Forsker: "Det skal kunne betale sig at arbejde" mangler forskningsbelæg

KRONIK: Myten om de fattige antager, at lave sociale ydelser øger jobsøgning. Der er ikke meget forskningsbelæg for, at arbejdsløse og fattige over en bred kam er mindre motiverede for at arbejde eller er dårligere rollemodeller for deres børn, skriver forsker Iben Nørup.

Af Iben Nørup
Lektor, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet

Den 1. oktober 2016 trådte det såkaldte kontanthjælpsloft i kraft.

Kontanthjælpsloftet er et af de seneste skud på stammen i en lang række af beskæftigelsesreformer, der alle på forskellig vis har reduceret det beløb, som borgere, der står langvarigt uden for arbejdsmarkedet, kan modtage – altså det, der over en bred kam kaldes sociale ydelser.

Ligesom flere af de øvrig tiltag, der reducerer de sociale ydelser, rammer kontanthjælpsloftet i høj grad børnefamilier og ikke mindst enlige forsørgere.

Selvom de sociale ydelser tildeles voksne, er det således i ganske høj grad børn, der oplever konsekvenserne, når ydelserne reduceres.

De reducerede sociale ydelser er den altoverskyggende årsag til, at antallet børn, som vokser op i økonomisk fattigdom, stiger markant i disse år.

Har menneskelige konsekvenser
Kigger vi til forskningen, findes der rigtig meget dokumentation for konsekvenserne af børnefattigdom i den vestlige verden. Og konsekvenser er der mange af både på den korte og den lange bane.

Uanset om vi kigger på helbred, uddannelse og skolegang, social deltagelse og arbejdsmarkedsdeltagelse i voksenlivet, har en opvækst i fattigdom store negative konsekvenser, og konsekvenserne ser ud til at være irreversible.

Vi kan altså med andre ord ikke gøre skaden god igen, når først fattigdommen har påvirket børns helbred, sociale liv og skolegang.

Konsekvenserne af børnefattigdom er på den lange bane dyre både økonomisk og menneskeligt.

Argument er langtfra uden problemer
Men hvorfor gennemfører vi som samfund så alligevel så omfattende reformer af det sociale sikkerhedsnet, når vi samtidig godt ved, at børn lider materielle, sociale og helbredsmæssige afsavn, når forældrenes økonomiske situation tilspidses?

Det helt centrale argument for at reducere sociale ydelser er, at det skal kunne betale sig at arbejde, og at man ved at reducere de sociale ydelser sikrer, at arbejdsløse er motiverede for at søge arbejde.

Argumentet stammer fra en neoliberal økonomisk teori og baserer sig på en antagelse om, at når de sociale ydelser reduceres, vil de arbejdsløse søge flere jobs og derved hurtigere finde arbejde. Argumentet er dog langtfra uden problemer.

For det første er der ikke skyggen af evidens for, at arbejdsløse faktisk søger flere jobs, når ydelserne reduceres, eller for, at øget søgeintensitet i sig selv øger sandsynligheden for at få et arbejde. Slet ikke, når vi ser på langvarigt arbejdsløse.

Dette skyldes sandsynligvis, at de allerede søger de jobs, som der er, og at andre forhold – for eksempel mangel på efterspurgte kompetencer eller helbredsproblemer – afholder arbejdsgiverne fra at ansætte dem.     

Antages for at være dårlige rollemodeller for børn
For det andet baserer argumentet om, at det skal kunne betale sig at arbejde, sig også på et syn på de langvarigt arbejdsløse som nogle, der ikke ønsker at arbejde, hvis ikke de bliver tvunget til det.

Det er med andre ord en antagelse om, at der er nogle særlige personlige eller moralske karakteristika ved de mennesker, som står langvarigt uden for arbejdsmarkedet, og som gør, at de vælger at modtage sociale ydelser fremfor at finde et arbejde.

Antagelsen er, at de arbejdsløse står tydeligt frem, når de beskrives som dårlige rollemodeller for deres børn, som nogle, der ikke har noget at stå op til om morgenen, eller som nogle, der ikke gider stå op om morgenen.

Den står tydeligt frem, når kontanthjælpsmodtagere over en bred kam beskrives som en gruppe af mennesker, der mangler arbejdsidentitet, eller som har en lang række af sociale og adfærdsmæssige problemer, der skal løses, før de kan opføre sig som ansvarlige voksne og finde et arbejde.

Myten om de fattige
I forskningen kender vi denne antagelse som "myten om de fattige" – altså en fortælling om, at mennesker ender i fattigdom eller for den sags skyld på sociale ydelser, fordi de grundlæggende ikke er i stand til at træffe de rigtige og ansvarlige valg for deres eget liv på grund af moralske, psykologiske eller sociale problemer.

Det er en myte, for præcis som med antagelsen om, at meget lave sociale ydelser øger jobsøgningen, så er der heller ikke meget forskningsmæssigt belæg for, at arbejdsløse og fattige over en bred kam er mindre motiverede for at arbejde eller på anden vis er dårligere rollemodeller for deres børn.

Ikke desto mindre lever myten i bedste velgående. Den stikker eksempelvis hovedet frem, når vi reducerer børnefattigdom til at handle om, at mor og far bare kan finde et arbejde. Eller i hvert fald som minimum at holde op med at bruge penge på cigaretter og kattemad, når nu familiens økonomi er trængt.

På den måde gør vi både fattigdom og arbejdsløshed til et valg, som den enkelte er fuldt ud herre over at træffe.

Myten bliver særlig problematisk
Myten underkender fuldstændig, at såvel arbejdsløshed som fattigdom i høj grad også afhænger af forhold, som den enkelte ikke har fuld kontrol over.

Eksempelvis efterspørgslen på arbejdskraft, helbred, kompetencer og uddannelse – forhold, der i høj grad påvirkes af de samfundsmæssige rammer og muligheder, der er rundt om den enkelte, og de forskellige opvækstvilkår og helbredsmæssige forudsætninger, som den enkelte har og har haft.

Myten bliver særlig problematisk, fordi den på den måde har været styrende for, hvilke politiske løsninger der tages i brug over for arbejdsløshed, og samtidig også i høj grad har vist sig at styre, hvordan der arbejdes med udsatte familier i praksis.

Fagprofessionelle får ikke øje på fattigdom
Mit eget netop afsluttede forskningsprojekt viser på linje med anden forskning blandt andet, at de fagprofessionelle, der arbejder med udsatte familier, og de, som møder børnene i dagligdagen, slet ikke får øje på fattigdommen eller er bevidste om, at fattigdom i sig selv kan gøre børn og familier udsatte.

Deres fokus rettes entydigt mod forældrenes evne til at være gode forældre og gode rollemodeller – og ikke imod de vilkår, som familien skal eksistere under.

Når et barn i en fattig familie mistrives, forklares det af socialrådgivere, lærere, pædagoger og sundhedsplejersker alene med forældrenes manglende forældreevne, deres relation til barnet og deres potentielle psykiske eller sociale problemer.

På den måde reproduceres myten om de fattige i høj grad også i praksis. Det betyder, at muligheden for at forebygge nogle af fattigdommens mange konsekvenser for børn ikke gribes.

Det betyder også, at familierne udsættes for en unødig stigmatisering, når den glemte madpakke kun adresseres som et resultat af, at forældrene ikke evner at hjælpe børnene godt afsted i skole og ikke som et resultat af et tomt køleskab og en tilsvarende tom bankkonto. 

Diskussion om 700 kroner til de fattigste er ikke nok
Skal man løse problemet med børnefattigdom, er det ikke nok at diskutere, hvorvidt der skal gives et økonomisk tilskud på 700 kroner til de allerfattigste.

Der skal i høj grad gøres op med myten om de fattige, så det politisk såvel som i praksis anerkendes, at familiers økonomiske situation i lige så høj grad er et produkt af samfundsstrukturer og forskelle i muligheder, som den er et resultat af forældrenes motivation og evne til at agere gode rollemodeller.

Når spørgsmålet om børnefattigdom reduceres til at handle om, hvor lave sociale ydelser skal være for at sikre arbejdsmotivation hos de arbejdsløse, bliver det svært at iværksætte politiske eller praktiske løsninger, der adresserer de strukturer, der er medskabende til, at familier bliver fattige.

På den måde fastholdes børn i en så trængt økonomisk situation, at det går ud over deres forudsætninger og muligheder for at klare sig bedre end deres forældre, når de selv bliver voksne.

Det er en dyr pris – økonomisk såvel som menneskeligt – at betale for et først og fremmest teoretisk argument om, at det skal kunne betale sig at arbejde.

Forrige artikel IDA: Ingeniører skriger på seniorord­ninger og fleksible aftaler om arbejdstid IDA: Ingeniører skriger på seniorord­ninger og fleksible aftaler om arbejdstid Næste artikel Aktører: Mindre topdetailstyring vil hjælpe endnu flere i job Aktører: Mindre topdetailstyring vil hjælpe endnu flere i job
  • Anmeld

    Lena Dahl Møller

    Tak for at aflive myterne, der er hamret i cement!

    Fantastisk skriv! Tak for det! Det var så tiltrængt.

    Lyt nu til forskningen politikere og drop jeres kikkertsyn på kontanthjælpsmodtagerne og deres fattige børn! Verden er mere nuanceret end at arbejdsmotivation kan reduceres til, at ydelserne blot skal sættes ned.

    Det er jo myter der er bevist politisk skabt, opbygget og dygtigt vedligeholdt - mhp. at opnå opfyldelse af egne politiske og ideologiske mål uden hensyntagen til dem, som man trækker ned i sølet for at nå i mål. Det er dybt kritisabelt er det.

  • Anmeld

    Casper Nielsen · https://probolan50.dk/

    Rollemodel?


    Så derfor skal du være en god rollemodel

  • Anmeld

    Hanne Christensen · (Titler er stigmatiserende og irrelevante i sig selv her)

    De voksne fattige ignoreres!

    Fin artikel. Stigmatiseringen af fattige betyder imidlertid også, at fokus er på børnefattigdom, og ingen taler om de fattige voksne, - de kan jo bare tage sig sammen. Det gælder desværre også Iben Nørups artikel. Det er givet vis ikke Nørups intention, men måske et vilkår for at få sit budskab igennem.

    Det er kun synd for den fattige børn! Som om det kun har konsekvenser for disse!

    Om man får sit liv ødelagt som 30-40 årig pga. fattigdom, og dermed resten af ens liv, det synes os udvedkommende. Aldrig er fokus på de voksne fattige.

    Imidlertid er spørgsmålet, om fattigdom for de voksne ikke har samme konsekvenser som for børn. Det giver varige skader, mange ender i fysisk som psykisk sygdom, og de økonomiske skader efter blot nogle få års fattigdom, betyder at det tager mange år at genopbygge en normaltilstand, hvilket kun de færreste opnår. Fattigdom har så mange skadelige konsekvenser også på den enkeltes koncentrationsevne, evne til at fremstå attraktiv og helbred.

    Hertil kommer, at stigmatiseringen i høj grad påvirker det øvrige samfund, herunder de sociale relationer og arbejdsgiverne. Mange sociale relationer ophører, venner forsvinder, og den fattige isoleres socialt. Folk efterstræber at være en del af en succes, er man rig, kendt og berømt, flokkes folk om en, og omvendt hvis folk ender i fattigdom, så forsvinder vennerne en for en. Og tilsvarende er arbejdsgivere påvirket af et CV, der har været blankt i en periode, også trods ansøgeren i øvrigt er godt kvalificeret. Således hjælper det, at fylde de tomme huller med hele eller halve sandheder, eller med en lang jordomrejse, fremfor et års ledighed. Jordomrejse lyder jo overskudsagtigt, mens ledighed er noget af det værste. Den ene kaldes til jobsamtale, den anden ryger i papirkurven. Ja, jobcentre anbefaler ligefrem de ledige at pynte på CVet. Og ja, det bliver næppe nogensinde opdaget, for den ledige kan sagtens klare jobbet, det handler om at bryde stigmatiserings-muren.

    Så stigmatiseringen i sig selv, bringer den fattige ud i en ond cirkel, det er umådeligt svært at kæmpe sig ud af. Ofte er det også tilfældige held, fremfor en særlig indsats, der bringer den fattige videre.

  • Anmeld

    Hanne Christensen

    Antal fattige reduceres i tekniske opgørelser i Danmark

    Danske opgørelser af fattigdom er væsentligt reduceret i forhold til fx officielle EU-mål. Alligevel anvender folk på venstrefløjen og forskere generelt kun de dansk konstruerede mål. Og man nævner kun antal fattige børn, mens antallet af fattige voksne ignoreres.

    Thorning-regeringen nedsatte en ekspertgruppe, der definerede sit eget fattigdomsmål, der med et reducerede antal fattige danskere i 2016 fra 773.000 opgjort på EU's fattigdomsmål til 50.100. Cepos skrev selvfølgelig en begejstret artikel herom. Forskere brugte og dermed anerkendte rask væk Thornings fattigmål lige til den dag, man måtte korrigere det, da målet ikke kunne anvendes i forbindelse med at opnå FNs delmål omkring reduktion af fattigdom. FN anerkendte ikke, at man krævede at en person skulle være fattig i 3 år i træk, før personen kunne kategoriseres som fattig. Ikke desto mindre anvendes fortsat et meget stramt fattigmål i DK, - som så nu kritikløst accepteres af forskere m.fl.

    I Thornings ekspertgruppe sad:
    Formand Torben M. Andersen
    Lars Andersen (Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd)
    Tone Fløtten (Institutchef i Fafo Institutt for arbeidslivs- og velferdsforskning, Norge)
    Lisbeth Pedersen (Afdelingsleder for Beskæftigelse og Integration i SFI)
    Niels Ploug (Afdelingsdirektør for personstatistik i Danmarks Statistik)
    Jann Sjursen (Formand for Rådet for Socialt Udsatte).

    Torben M. Andersen var formand for Velfærdskommissionen i 2003-2005, altså for den kommission, der i den grad har givet anledning til de mange efterfølgende fattigreformer. Det er altså som at sætte ulven til at vogte får at lade denne mand definere et fattigmål. Og ekspertgruppen opfandt da også et fattigmål, der stort set med et fjernede al fattigdom i Danmark, ja, reducerede den fra 773.000 til 50.100.

    Det er rystende, at ingen forskere eller fremtrædende politikere selv fra yderste venstrefløj har forholdt sig til, at man opfinder et fattigmål, - der sådan rent teknisk fjerner fattigdommen. At man faktisk skubber fattigdommen ind under gulvtæppet. Det indikerer jo en del om, hvor indspist den etablerede elite er, om det er forskere, politikere fra yderste venstrefløj eller Cepos-drenge. De forholder sig kun kritiske og faglige, hvis det giver pote på eget CV, plejer netværket eller vælgerne.

    Altså, forskere brugte Thornings 3-års mål, lige til den dag, selv ekspertgruppen forkaster det, når nu FN ikke kan anerkende det. Så bruges samme opgørelse bare med et 1-års mål, igen et mål, der sådan teknisk reducerer fattigdommen markant i forhold til fx det officielle EU-mål. Dette nye 1 års mål betegnes SDG-målet (Sustainable Development Goals).

    Det samme fænomen gør sig nok gældende, når fx forskere igen og igen isolerer fattigdom til børn, og negligerer fattigdommen blandt voksne, - underforstået at den er selvforskyldt, også når Nørup her forsøger at gøre op med den stigmatisering, jamen, så er hun selv underlagt den, når hun alene fokuserer på konsekvenserne for børnene, - for det er jo noget, vi alle kan forstå og forholde os til, de uskyldige børn. (Ergo de voksne er skyldige.)

    Det til trods for, at fattigdommen blandt voksne er voldsom i Danmark. Den totale fattigdom i DK var således ifølge forskellige mål i 2018:

    Danmarks Statistiks opgørelse af EU-mål: 800.000
    Eurostats opgørelse af EU-mål: 997.000
    OECD-mål: 498.000
    SDG-målet (2017): 254.000.

    EU's opgørelse af antal fattige børn (under 16 år): 152.000
    SDG- mål for børnefattigdom: 64.500.

    I Danmark fjerner vi altså 743.000 fattige fra statistikkerne, og reducerer således fattigdomsproblemet rent teknisk ved at definere vores egne mål. Når vi således skal opfylde FNs Delmål nr. 1.2 om at halvere den generelle fattigdom, så skal reducere fattigdommen med 127.000 (= 50% af 254.000). Havde vi brugt Eurostats opgørelse, som fx Sverige og Norge gør, så skulle vi reducere fattigdommen med næsten 500.000 inden år 2030.

    Ingen andre lande bruger SDG-målet, det er et rent dansk fænomen. Når vi derfor skal sammenligne fattigdommen på tværs af landene, må man bruge EU-målet. Fx taler man meget om fattigdommen i Frankrig, men fortier, at Danmark har lige så stor fattigdom. Og mens Frankrig har reduceret sin gennem de seneste 10 år, så er fattigdommen øget i Danmark.

    Disse fattigdomsmål fortæller i øvrigt intet om uligheden som sådan, men alene om spredningen af indkomst blandt de 50-60% dårligst stillede. Skal man måle uligheden generelt i samfundet bruges ofte gini-koefficienten eller 90/10 – 80/20 mål. En ginikoefficient kan gemme stor fattigdom, hvis man bare har en meget stor middelklasse. Det har vi jo præcis i DK. Det kan forklare den relativt lave ginikoefficient her. 90/10-målet viser derimod spredningen blandt de dårligst og bedst stillede. Uanset mål er der sket en kraftig stigning i Danmark de sidste 30 år:

    Gini-koefficient 1989: 21,93
    Gini-koefficient 2018: 29,10
    Stigning: 33%

    80/20 i 1989: 3,20
    80/20 i 2018: 4,51
    Stigning: 41%

    90/10 i 1989: 2,46
    90/10 i 2018: 3,31
    Stigning: 35%.

    Fattigdommen er blevet markant værre de sidste 30 år. Mens indkomsten (ækvivaleret indkomst) i perioden 1989-2018 er steget med 123% for de dårligst 10% er den steget med 343% for de 10% bedst stillede. I samme periode er forbrugerprisindekset steget med 170%. Det betyder, at lavindkomster har en direkte negativ udvikling i deres realindkomst, mens de bedst stillede 10% har fået fordoblet deres. Fattigdommen i DK er altså ikke kun steget i antal, men også blevet langt værre blandt de allerdårligst stillede. Og omvendt er rigdommen eksploderet.