CBS-forsker: Derfor er det svært at sikre et fair og holdbart ulighedsniveau

KRONIK: Det er svært at besvare, hvilket ulighedsniveau der er fair og muligt at opnå. Men et fair ulighedsniveau, som også er politisk holdbart, skal opfylde tre forhold, skriver CBS-forsker Birthe Larsen.

Thomas Piketty sammenligner i ny bog indkomst og ulighed mellem lande og over tid. Han mener, at der historisk set ikke er belæg for, at lighed hæmmer vækst, skriver Birthe Larsen.Foto: Charles Platiau/Reuters/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Birthe Larsen
Lektor, Økonomisk Institut, og leder af ulighedsplatformen, Copenhagen Business School

Hvilket ulighedsniveau er fair?

Et oplag svar er, at et ulighedsniveau er fair, hvis en persons indkomst nogenlunde svarer til, hvad en person bidrager med til samfundet, afhængig af arv, miljø eller evner.

Det er langt sværere at svare på, hvilket ulighedsniveau der både er fair og muligt at opnå.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Et fair ulighedsniveau, som også er politisk holdbart, skal opfylde tre forhold.

For det første: Indkomstforskelle har betydning for økonomiske incitamenter, og dermed kan vi ikke have et helt lige samfund.

Den seneste forskning stiller spørgsmålstegn ved, hvor meget økonomiske incitamenter påvirkes af skat og kontanthjælp.
Birthe Larsen
Lektor, Økonomisk Institut, og leder af ulighedsplatformen, Copenhagen Business School

For det andet: Hvor vigtige er de økonomiske incitamenter og dermed, hvor lige et samfund kan vi opnå?

Og for det tredje: Kan vi rette alle offentlige ydelser primært mod de fattigste, uden at den rigere del af befolkningen føler, at de får for lidt for deres skattekroner og dermed ikke ønsker at bidrage til velfærdssamfundet?

Lighed hæmmer ikke vækst
Thomas Pikettys nye bog 'Capital et idéologie' bruger den historiske udvikling til at argumentere for, at vi kan opnå et vilkårligt ulighedsniveau for et givet indkomstniveau.

Han sammenligner indkomst og ulighed mellem lande og over tid og konkluderer, at der historisk set ikke er belæg for, at lighed er hæmmende for vækst.

Helt konkret havde USA i midten af forrige århundrede en marginalskat på over 80 procent, og alligevel oplevede USA høj vækst og en bevægelse mod den stormagt, som landet er i dag.

Han opstiller dernæst politiske tiltag for at mindske uligheden og foreslår blandt andet en meget høj marginalskat på indkomst, arv og ejendom samt indførelse af borgerløn.

Borgerløn er dyrt og uretfærdigt
Borgerløn gives til alle borgere, rig som fattig, og påvirker derfor ingen incitamenter.

Den forvrider ikke. Du modtager det samme som rig og fattig, og den har derfor ingen betydning for dit valg omkring uddannelse, eller hvor mange timer du ønsker at arbejde.

Det tilfredsstiller altså alle punkter ovenfor: Økonomiske incitamenter er ikke påvirket. Dermed skal vi ikke regne på dem, og alle borgere føler de får noget for deres skattekroner.

For mig at se er borgerløn en dyr løsning og ikke den mest retfærdige. Den svagere del af befolkningen skal have et beløb, som den kan leve af.

Da alle skal have det samme, gives det samme til den på alle måder mere bemidlede del af befolkningen. Ud over at det ikke synes retfærdigt, er det dyrt.

Forskning stiller spørgsmålstegn
Thomas Piketty opstiller i sin bog et regnestykke, hvor han viser, at den høje beskatning af arv og ejendom samt en høj marginalbeskatning af indkomst kan finansiere borgerlønnen.

Men en høj marginalskat påvirker valget omkring uddannelse, arbejdsudbud samt opstart af virksomheder, og dermed er vi tilbage ved det første og andet punkt: Hvordan påvirkes de økonomiske incitamenter?

Den seneste forskning stiller spørgsmålstegn ved, hvor meget økonomiske incitamenter påvirkes af skat og kontanthjælp.

Mere forskning vil forhåbentlig give svar på, hvor meget høj beskatning påvirker arbejdsudbuddet.

Hvis de stadig bekræftes at være positive, vil indførelse af en mere progressiv beskatning, som Piketty foreslår, derfor mindske arbejdsudbuddet og dermed mindske finansieringen af velfærdsstaten.

Det er svært at forestille sig, at en marginalskat tæt på 90 procent ikke vil have en vis påvirkning af arbejdsudbuddet. Vi har brug for mere viden her.

Læs også

DA: Højtlønnede spurter ikke fra de lavtlønnede i vores lige samfund

Debat

Kan være politisk uholdbart
Det leder til det sidste forhold. Hvad skal der til for, at alle gerne vil bidrage til velfærdssamfundet?

I nogle lande føles beskatning som en straf, da befolkningen ikke ser nogle offentlige ydelser komme deres vej. Det fører til utilfredshed med systemet og skatteunddragelse.

Antag, at en progressiv beskatning og omfordeling via bidrag, rettet primært mod de fattigste, som kontanthjælp og høje børnepengebeløb, kan skabe mere lighed.

Hvis den rigere del af befolkningen ikke oplever, at den får del i skatteprovenuet, vil den blive en endnu større fortaler for lav skat og privatisering.

Økonomisk politik, som kan mindske ulighed, kan altså være politisk uholdbar.

Hvordan skal et samfund skrues sammen for at have minimal ulighed og samtidigt være politisk holdbart?

Ran Abramitzkys bog 'The Mystery of the Kibbutz: Egalitarian principles in a Capitalist world' omhandler den problemstilling.

Ran Abramitzky bringer en analyse af kibbutzerne i Israel, der oprindeligt havde fuld omfordeling. Efterhånden forlod de fleste kibbutzer den fulde omfordeling, da beboerne fandt det retfærdigt i nogen grad at blive aflønnet efter deres bidrag til den fælles økonomi.

Det kendetegnende ved de kibbutzer, som beholdt mest omfordeling, var en social norm om, at lighed er at foretrække – skabt af religion eller politisk ideologi.

Piketty rejser interessant debat
Thomas Pikettys nyeste bog har rejst en interessant debat ved at påvise, at lande med forskellige ulighedsniveauer kan have samme indkomstniveau.

Han advokerer for at mindske uligheden i alle lande blandt andet ved meget høje marginalskatter på indkomst samt arv og ejendomme.

Hvis uligheden skal mindskes i Danmark, skal vi sikre, at de tre forhold, som jeg nævnte ovenfor, er opfyldt.

Det vil sige, hvor meget påvirkes arbejdsudbud og uddannelse af progressiv beskatning, samt hvor meget kan vi indkomstregulere sociale ydelser og stadig sikre, at der hersker en social norm om at bidrage til velfærdsstaten.

Pikettys gensvar på det sidste punkt er et forslag om medejerskab og medarbejderindflydelse i virksomheder (inspireret af blandt andet Skandinavien, men mere vidtgående), hvilket kan give medansvar og understøtte en social norm om at bidrage til fællesskabet.

Han er altså klar over, at skabelse af den sociale norm er altafgørende.

Uligheden i Danmark er stadig lav
Er en forøgelse af marginalskatten på indkomst, ejendom og skat i Danmark politisk holdbart?

Hvis det er det, som befolkningen ønsker, skal der ændres præferencer, så indkomstniveauet opretholdes, og skattebetalingerne ikke udebliver.

Vi kan ikke omfordele mere, hvis der ikke er nogle penge at omfordele af. Det handler ikke kun om, at der skal være penge til at spise for, men også penge til en aldrende befolkning, sundhed, uddannelse, forskning og miljøfremmende foranstaltninger.

Og måske kan præferencer påvirkes. Man kan rette blikket mod en ung svensk teenager. Hun har rykket en stor del af befolkningens præferencer væk fra at forbruge i dag - i håb om at have en lidt køligere jordklode om 100 år.

Selv om uligheden er steget i Danmark, er den stadig relativt lav i forhold til i mange andre lande.

Spørgsmålet er, om danskerne synes, at det er fair at beskatte op til 90 procent af den sidste krone for at mindske uligheden yderligere.

Politik har aldrig været vigtigere