Forskere: Fokus på sproget er en forudsætning for succes med udenlandsk arbejdskraft i sundhedssektoren

Personer, der ikke kommer fra EU, får ringe tilbud

Vi vil her pege på noget af det, man skal være opmærksom på, og som kræver forskning.

Det er relevant at overveje, om en dansk stil, eksempelvis om Sønderjylland eller danske dogmefilm, er en nødvendig færdighed for læger

Martha Sif Karrebæk, Solvej H. Sørensen & Johanna Lindell

Der er i dag ingen national model for sprogtilbud for udenlandsk sundhedspersonale. Sundhedsprofessionelle rekrutteret direkte fra hjemlandet af hospitalerne, normalt fra EU, får ofte koncentrerede, skræddersyede tilbud om sproglæring, som inddrager deres faglighed.

Sundhedsprofessionelle andre steder fra har derimod ringe mulighed for at få et fokuseret sundhedsrettet sproglæringstilbud, hvilket vil sige et tilbud ud over de almindelige sprogskolers kurser.

De almindelige sprogskoler, som ikke retter sig mod sundhedspersonale, har store forskelle i timetal, men generelt temmelig lidt undervisning. Sprogindlæring tager tid og kræver en enorm indsats. Erfarne sproglærere ved godt, at det for de fleste er nærmest umuligt at lære dansk på det påkrævede niveau på ét år, som det kræves flere steder – især hvis man samtidig skal arbejde, måske ikke har nyere erfaringer med at lære sprog og har et sprog, der ligger langt fra dansk.

Sundhedspersoner har ikke ofte fokuseret på sprog – de har en anden ekspertise. Undervisning er vigtigt – det ved vi - men vi har nærmest ingen indsigt i, hvilken slags sprogundervisning de sundhedsprofessionelle tilbydes, hvad der er behov for, eller om undervisningen, de modtager, passer med det, der er behov for. Og hvad indeholder det sproglige repertoire, de skal lære – det, vi kan kalde sundhedsdansk? Alt dette skal afklares. 

Uklare krav 

Desuden er der forskel på sprogkrav i forhold til profession og national baggrund.

Den nuværende situation efterlader de udenlandske sundhedsprofessionelle i en jungle af sprogtilbud, varierende krav og varierende grad af ansvar for at tilegne sig specialiserede sprogkompetencer.

Martha Sif Karrebæk, Solvej H. Sørensen & Johanna Lindell

Læger fra lande uden for EU skal bestå en almen prøve i dansk med høje karakterer for at få ansættelse. Der lægges op til en diskussion af karakterkrav og tidsperspektivet, men ikke af selve prøven. Prøven indeholder blandt andet en essay-opgave, der falder inden for danske kultur- og samfundsforhold.

Her er det relevant at overveje, om en dansk stil, eksempelvis om Sønderjylland eller danske dogmefilm, er en nødvendig færdighed for læger, eller om fokus på udtale og samtaler med patienter var mere relevant at bruge tid på.

Vi ved ikke, hvordan prøven forholder sig til behovene i sundhedsvæsnet og for de forskellige sundhedsprofessioner. Det ville være relevant at undersøge. Læger fra lande uden for EU skal også bestå en mundtlig fagprøve, der både involverer faglige og kommunikative færdigheder.

Der findes i dag ingen offentlige tilbud, der giver en indføring i, hvad den fagprøve indebærer, ligesom de udenlandske læger ikke kan få feedback, hvis de ikke består. Det vil blandt andet sige, at de kan dumpe på manglende sproglige færdigheder, som det ville give god mening at få dem til at fokusere på.

Det er andre læger, der bedømmer dem, men vi ved ikke, om det deres fagfæller forstår, svarer til, hvad en patient ville forstå. Eksempelvis betyder "traume" i lægesproget noget andet end i hverdagssproget, men det er det ord, de udenlandske læger bruger om fysiske skader på kroppen. Sprogkravene varierer. Læger, der har oprindelse i EU, samt sygeplejersker skal ikke leve op til de samme sprogkrav på nationalt niveau, om end regionerne kan vælge at implementere dem, og ofte gør det.

Det er klart, at uanset sprogkrav skal de sundhedsprofessionelle kunne etablere forståelse i samtaler med borgere og patienter. I dag er det bare ofte arbejdsgiverens ansvar at sikre sig, at de ansatte taler tilstrækkelig godt dansk. Dette forudsætter, at personer i ansættelses- og evalueringsforløbene har kompetencer til at vurdere sproget.

Det varetages forskelligt på tværs af regioner, hospitaler og afdelinger. Vi bør lære af eksisterende tilbud og initiativer, så alle ikke skal opfinde noget nyt. Og sprogindlæring er en krævende proces, som fortsætter uden for undervisningen og nødvendiggør en indsats fra arbejdspladserne. Hvis nye ikke-danske medarbejdere skal kunne indgå i arbejdsfællesskaber, er det afgørende, at der afsættes midler på ansættelsesstederne.

Den nuværende situation efterlader de udenlandske sundhedsprofessionelle i en jungle af sprogtilbud, varierende krav og varierende grad af ansvar for at tilegne sig specialiserede sprogkompetencer. 

Det handler også om empati og omsorg

Endvidere er sprog mange ting. Dels er der informationsudveksling - både sundhedsprofessionelle imellem samt mellem sundhedsprofessionelle og patienter. Det er centralt for diagnosticering og behandling. Mangelfuld forståelse på grund af sprogbarrierer kan have alvorlige konsekvenser og medføre eksempelvis fejldiagnosticering, fejlbehandling og for korte indlæggelser.

Empati og omsorg er vigtigt for at patienten føler sig set og hørt, men det udtrykkes forskelligt sproglig i forskellige kulturer.

Martha Sif Karrebæk, Solvej H. Sørensen & Johanna Lindell

Men sundhedsrelevant sprog indebærer andet end informationsudveksling. Empati og omsorg er vigtigt for at patienten føler sig set og hørt, men det udtrykkes forskelligt sproglig i forskellige kulturer. Det betyder, at der også er en sproglig kompetence, som skal læres.

Ligeledes er fagprofessionel, kollegial snak en sproglig færdighed, som kan være meget svær at tilegne sig uden fokuseret hjælp, og som kræver en indsats fra kolleger. Vi ved meget lidt om, hvordan mødet mellem patienter og udenlandsk sundhedspersonale foregår og opleves fra et sprogligt synspunkt. Hvad forstås, og hvad misforstås? Det bør vi forske i, både fordi det fortæller os noget om danskeres generelle kulturelle koder, og fordi vi kan hjælpe sundhedsvæsnet til at fungere bedre.

Spørgsmålene står i kø   

Der er andre udfordringer i forhold til kulturelle koder og sprog. Studier viser, at særligt læger fra ikke-EU-lande og kvinder bedømmes hårdere på deres sproglige og faglige kompetencer af kolleger.

Man kan naturligvis diskutere, hvor bæredygtigt det er at styrke rekrutteringen af sundhedspersoner fra andre lande, men hvis det er den vej, vi går, så er det på høje tid, at der kommer fokus på sprog.

Martha Sif Karrebæk, Solvej H. Sørensen & Johanna Lindell

Hvor meget der egentlig handler om sprog, og hvor meget der snarere handler om køn eller forestillinger om forskellige nationaliteter, er uklart. Vi ved heller ikke, hvilke aspekter af de sproglige færdigheder der eventuelt opfattes som problematiske. Er det forskellige forståelser af høflighed? Har det noget at gøre med, hvordan man forventer, at en sundhedsautoritet taler?

Og hvad med det faktum, at ti procent af den danske befolkning har indvandrerbaggrund – gør det, det lettere eller sværere for udenlandsk sundhedspersonale? Kan vi anvende den nye diversitet hos de professionelle strategisk? Hvad med alle de nye teknologiske ressourcer – kan AI bruges til at skabe bedre forståelse og tillid – eller vil det have den modsatte effekt?

Man kan naturligvis diskutere, hvor bæredygtigt det er at styrke rekrutteringen af sundhedspersoner fra andre lande, men hvis det er den vej, vi går, så er det på høje tid, at der kommer fokus på sprog, sprogundervisning og sproglige møder i forhold til udenlandske sundhedsprofessionelle i Danmark.