Debat

Dansk Metal til regeringen: Gør 2021 til dagpengemodtagernes år

DEBAT: Kompensationsgraden i dagpengesystemet er alarmerende lav, hvilket får flere og flere til at skifte a-kassen ud med privat lønforsikring. På trods af flerårigt pres fra fagbevægelsen blev der ikke leveret på dagpenge i den seneste finanslovsaftale, skriver John Larsen.

Løft kompensationsgraden af dagpenge for at sikre institutionerne i flexicurity-modellen, opfordrer John Larsen. 
Løft kompensationsgraden af dagpenge for at sikre institutionerne i flexicurity-modellen, opfordrer John Larsen. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når jeg ser tilbage på året, der er gået, og for den sags skyld også de foregående, så stikker særligt én udfordring tydeligt ud – nemlig kompensationsgraden i dagpengesystemet.

På trods af flerårigt pres fra fagbevægelsen blev der ikke leveret på dagpenge i den seneste finanslovsaftale. Regeringen anerkender problemet med den faldende kompensationsgrad, men har hele tiden sagt, at andre sager har højere prioritet.

Det har resulteret i, at regeringen over det seneste år har leveret aftaler på en række andre vigtige mærkesager, men nu må det snart være dagpengemodtagernes tur. 

Kommission skal vurdere kompensationsgraden  
I Dansk Metal mener vi, at 2021 skal være året, hvor dagpengene for alvor kommer på den politiske dagsorden.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vi mener, at regeringen skal nedsætte en dagpengeløftskommission, som skal kigge på dagpengenes kompensationsgrad. Formålet skal være at sikre et rimeligt og tidssvarende dagpengeløft til arbejdsløse a-kasse medlemmer. For vi kan ikke vente meget længere. 

Lige nu får en gennemsnitlig industriansat kun 46 procent af sin løn dækket af dagpengesatsen. Til sammenligning var det 51 procent for få år siden. Konsekvenserne af den lave kompensationsgrad begynder at vise sig hjemme hos lønmodtagerne.

Med udsigten til en alt for lav dækningsgrad i dagpengesystemet, kan vi risikere, at flere af arbejdsmarkedets kernetropper vil fravælge a-kassen og kigge efter alternative løsninger

John Larsen
Hovedkasserer, Dansk Metal

Læs også

Udfordrer flexicurity-modellen
En ny undersøgelse fra Danske A-kasser viser eksempelvis, at næsten 50 procent af Dansk Metals medlemmer har modtaget økonomisk hjælp fra andre under deres ledighedsperiode.

Dagpengesystemet formår altså ikke længere at sikre en rimelig grad af økonomisk tryghed for en stor del af Dansk Metals medlemmer. Det bliver derfor mindre attraktivt at være en del af det kollektive dagpengesystem – særligt for arbejdsmarkedets kernetropper, som er dem, der hver dag går på arbejde for at holde Danmark i gang, og kun oplever korte perioder med ledighed.

Med udsigten til en alt for lav dækningsgrad i dagpengesystemet, kan vi risikere, at flere af arbejdsmarkedets kernetropper vil fravælge a-kassen og kigge efter alternative løsninger. Det er en udvikling, som allerede er i gang.

Hvert år stiger antallet af personer, som tegner private lønforsikringer. Det kan få alvorlige konsekvenser for vores fælles flexicuritymodel og resultere i et langt mindre fleksibelt arbejdsmarked. Og det er hverken til gavn for lønmodtagere, arbejdsgivere eller samfundet generelt. 

Så min opfordring til regeringen er: Nedsæt en dagpengeløftskommission og gør 2021 til dagpengemodtagernes år.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00