Dansk Metal til Nyt Europa: Jeres debatindlæg om EU-mindsteløn har fem fejlslutninger

Af Johan Moesgaard Andersen
EU-chef i Dansk Metal

Steen Gade og Søren Keldorff fra Nyt Europa har sparket året i gang med et indlæg til Altinget, som hylder EU’s kommende mindstelønsdirektiv. De afviser frygten fra arbejdsmarkedets parter i Danmark og mener, at ”regering, folketing og fagbevægelsen bør indgå i forhandlinger om udformningen af direktivet”.

Hvad de måske ikke ved er, at politikere og vi organisationer hver især har arbejdet stenhårdt ved forskellige forhandlingsborde på sagen lige siden 2019. Ja, i Dansk Metal har vi faktisk arbejdet politisk og juridisk med problemstillingen i endnu flere år. Og set fra vores stol skyder Keldorff og Gade med løst krudt i deres indlæg. Lad mig give fem eksempler på, hvor jeg mener, de tager fejl.

Overenskomster er nationalt
For det første undrer forfatterne sig over, at Folketinget har givet et gult kort til forslaget, og de mener ikke, at forslaget ”vil ændre kompetencefordelingen mellem EU og medlemslandene”.

Det gule kort skyldes, at alle Folketingets partier, på nær ét, er af den overbevisning, at løn og overenskomster er et nationalt anliggende. Det har partierne faktisk god grund til. For læser man EU-traktatens artikel 153 stykke 5, står det nemlig med flammeskrift, at EU ikke har kompetence til at lovgive om lønforhold. Det underbygger flere EU-domme som Impact, Dellas, Matzak og Del Cerro Alonso.

Selv hvis de to herrer drømmer hede drømme om, at EU-politikere skal pille ved løn og overenskomster, er det altså et sundt, demokratisk princip, at traktater skal overholdes. Nyt Europa har faktisk tidligere været meget klare i spyttet om, at lande som Ungarn og Polen skal overholde ”rule of law”. Dette må altså også gælde for Europa-Kommissionen. Lønforhold og overenskomster er ikke et EU-anliggende.

Jeg kan heller ikke nævne ét arbejdsretligt EU-direktiv, som med succes har gjort forskel på lønmodtagere med og uden overenskomst. Det er netop den øvelse, Europa-Kommissionen forsøger her.

Johan Moesgaard Andersen
EU-chef i Dansk Metal

Intet reelt lønhop
For det andet undrer de sig over, at fagbevægelsen bekæmper et forslag, som trækker i retning af et mere socialt Europa. Jeg har personligt endnu til gode at møde en organisation i Europa, der euforisk og jublende erkender, at forslaget vil give et reelt lønhop for de svageste europæere. Det gør forslaget ikke.

Det er faktisk næsten en tilståelsessag, for Keldorff og Gade har selv indrømmet dette i et indlæg sidste år på Nyt Europas hjemmeside. Her skriver de direkte, at ”den største fare ved forslaget er, at det er varm luft”.

Jeg er meget enig i forfatternes tidligere vurdering. Jeg skal dog erkende, at de gule fagforeninger offentligt slikker sig om munden ved udsigten til dette mindstelønsforslag, som svækker den danske model. Så her har debattørerne fra Nyt Europa altså en gruppe allierede, der glæder sig over direktivet.

Lovramme om overenskomster
En tredje påstand i indlægget er, at mindstelønsforslaget bare udbreder den danske model til andre lande, men den holder heller ikke.

Forslaget skaber nemlig en lovramme om overenskomster og kollektive forhandlinger. Falder man under en bestemt dækningsgrad, så åbner direktivet for politisk regulering af kollektive forhandlinger.

Krav, som det vil være op til EU-domstolen at fortolke. Helt i modstrid med den danske model, hvor kollektive forhandlinger hos os på det private arbejdsmarked er minimalt politiserede. Det er derfor, juridiske eksperter har betegnet forslaget som potentielt katastrofalt for danske overenskomster. Jeg er helt enig med eksperterne her.

Dårlige erfaringer
For det fjerde bagatelliserer de to debattører de dårlige erfaringer, Danmark har med lignende direktiver, for eksempel Arbejdstidsdirektivet. Personligt kan jeg ikke nævne ét tidligere arbejdsretligt EU-direktiv, der med succes har forsøgt at undtage lande som Danmark fra lovgivning.