FH Hovedstaden: Øg arbejdsudbuddet ved at stoppe arbejdsgivernes diskrimination

1. marts er FN’s internationale dag for anti-diskrimination. Det giver anledning til at kigge lidt på det danske arbejdsmarked og se os selv efter i sømmene ud fra det simple spørgsmål: Gør vi det godt nok – får vi inkluderet alle de ressourcer, der er i vores samfund, på vores arbejdsmarked? Det simple og kedelige svar er nej, det gør vi faktisk ikke. 

Her i 2023 er vi på nedslående vis stadig i en situation, hvor mange mennesker ikke kan få fodfæste på arbejdsmarkedet, fordi de ikke bydes indenfor i vores arbejdsfællesskaber. Det drejer sig eksempelvis om seniorer, om de cirka 50.000 unge, der ikke er i uddannelse eller job, om mennesker med navne, der klinger udenlandsk, om handicappede og om LGBT+-personer.  

Alligevel hører vi ofte arbejdsgiverne råbe højt om mangel på arbejdskraft og stille krav om arbejdsudbudsreformer og mere udenlandsk arbejdskraft. Dette har skiftende regeringer imødekommet senest med afskaffelsen af store bededag og den kommende sænkelse af beløbsgrænsen. 

Ofte er det helt almindelige danskere, der skal betale regningen med enten fridage eller lavere sociale ydelser for, at arbejdsgiverne kan få deres arbejdskraft. Men hvornår skal arbejdsgiverne bidrage?  

Fokus på inklusion og uddannelse 

Fagbevægelsen og arbejdsgiverne har længe været enige om, at Danmark står overfor store problemer med kvalificeret faglært arbejdskraft, blandt andet i forhold til den grønne omstilling.  

Alligevel har vi i fagbevægelsen gennem mange år måttet kæmpe for, at offentlige udbud skal ske med lærlingeklausuler, så vi sikrer, at vi også kan få uddannet faglærte. Der er fortsat unge på erhvervsskolerne, der ikke kan få lærepladser, så de kan blive færdiguddannede faglærte og bidrage til samfundet. 

Kan vi ikke gøre det bedre for virksomhederne, så de kan få god, kvalificeret arbejdskraft, og bedre for de grupper, som diskrimineres?

Mikkel Andersen
Formand, FH Hovedstaden

Selvom det også er i arbejdsgivernes interesse at få kvalificeret arbejdskraft, har vi som samfund skullet lave deciderede klausuler med krav til arbejdsgiverne for, at vi kan løse de fælles problemer, vi har. Når vi sammen skal løse problemet med mangel på arbejdskraft, vil det derfor være naturligt også at spørge, hvordan arbejdsgiverne kan bidrage mere? 

Vi hører om en stigende gruppe unge, der på den ene eller anden måde ikke har fundet sig tilpas i vores uddannelsessystem eller på arbejdsmarkedet. Kan vi undersøge, hvordan vi sammen kan løfte dem ind i vores fællesskab?  

Vi hører om seniorer, der gerne vil fortsætte arbejdslivet, men ender på pension, fordi de oplever et arbejdsmarked, hvor der ikke er plads til dem. Kunne vi undersøge, hvordan vi bliver bedre til at inkludere vores seniorer på arbejdsmarkedet? 

Husk de oversete grupper 

Det gælder som nævnt for flere grupper. Kan vi ikke gøre det bedre for virksomhederne, så de kan få god, kvalificeret arbejdskraft, og bedre for de grupper, som diskrimineres?