Debat

3F til DA: Uklare arbejdsmiljøregler skal strammes op – ikke fjernes

DEBAT: Det er essentielt, at der er klare regler for, hvad man som arbejdsgiver og arbejdstager skal foretage sig, så beskyttelsesniveauet på arbejdsmiljøområdet overholdes. Derfor er en opstramning af “gummireglerne” nødvendig, skriver Ulla Sørensen, arbejdsmiljøpolitisk chef i 3F.

Foto: 3F
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ulla Sørensen
Arbejdsmiljøpolitisk chef i 3F

Under overskriften Behov for opgør med gummiparagraffer i arbejdsmiljølovgivningen problematiserer DA (Dansk Arbejdsgiverforening) i et debatindlæg i Altinget 1. juni 2018 en række eksempler på arbejdsmiljøregler, som med fordel kan forenkles, gøres mere klare eller helt afskaffes.

Særligt skyder DA på de såkaldte ”gummiparagraffer”, der beskriver arbejdsmiljøreglerne så uspecifikt, at de ikke tjener noget egentligt formål.

Vi er i 3F enige med DA i, at ”gummiparagrafferne” som udgangspunkt ikke er mere værd end det papir, de er skrevet på. Hverken hvad angår medarbejdernes beskyttelsesniveau, arbejdsgivernes retssikkerhed og Arbejdstilsynets handlemuligheder.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Særligt er vi i 3F optaget af reglerne inden for det ergonomiske og psykiske arbejdsmiljø, som på nuværende tidspunkt er så løst formuleret, at ingen ved, hvad de egentlig betyder. For eksempel anslås, at arbejde i uhensigtsmæssige arbejdsstillinger skal undgås. Hvad betyder det? Hvordan sikrer man som virksomhed, at man lever op til reglerne? Og hvornår kan Arbejdstilsynet give en arbejdsgiver et påbud for en lovovertrædelse?

End ikke i vejledningen, som tjener til formål at hjælpe virksomhederne med at forstå reglerne, er der meget hjælp at hente. Her uddybes paragraffen blot med en advarsel om, at arbejdsgivere kan forvente at få en reaktion fra Arbejdstilsynet, hvis arbejde i uhensigtsmæssige arbejdsstillinger udføres længe ad gangen i en væsentlig del af arbejdsdagen. Hvad betyder det?

For eksempel anslås, at arbejde i uhensigtsmæssige arbejdsstillinger skal undgås. Hvad betyder det? Hvordan sikrer man som virksomhed, at man lever op til reglerne? Og hvornår kan Arbejdstilsynet give en arbejdsgiver et påbud for en lovovertrædelse?

Ulla Sørensen
Arbejdsmiljøpolitisk chef i 3F

En relevant og nærværende arbejdsmiljølov
I 3F har vi et klart ønske om, at den arbejdsmiljølov, vi har i Danmark, er tydelig og forståelig for både arbejdsgiver og arbejdstager.

Ligeledes er det vigtigt, at arbejdsmiljølovens beskyttelsesniveau i forhold til de ansatte justeres, udvikles og skærpes gennem vedvarende tilpasning og i takt med den samfundsmæssige og teknologiske udvikling.

3F mener, at formålet med arbejdsmiljøloven i Danmark er at skabe en vedvarende udvikling af arbejdsmiljøreglerne, så beskyttelsesniveauet i forhold til de ansatte er vedvarende stigende.

Dette betyder ikke, at der ikke kan være rum til forenkling af arbejdsmiljøreglerne, men det betyder for eksempel, at ”gummireglerne” skal strammes op og ikke afskaffes, hvis konsekvensen er, at beskyttelsesniveauet for de ansatte falder.

Arbejdsmiljøloven skal således være relevant, nærværende og på en passende måde kunne regulere de arbejdsmiljømæssige udfordringer, der er på det danske arbejdsmarked og samtidig være håndterbar og meningsgivende for ansatte og arbejdsgivere.

Grænseværdierne skal komme medarbejderen til gode
Det er essentielt, at der er klare regler for, hvad det er, man som arbejdsgiver og arbejdstager skal foretage sig, for at beskyttelsesniveauet på arbejdsmiljøområdet bliver overholdt.

Det skal være tydeligt i lovgivningen, hvor og hvornår det er påkrævet, at man som arbejdsgiver og medlem af en arbejdsmiljøorganisation, MED-udvalg eller lignende skal reagere og handle på faresignaler i arbejdsmiljøet.

I 3F mener vi derfor, at der er akut brug for at få strammet ”gummireglerne” op. De uspecifikke formuleringer skal konkretiseres med specifikke grænseværdier, som tydeligt angiver for eksempel, hvor mange timer om dagen en medarbejder må arbejde med foroverbøjet ryg.

Yderligere har vi i 3F et ønske om, at grænseværdierne fastsættes ud fra et niveau, der ved enhver tvivl kommer medarbejderen til gode.

Det vil i praksis sige, at inden for de områder, hvor der endnu ikke foreligger evidens for, hvornår en arbejdsmiljøpåvirkning er sundhedsskadelig, skal grænseværdierne sættes så tilstrækkelig lavt, at vi ikke gambler med medarbejdernes helbred. Manglende evidens for sundhedsskadelige påvirkninger må nemlig aldrig forveksles med, at der ingen uheldige påvirkninger er – tværtimod.

Det er 3F’s ambition, at Danmark skal være et land, hvor det er trygt og sikkert at gå på arbejde, men også et land, hvor det er trygt, attraktivt og administrativt nemt at drive virksomhed.

Med klare og forståelige regler imødekommer vi både arbejdstagernes krav på et sikkert og sundt arbejdsmiljø og virksomhedernes ret til at kunne handle og agere ud fra et klart og forudsigeligt juridisk grundlag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ulla Sørensen

Fhv. hovedkasserer og arbejdsmiljøpolitisk chef, 3F

0:000:00