestyrelser er god, men det kræver at vi flytter plejehjemmet væk fra kommunen og over i en anden struktur, skriver Jon Krog.

Giver man kommunale plejehjem egne bestyrelser, vil det sætte ledelsen i et krydspres, hvis de ikke frakobles den kommunale struktur, skriver Jon Krog. 
Giver man kommunale plejehjem egne bestyrelser, vil det sætte ledelsen i et krydspres, hvis de ikke frakobles den kommunale struktur, skriver Jon Krog. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jon Krog
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen lægger i sit regeringsgrundlag op til at undersøge modeller, "hvor velfærdsinstitutioner er selvstyrende enheder med egen bestyrelse og driftsøkonomi og med frihedsgrader som private virksomheder eller selvejende institutioner."

Bestyrelsen ses i regeringsgrundlaget som en potentiel del af løsningen på en række af de udfordringer, vi ser på blandt andet ældreområdet. Rigtigt er det da også, at en levende og engageret bestyrelse kan være med til både at understøtte den daglige ledelse, udstikke den faglige og strategiske retning for plejehjemmet og skabe nærhed i ledelsen, hvilket igen kan være motiverende for de ansatte og tryghedsskabende for beboere og pårørende.

Men – for der er et men – man skal samtidig huske på to helt centrale forhold. For det første, at en bestyrelse udgør den øverste ledelse i organisationen og for det andet, at det at have en bestyrelse i sig selv kræver en ledelsesmæssig indsats.

Fastholder man det kommunale plejehjem i den kommunale struktur, så vil det i praksis kunne vise sig meget vanskeligt at finde de rigtige mennesker

Jon Krog
Branchedirektør, Selveje Danmark

Det betyder, at den daglige ledelse skal prioritere samarbejdet med bestyrelsen, indgå konstruktivt i bestyrelsesmøder og være løbende i dialog med formanden. Det kræver både tid og ressourcer.

Hvis man derfor tænker, at man vil pålægge det kommunale plejehjem at skulle have en bestyrelse, uden at man samtidig afkobler plejehjemmet fra den kommunale struktur, så opnår vi blot, at forstanderen fremover skal arbejde op mod to forskellige ledelser – den kommunale struktur som hidtil og nu også sin egen bestyrelse.

Voldsomt krydspres

Det vil sætte ledelsen i et voldsomt krydspres, for ikke blot vil det være dobbelt arbejde, der vil også ofte kunne være modsatrettede interesser mellem de to "ledelser".

Det andet handler om selve bestyrelsen. Fastholder man det kommunale plejehjem som en del af den kommunale struktur, så vil det i praksis kunne vise sig meget vanskeligt at finde de rigtige mennesker til de nye bestyrelser. Det handler jo ikke blot om at finde en person men om at finde den rigtige person.

Med andre ord de kvalificerede bestyrelsesmedlemmer, der reelt også kan udfylde rollen som ansvarlig bestyrelse. Men hvem vil gå ind i en bestyrelse, der som udgangspunkt er frataget det relevante ledelsesrum. Eller sagt med andre ord, hvem vil påtage sig et personligt ansvar, når man ikke selv kan påvirke de centrale beslutninger.

Man flytter plejehjemmet væk fra kommunen og over i en anden struktur – vi kunne kalde det kommunalt selveje

Jon Krog
Branchedirektør, Selveje Danmark

Konsekvensen vil være, at man i stedet for at få ansvarlige professionelle bestyrelser, der forstår hvilken opgave de har, vil få en form for ”pårørendebestyrelser” der reelt set er uden indflydelse. Hvilket imidlertid ikke betyder, at forstanderen ikke skal bruge en masse energi på at holde dem kørende, glade og tilfredse.

Hvordan bliver bestyrelser til løsningen?

Alt det indebærer ikke, at tanken om at etablere bestyrelser på kommunale plejehjem ikke er en både spændende og god idé. Men ønsker man at styrke ledelsen af et plejehjem, gennem en nærværende og ansvarlig bestyrelse, så er man samtidig nødt til at afkoble plejehjemmet fra den kommunale struktur.

Man må med andre ord flytte plejehjemmet væk fra kommunen og over i en anden struktur – vi kunne kalde det kommunalt selveje. I denne nye struktur vil plejehjemmet efterfølgende kunne drives videre, nu ledet af en ansvarlig bestyrelse og i tæt samarbejde med kommunen.

Den struktur kender vi i et vist omfang allerede på området for selvejende velfærdstilbud, og derfor vil vi også i Selveje Danmark se meget frem til at kunne bidrage med vores erfaringer til det udvalgsarbejde regeringen i sit regeringsgrundlag lægger op til. Målet må være, at vi skaber en model, hvor vi bruger ressourcerne bedst muligt og dermed forudsætningerne for et varigt og holdbart velfærdssamfund.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00