Forskere om regeringens beskæftigelsespolitik: Weber kunne ikke have beskrevet det mere præcist

Både Socialdemokratiet og Venstre havde varslet markante ændringer i beskæftigelsespolitikken op til valget. Det kommer derfor ikke som en overraskelse, at regeringsgrundlaget vil ”nytænke og reformere beskæftigelsesindsatsen,” herunder ”nedlægge jobcentrene”. Regeringen forsøger dermed at svare på en kritik af beskæftigelsesindsatsen, der for alvor er taget til i den sidste regeringsperiode. 

En rapporten, udgivet af Sind og Psykiatrifonden i 2020, konkluderede, at ”knap 7 ud af 10 oplever, at jobcenteret i høj grad eller nogen grad forværrer deres livskvalitet, mens knap hver fjerde oplever at have tanker om, at livet ikke er værd at leve på grund af jobcenterkontakten.”

Og så var der en perlerække af enkeltsager i medierne lige fra Brian Larsen, der blev spurgt, "hvordan tørrer du egentlig din numse?," til en mand på 31, der uhelbredeligt syg med leukæmi blev nægtet førtidspension og i stedet sendt i virksomhedspraktik. 

De mange sager og adskillelige samråd i Folketinget satte gang i mere principiel debat om værdigheden i jobcentrene. Blandt andet blev kommunerne bedt om af daværende beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard, at redegøre for, hvordan de ville sikre en værdig sagsbehandling for alle, alt imens de stadig skulle agere inden for de samme lovmæssige rammer. Ministermålet ser ikke ud til at have haft den store effekt, så nu tager regeringen langt mere drastiske midler i brug.

Max Weber kunne ikke have beskrevet det bedre
Men svarer regeringens løsninger reelt på problemet? Selvom detaljerne er sparsomme med, hvad en nedlæggelse af jobcentrene konkret indebærer, er der alligevel grund til at være skeptisk.

Det er der fordi, regeringsgrundlaget i virkeligheden taler med to modsatrettede tunger. Den ene taler om, at den ledige skal have ”frihed til at vælge den bedste vej frem,” og at kommuner skal have ”frihed til at organisere beskæftigelsesindsatsen”.

Man har frygtet den dovne arbejdsvægrende borger, der mageligt tager hvil i velfærdsstatens trygge vugge

Magnus Paulsen Hansen og Sabina Pultz
lektorer ved Roskilde Universitet

De borgere, der har større udfordringer med at finde et job skal ”omfattes af mere værdige indsatser med større effekt,” og særligt udsatte borgere skal mødes ”af en helt anden indsats og et helt andet menneskesyn, end de mødes med i dag.” 

Men hvad er det for et menneskesyn disse nye indsatser skal erstatte? Det paradoksale svar er, at det giver regeringsgrundlaget masser af input til. Den anden tunge taler nemlig med det sprog og menneskesyn, der har drevet de sidste årtiers arbejdsmarkedsreformer, inklusive etableringen af jobcentrene. 

Sproget er den protestantiske arbejdsetiks – arbejdet som kald og (sur) pligt – tilsmagt konkurrencestatens moderne og teknokratiske lingua: ”Øge arbejdsudbud”, ”strukturel beskæftigelse” og så videre. Regeringen er for eksempel selv blevet til et ”arbejdsfællesskab” og nævner i øvrigt arbejde ikke mindre 182 gange i det 60 sider lange dokument.

Men det er ikke kun regeringen, der er et arbejdsfællesskab:

”Vores samfund baserer sig på det arbejdende Danmark.” Regeringen vil derfor sikre, at ”flere bliver en del af det fællesskab, som arbejdsmarkedet er. Det giver den enkelte mere frihed og flere muligheder, når man har et arbejde. Derigennem kan man forsørge sig selv og sin familie. Man er et forbillede for sine børn. Man er en del af et fællesskab, og man er med til at finansiere vores fælles velfærd.”

Max Weber, der var den første til at analysere arbejdstikkens moral, kunne ikke have beskrevet det mere præcist. 

Frygten for den dovne borger
Den anden tunge vil derfor blandt andet indføre en ”ny arbejdspligt” for ikkevestlige indvandrere og øge lønmodtagernes rådighedsbeløb og for dermed gøre det ”mere attraktivt at arbejde og yde en ekstra indsats”. 

For regeringen er der dog ingen modsætning mellem de to tungers tale. Man vil for eksempel ”sætte den enkelte ledige i centrum og give frihed til dem, der kan selv, uden at gå på kompromis med jobfokus” og ”sætte kommunerne fri af statslige proceskrav og prioritere de indsatser, der hjælper ledige tættere på arbejdsmarkedet.” På samme tid skal a-kasserne med flere spille en større rolle ”uden, at det svækker tilskyndelsen til job.” 

Arbejdsetikken er en del af problemet, da den ikke anerkender et menneskes værd som andet end bidraget til ”arbejdsfællesskabet”

Magnus Paulsen Hansen og Sabina Pultz
lektorer ved Roskilde Universitet

Der er dog to grunde til, at de to tunger formodentligt vil slå krølle på hinanden, og at den anden tunge ender med at overdøve den første. Den første grund er, at beskæftigelsespolitikken har været drevet af en dyb mistillid til både borgere og kommuner.

Man har frygtet den dovne arbejdsvægrende borger, der mageligt tager hvil i velfærdsstatens trygge vugge, og man har mistænkt den kommunale sagsbehandler for misforstået blødsødenhed. Så kan man genetablere tilliden til borgere og frontmedarbejdere alt imens mistillidens moralske rod bevares?

En meningsfuld beskæftigelsesindsats
Den anden grund hænger sammen med den første. Et gennemgående mønster i de mange sager om manglende værdighed er nemlig, at de er opstået ud af et entydigt fokus på at få borgere hurtigst muligt i arbejde. Syge borgere, der sættes i endeløse jobafklarings- og ressourceforløb. Arbejdsetikken er med andre ord en del af problemet, da den ikke anerkender et menneskes værd som andet end bidraget til ”arbejdsfællesskabet”.

Arbejdsetikkens blinde vinkel er smukt formuleret i regeringsgrundlaget på side 13: ”Nogle er for syge til at arbejde eller har behov for omsorg og særlige rammer for at kunne være på en arbejdsplads. Dem skal samfundet og arbejdspladserne kunne rumme.” Dem, der er for syge til at arbejde, skal arbejde, forstås.

Hvis nedlæggelsen af jobcentrene ikke blot skal ende med en symbolsk navneændring, er der brug for reel nytænkning og at ’arbejde for en hver pris’ erstattes med en indsats, der først og fremmest er meningsfuld for den enkelte borger.

Det er der mange gode eksempler på, at nogle kommuner allerede gør for eksempel med inspiration fra borgerinddragende beskæftigelsesindsatser i CUBB-projektet og frikommuneforsøget om 'én plan'. 

Kravet om at spare yderligere tre milliarder på indsatsen viser dog, at tilliden til kommunerne desværre stadig er begrænset. Når kommunerne fremover alene skal ”dokumentere det helt afgørende” og formodentligt kun måles på, hvor hurtigt de kan få borgere i arbejde, er det svært at forestille sig, at oplægget her er det fornødne kreative benspænd, der skal til, for at vi for alvor kommer til at opleve en reformering af den udskældte beskæftigelsesindsats.