Sociolog: Der er to store problemer med regeringens tilgang til børnefattigdom

To problemer med regeringens tilgang til fattigdom
Der er imidlertid på trods forståelsespapirets smukke hensigtserklæringer om børnefattigdom to store problemer i den nuværende regerings tilgang.

For det første er der en tendens til kun at fokusere på børnenes fattigdom og opfatte den som et selvstændigt problem, der er løsrevet fra den situation, at forældrene er fattige.

For det andet er der en tendens til at betvivle, at familier, der har mindre rådighedsbeløb end den almindeligt anvendte fattigdomsgrænse, reelt er fattige.

Den første tendens afspejles både i det eneste konkrete initiativ i form af et midlertidigt børnetilskud, som regeringen indtil nu har taget, og i tankerne om den ydelseskommission, der skal nedsættes.

Det midlertidige børnetilskud viser således, at regeringen mener, at det først og fremmest er børnenes og især de små børns fattigdom, der er problemet.

Det midlertidige børnetilskud er nemlig kun til børn under 15 år, og pengene rækker efter AE-rådets beregninger kun til at løfte 6.200 børn ud af de 64.500 fattige børn ud af fattigdom.

Dernæst er formålet med ydelseskommissionen, som efter senest 12 måneder skal foreslå anbefalinger på ydelsesområdet, at "afhjælpe problemerne med børnefattigdom", og at "understøtte, at flere kommer i beskæftigelse".

Frederiksen underkender anerkendt fattigdomsgrænse
Den anden tendens viste sig, da statsminister Mette Frederiksen (S) under åbningsdebatten sagde:

"Er det for eksempel fattigdom, hvis en familie med to voksne og to børn har en årlig indkomst på 250.000 kroner svarende til 20.000 om måneden efter skat? Det mener jeg faktisk ikke, det er".

Hermed underkender hun altså den internationalt anerkendte fattigdomsgrænse, som Danmarks Statistik har tilsluttet sig i forbindelse med at følge Danmarks udvikling i forhold til FN’s verdensmål nummer et om afskaffelse af fattigdom.

Statsministerens udtalelser underdriver fattigdomsproblemet og skaber usikkerhed om, hvad det vil sige at være fattig. Denne udmelding sker altså allerede før, at arbejdet med fastsættelsen af fattigdomsgrænsen og af ydelsernes højde er gået i gang.

Vigtigt spørgsmål er ikke direkte berørt
I den kommende tid vil der være tre vigtige spørgsmål, som er til diskussion.

Vil en socialdemokratisk ledet regering endnu engang opfinde en fattigdomsgrænse, som på papiret fjerner en stor del af fattigdommen, ligesom ekspertudvalgets og Thorning-regeringens fattigdomsgrænse, som pludselig reducerede antallet af fattige til cirka en tredjedel af, hvad det ville være med den almindelige definition?

Vil regeringen lade arbejdsmarkedspolitiske hensyn til at øge beskæftigelsen marginalt overtrumfe socialpolitiske hensyn til at bekæmpe fattigdom?

Det sidste, men måske allermest betydningsfulde spørgsmål, er endnu ikke blevet direkte berørt – måske netop, fordi dette spørgsmål er det vigtigste og sværeste, da det vedrører grænserne for både den lokale og globale solidaritet.

Vil regeringen gøre op med den både åbenlyse og skjulte diskrimination af etniske minoriteter, som er kommet til udtryk i de sidste næsten 20 års forsørgelsespolitik?

Afgørende for den socialpolitiske retning
Det sidste spørgsmål er afgørende for den socialpolitiske udviklings retning i Danmark. Spørgsmålet er simpelt.

Skal der tages om hånd om dem, der har det allersværest, som hyppigt er ressourcesvage, nyankomne flygtninge og etniske minoriteter, som er blevet marginaliseret på det danske arbejdsmarked?

Solidariteten med disse grupper er væsentlig at opretholde både af hensyn til, at vi fortsat skal være et af de samfund i verden, hvor vi har mest tillid til vores medborgere, og af hensyn til at denne solidaritet også er en forudsætning for, at vi bliver mindet om, at vores ansvar også omfatter mennesker i de lande, hvorfra flygtninge og indvandrere kommer.

Verdens skæve udvikling klimamæssigt og fordelingsmæssig kræver både lokal og global solidaritet.