Debat

Advokat: Vi har spildt fem år på arbejdsskadesystemet

DEBAT: Politikerne skal tage ansvar for at få det nuværende arbejdsskadesystem til at fungere frem for at spilde mere tid på kontroversielle og tåbelige forslag, der ikke kan gennemføres, skriver advokat Karsten Høj.

Foto: /ritzau/Sara Galbiati
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Karsten Høj
Partner og advokat, Elmer Advokater

For fem år siden nedsatte regeringen den seneste arbejdsgruppe på arbejdsskadeområdet, som jeg var medlem af. På under et halvt år blev der holdt syv møder, og i juni 2013 var en rapport med en lang række forslag til at ”modernisere arbejdsskadesystemet” klar.

De to hovedopgaver var at komme med forslag, der kunne ”understøtte fastholdelse af arbejdsskadede på arbejdsmarkedet” og ”sikre et hensigtsmæssigt samspil med andre sociale sikringsordninger”.

Det sidste dækker over postuleret overkompensation for en meget lille gruppe af lavtlønnede med stort erhvervsevnetab, der endte på førtidspension. En overdimensioneret problemstilling uden særligt mange penge i.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Ikke godt nok
Forslagene var tilsyneladende ikke ”gode nok”, for i oktober 2013 blev der nedsat et ”ekspertudvalg” med samme opgaver plus forslag til, at ”sagsbehandlingen af arbejdsskadeområdet kvalificeres”.

I december 2014 kom ekspertudvalget med ikke mindre end 27 anbefalinger. Her næsten tre år efter er ikke én af anbefalingerne til ”et moderne arbejdsskadesystem” gennemført. De 27 anbefalinger har som tiden er gået fået en næsten mytisk status i debatten. Men de kommer ikke til at have nogen reel betydning for eventuelle ændringer af arbejdsskadesystemet.

I december 2014 kom ekspertudvalget med ikke mindre end 27 anbefalinger. Her næsten tre år efter er ikke en af anbefalingerne til ”et moderne arbejdsskadesystem” gennemført.

Karsten Høj
Advokat

Mit gæt er, at ingen med ansvar for området og lovgivningen aner, hvilke forslag der i denne samling skal bæres ned i Folketingssalen til behandling og vedtagelse. En stor reform er ikke sandsynlig, og når man ser på de 27 anbefalinger, er det ikke overraskende, hvis det ender sådan.

De af anbefalingerne, der virkelig ville reformere systemet, er ugennemtænkte og lader sig simpelthen ikke gennemføre. Ingen tør tage det politiske ansvar for en stor reform, der bygger på disse anbefalinger. Risikoen for, at det går galt, er alt for stor.

Ser man på de mest vidtgående af de 27 anbefalinger, vil disse føre til juridisk kaos, flere klagesager og retssager. De ville også føre til flere retssager mod arbejdsgiverne om ansvar for arbejdsskader, da lavere arbejdsskadeerstatning kan kræves erstattet efter de almindelige erstatningsregler.

Tåbeligt og kontroversielt
En af de mere kontroversielle anbefalinger er hurtig afgørelse om anerkendelse (21 uger) og ikke mindst udmåling af erstatning inden 14 måneder. Det lyder jo som drømmeland, når man i dag kan være to et halvt til tre år om at træffe en enkelt afgørelse om genoptagelse, erhvervsevnetab m.m.

Hvis et sådant forslag skal praktiseres, kommer erstatningen for erhvervsevnetab aldrig til at afspejle det reelle tab. Det vil være et standardiseret gæt på, hvad arbejdsskaden kan begrunde af fremtidigt indtægtstab. Dermed bliver det en primært lægelig vurdering.

Kombineret med en anbefaling om at begrænse adgangen til senere genoptagelse, vil en reform med de elementer efterlade de arbejdsskadede, der er hårdest ramt, med et endnu større udækket økonomisk tab end i dag. Det vil også helt afgørende stride mod den ordning, der har været gældende siden arbejdsskadeforsikringsloven fra 1978.

Det tør ingen politikere foreslå gennemført.

Hvorfor har man spildt fem år på at overveje noget så tåbeligt?

Tag ansvar for systemet
Det gælder også anbefalingen om, at al erhvervsevnetabserstatning skal udbetales som skattepligtig løbende erstatning og ikke engangserstatning. Det vil med de nuværende regler årligt medføre en merudgift på to-tre milliarder kroner. Da en reform næppe må koste mere for arbejdsgiverne, kan de penge kun hentes hos de arbejdsskadede.

Hvem tør foreslå det?

Tag nu i stedet ansvar for at få det nuværende system til at fungere.

Det kræver enkelte lovjusteringer og ikke mindst en effektiv og kvalitetsorienteret sagsbehandling. Nok også flere ressourcer i en længere periode, hvor der også skal gennemføres en omfattende udflytning af arbejdspladser i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karsten Høj

Advokat (H), partner, Elmer Advokater
cand.jur. (Københavns Uni. 1989)

0:000:00