Debat

3F: Hvor mange flere skal dø, før arbejdsmiljøet bliver prioriteret? Sæt gang i forhandlinger nu

Der er akut behov for en ny, flerårig arbejdsmiljøaftale med en større og permanent bevilling til Arbejdstilsynet. Forhåbentligt er den forrige regerings udspil stadig udgangspunktet i de kommende forhandlinger, skriver Lene Krabbe Dahl.

43 dødsulykker burde være argument nok i sig selv for, at man fik fut under forhandlingerne om en større og permanent bevilling til Arbejdstilsynet, skriver Lene Krabbe Dahl.
43 dødsulykker burde være argument nok i sig selv for, at man fik fut under forhandlingerne om en større og permanent bevilling til Arbejdstilsynet, skriver Lene Krabbe Dahl.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Lene Krabbe Dahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er dødsens alvor, hvis ikke snart vi får en ny arbejdsmiljøaftale og en permanent bevilling til Arbejdstilsynet.

I 2022 var der 43 personer, der døde som følge af en ulykke på deres arbejdsplads, og over 90.000 kom til skade på deres arbejdsplads. Et decideret uhyggeligt højt tal. 

43 dødsulykker burde være argument nok i sig selv for, at man fik fut under forhandlingerne om en større og permanent bevilling til Arbejdstilsynet.   

Udspil som udgangspunkt 

Sidste år lod forhandlingerne vente på sig, og det endte med, at man blot fik godkendt en bevilling, der kunne sikre Arbejdstilsynets økonomi i 2023. En uholdbar situation, der kræver en øjeblikkelig igangsættelse af nye forhandlinger. 

Indtil nu er Arbejdstilsynets bevilling blevet forlænget med et år ad gangen, men det er stærkt hæmmende for at sikre en ordentlig kontrol med kvalificerede medarbejdere.

Lene Krabbe Dahl
Forbundssekretær, 3F

Heldigvis ligger der allerede et godt udgangspunkt i form af den forrige regerings udspil om en ny arbejdsmiljøaftale. Et udspil med mange gode takter hvor jeg meget aktuelt hæfter mig ved, at man vil styrke indsatsen for at reducere antallet af arbejdsulykker. 

Forhåbentligt er dette udspil stadig udgangspunktet for den nuværende regering og de kommende forhandlinger.  

Det er også glædeligt, at man i udspillet har som mål, at færre skal udsættes for asbest. Asbest er stadig et skræmmende problem, som kan have fatale konsekvenser, der skal gøres op med her og nu.  

Behov for en ny aftale nu 

Med de mange ulykkelige historier i medierne om familier og håndværkere, der til stadighed udsættes for asbest, er der endnu en grund til, at det er bydende nødvendigt med en flerårig økonomisk ramme for Arbejdstilsynet. 

Læs også
Indtil nu er Arbejdstilsynets bevilling blevet forlænget med et år ad gangen, men det er stærkt hæmmende for at sikre en ordentlig kontrol med kvalificerede medarbejdere. Vi har brug for et tilsyn, hvor medarbejderne ikke skal arbejde i uvished om, om der stadig er plads til dem året efter.  

Derfor er min venlige men meget bestemte opfordring til regeringen og beskæftigelsesministeren, at der nu sættes gang i en ny og ambitiøs aftale, så vi kan styrke tilsynet af danske arbejdspladser og højne sikkerheden for den enkelte lønmodtager.  

Det er for 3F helt afgørende, at der så hurtigt som muligt bliver indgået en ny politisk aftale. Det er jeg helt sikker på, at beskæftigelsesministeren også kan se både fornuft og rimelighed i.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lene Krabbe Dahl

Forbundssekretær, 3F

0:000:00